Afslutning

Det burde efterhånden være klart at der er to spor hos den tidlige Ernst Jünger, to spor der på forskellig vis supplerer hinanden og uddyber hinanden, nemlig krigen og livsfilosofien. Den måde de to spor supplerer hinanden på udgør selve indholdet i Jüngers første bøger. Med fokus på de to spor er det klart at Jüngers første bog In Stahlgewittern primært kører i det første spor, krigen, mens hans anden bog Der Kampf als inneres Erlebnis primært kører i det andet spor, livsfilosofien. Men som sagt er de to spor uadskillelige, Jüngers livsfilosofi er i høj grad hans udgangspunkt, og krigen er hans objekt, selve det han tolker livet ud fra, mens livsfilosofien er den måde han gør det på. Man kan ligefrem opstille følgende grundmodel for indholdet i Jüngers første bøger: Kampen i krigen er udtryk for livet, og soldaten er her den uundværlige tolker af kampen. Der er her tale om en grundlæggende tegnmodel der går igen igennem alle Jüngers første bøger, og det gør det umiddelbart nemt at forstå ham, men sandheden er dog at Jünger ikke er så nem at forstå. Som vi har set er Jüngers tankegang ret dyb og meget sammenhængende, den er i sidste ende en nietzscheansk tolkning af livet ud fra krigen. Jüngers tematik udgør i sidste ende en undersøgelse af livet, den er et livsfilosofisk spørgsmål knyttet sammen med et livsfilosofisk svar, hvor krigen og kampen netop er både spørgsmål og svar, men altså ud fra en nietzscheansk tankegang. Jeg skulle således forlængst have påvist at krigen og livsfilosofien hos Jünger ikke kan adskilles. Hos Jünger er krigen livsfilosofi og livsfilosofien er krig.

Men skiller man tingene lidt ad kommer der flere ting til syne, bl.a. en række paradokser. Et ganske centralt paradoks er Jüngers sammenknytning af det man kunne kalde det dyriske i mennesket og det man kunne kalde det heltemodige i mennesket. Det dyriske, de dybere drifter, er det der i første omgang gør kampen mulig, mens det heltemodige, idealerne, er det der i anden omgang gør kampen meningsfuld, smuk og muliggør selvopofrelsen. De to ting, det dyriske og det heltemodige, er for Jünger meget afgørende i sammenhæng, men den måde de ifølge Jünger supplerer hinanden på, afslører først og fremmest en nietzscheansk tankegang, ifølge hvilken de er udtryk for henholdsvis det dionysiske og det apollinske, menneskets drifter mod henholdsvis den skrækkelige sandhed og den smukke illusion. Jüngers centrale paradoks, hans nødvendige sammenknytning af det dyriske og det heltemodige, er altså en central del i hans livsfilosofi, paradokset er ifølge Jünger en afgørende og uundværlig del af livet. Uden det dyriske er der ingen drift, og uden det heltemodige mister alting sin betydning. Det heltemodige i mennesket er det der på frugtbar vis strukturerer livsdrifterne til den heltemodige kamp. Heltemodet er således lig med menneskets vilje til magt.

Det kan godt være at Jüngers fokusering på den heltemodige kamp, kampens renhed, afslører en modstand mod krigens urenhed, en modstand der måske er udtryk for en fundamental angst, angst for meningsløsheden, men her bevæger vi os ud i gætterier, der ikke findes meget belæg for i Jüngers tekster, idet disse først og fremmest er udtryk for en livsfilosofi, en livsfilosofi der netop er fokuseret på krigens og kampens meningsfuldhed i sig selv. Og det kan godt være at Jüngers idé om heltemod og tapperhed som det styrende princip i kampen efterhånden er en anakronisme, det ville han i hvert fald selv være den første til at indrømme. Men den kritik man kan mobilisere mod den tidlige Jünger er efter min mening ikke nær så interessant som det Jünger rent faktisk afslører for os. Idet Jünger på så tydelig vis fremlægger sin tankegang afslører han samtidig det der ligger bag. Vi kan måske nok afvise hans idé om heltemodet og tapperheden, som et menneskeligt håb om skønhed i krigens verden, men vi kan vanskeligt afvise hans afsløring af menneskets dyriske drifter, blodtørsten, og det er mindre sjovt. Ud fra et syn på verden hvor krigen findes, hvor menneskets blodtørst kommer til udtryk, er det således svært ikke at følge i Jüngers og Nietzsches fodspor og lede efter en smukkere men sandfærdig fremstilling, et smukkere princip mennesket kan strukturere sine drifter efter. Og i krigens kampsituation, findes der da noget smukkere princip end selvopofrelsen via heltemodet, tapperheden i kamp? Der findes et meget teoretisk og meget selvopofrende alternativ og det er den pacifistiske indstilling, at lægge våbnene fra sig, altså selvopofrelsen via passiviteten. Til dette alternativ kan man komme med en i denne sammenhæng meget aktuel kommentar: Der er her ikke tale om en strukturering af menneskets drifter, men en direkte afvisning af dem. Jeg finder således Jüngers opfattelse af krigen og mennesket langt mere interessant end den pacifistiske opfattelse. Jüngers opfattelse af krigen siger uden tvivl en hel del om menneskets historie, men mon ikke også den derved siger lige så meget om mennesket som sådan.

litteratur

(c)