Peter Hovmand, cand.mag.
Krigen som livsfilosofi
Den tidlige Ernst Jünger og Nietzsche
Den tyske forfatter Ernst Jüngers opfattelse af Første
Verdenskrig kommer ganske tydeligt til udtryk i hans første
bøger, In Stahlgewittern fra 1920 og Der Kampf als inneres
Erlebnis fra 1922. Emnet er kampen som indre oplevelse, som Jüngers
anden bog hedder, men fokus ligger ikke så meget på
det rent psykologiske, snarere på det livsfilosofiske. Jüngers
bøger om krigen er forbløffende saglige og ærlige,
de udmærker sig ved en gennemført kulde, en særlig
følelseskulde, ved hjælp af hvilken det lykkes Jünger
at nå hele vejen rundt i sin beskrivelse af krigen som indre
oplevelse. Følelseskulden er så at sige kernen i Jüngers
saglighed, ved denne kulde hæver Jüngers beskrivelser
sig over det psykologiske, idet Jüngers egne følelser
er fraværende. Til gengæld rummer Jüngers beskrivelser
andre, måske endnu vigtigere kvaliteter. Ved sin saglighed,
sin nøgterne meddelsomhed, sit til alle tider analytiske
blik, peger Jünger på noget der hæver sig over
psykologien, og det er her livsfilosofien kommer ind i billedet.
Jünger ser igennem mennesket, han ser på krigen som fænomen,
og ad den vej forsøger han at beskrive hvad krigen siger
om mennesket og ikke mindst om livet selv.
Udsigelsens kulde
At tale om en udsigelsens kulde i forbindelse med In Stahlgewittern
er umiddelbart ganske banalt og intetsigende, hentydende til forfatteren
som en afstumpet krigsveteran. Den kulde der er tale om er imidlertid
af ganske dyb karakter, bundet til tekstens natur, strækkende
sig fra udsigelsen til den dybere tematik.
Der er tale om en erindringsbog af ganske saglig støbning,
med masser af konkrete beskrivelser af de faktiske forhold i skyttegravene,
til tider er beskrivelserne ret indgående, på grænsen
til det kedelige. Men den indgående beskrivelse er på
ingen måde tekstens kendetegn, det er snarere den særlige
saglighed der gør sig gældende, som i enhver saglig
erindringsbog, hvor man forsøger at forholde sig til tingene
som de var. Det er dog ikke denne saglighed i sig selv der er det
mest interessante, det mest interessante er den umenneskelige gennemførthed,
stabilitet og ikke mindst præcision i denne saglighed. Ernst
Jünger opretholder denne saglighed, eller for at præcisere
det lidt, denne anskuelsens renhed, hele vejen igennem. Og hvorfor
er det så interessant? Fordi der netop ikke er tale om almindelige,
rolige ting. Der er tværtimod tale om skrækkelige ting
man skulle tro var ubeskrivelige. Menneskelig lemlæstelse,
nedslagtning, frygt, smerte af både koncentrerede og enorme
dimensioner. Og så skal man lige huske på at det er
virkelighed. Jünger kigger lige ind i det inferno der er omkring
ham, lægger mærke til hver eneste detalje, husker alt
og skriver det ned, med stor opmærksomhed. På uundgåelig
vis lægger man mærke til denne anskuelsens renhed, udsigelsens
kulde, idet den i sagens natur skærer i øjnene. Netop
ved sin ufølsomhed overlader teksten følelserne til
læseren. Som læser dvæler man dog i sagens natur
ikke alt for meget ved disse følelser og derfor kan man fortsætte,
men efter et par episoder går det op for én, at der
er tale om en ganske særlig fortæller, hvis blik er
af en umenneskelig skarp optik, hvis blik aldrig sløres eller
rystes. Man lægger mærke til det fordi det skrækkelige
er chokerende rystende, og i den grad kalder på tilsløring
af den ene eller den anden slags.
