Peter Hovmand, cand.mag.

Krigen som livsfilosofi

Den tidlige Ernst Jünger og Nietzsche

Indledning

Den tyske forfatter Ernst Jüngers opfattelse af Første Verdenskrig kommer ganske tydeligt til udtryk i hans første bøger, In Stahlgewittern fra 1920 og Der Kampf als inneres Erlebnis fra 1922. Emnet er kampen som indre oplevelse, som Jüngers anden bog hedder, men fokus ligger ikke så meget på det rent psykologiske, snarere på det livsfilosofiske. Jüngers bøger om krigen er forbløffende saglige og ærlige, de udmærker sig ved en gennemført kulde, en særlig følelseskulde, ved hjælp af hvilken det lykkes Jünger at nå hele vejen rundt i sin beskrivelse af krigen som indre oplevelse. Følelseskulden er så at sige kernen i Jüngers saglighed, ved denne kulde hæver Jüngers beskrivelser sig over det psykologiske, idet Jüngers egne følelser er fraværende. Til gengæld rummer Jüngers beskrivelser andre, måske endnu vigtigere kvaliteter. Ved sin saglighed, sin nøgterne meddelsomhed, sit til alle tider analytiske blik, peger Jünger på noget der hæver sig over psykologien, og det er her livsfilosofien kommer ind i billedet. Jünger ser igennem mennesket, han ser på krigen som fænomen, og ad den vej forsøger han at beskrive hvad krigen siger om mennesket og ikke mindst om livet selv.

 

(c)