Denne udsigelsens kulde, denne anskuelsens renhed, hænger
på flere måder sammen med tekstens dybere tematik. I
første omgang ved det at teksten i sig selv er paradoksal
som læsning. De billeder der tegner sig under læsningen
er absurde, man har svært ved at få dem frem, og når
man får dem frem, kaster man dem gerne fra sig igen. Lad os
se:
"Aus zerschossenem Gebälk ragte ein eingeklemmter Rumpf.
Kopf und Hals waren abgeschlagen, weisse Knorpel glänzten aus
rötlich-schwarzem Fleisch. Es wurde mir schwer zu verstehen."
(Jünger 1920/1934 s. 31)
Det skrækkelige er chokerende, men det der gør sig
gældende her er alligevel en dvælen ved det skrækkelige,
simpelthen fordi man har svært ved at se det for sig. Chokket
strækker sig så at sige ud og omklamrer én i
stedet for at ramme én med det samme. Jünger har det
lidt på samme måde. Lad os se på et citat fra
andenudgaven af In Stahlgewittern fra 1926, et citat der interessant
nok er blevet slettet igen i den gældende tredjeudgave fra
1934. Følgende citater fra andenudgaven er i mangel af bedre
fra den gældende engelske oversættelse.
"Seeing and recognizing are matters, really, of habit. In
the case of something quite unknown the eye alone can make nothing
of it ... We looked at all these dead with dislocated limbs, distorted
faces, and the hideous colours of decay, as though we walked in
a dream through a garden full of strange plants, and we could not
realize at first what we had all round us. But finally we were so
accustomed to the horrible that if we came on a dead body anywhere
on a fire-step or in a ditch we gave it no more that a passing thought
and recognized it as we would a stone or a tree. . . ." (Jünger
1920/1926 s. 23)
Chokket fortaber sig, og det skrækkelige bliver her til vane
for Jünger, deraf udsigelsens kulde, der altså i beskrivelsen
af lemlæstede lig og lignende er lig med følelsesmæssig
ligegyldighed, og det med god grund, de døde mærker
jo intet længere.
I anden omgang knytter udsigelsens kulde sig til den dybere tematik
netop ved det at det skrækkelige gentager sig, igen og igen.
"Der zerwühlte Kampfplatz war grauenhaft. Zwischen den
lebenden Verteidigern lagen die toten. Beim Ausgraben von Dekkungslöchern
bemerkten wir, dass sie in Lagen übereinandergeschichtet waren.
Eine Kompanie nach der anderen war, dicht gedrängt im Trommelfeuer
ausharrend, niedergemäht, dann waren die Leichen durch die
von den Geschossen hochgeschleuderten Erdmassen verschüttet
worden, und die Ablösung war an den Platz der Gefallenen getreten."
(Jünger 1920/1934 s. 105)
Igen er der tale om absurde billeder, men her er det skrækkeliges
gentagelse mere end antydet, faktisk er gentagelsen her beskrevet
meget præcist, i hele sit omfang. De døde ligger i
lag på lag i og over jorden, de levende presses hen over jorden
i formation efter formation, de levende tager de dødes plads.
Der er tale om en gentagende bevægelse, fra liv til død,
den indforståede metafor, der senere bliver eksplicit, er
bølgen, de levende skyller frem over de døde som en
bølge, trækker sig senere tilbage og efterlader de
døde blandt de døde.
Og i foreningen af udsigelsens to former for kulde, chokkets udstrækning,
den tilvænnede absurditet, ligegyldigheden, og den kolde iagttagelse
af gentagelsen, er vi ved at nærme os Jüngers tematik.
Det indre forløb - det skrækkelige liv
Chokkets umenneskelige udstrækning og chokkets umenneskelige
gentagelse er centrale elementer i Jüngers tematik. De både
antyder og forklarer det umenneskelige, og det umenneskelige er
her overskridelsen af de menneskelige grænser, en afskrælning
af mennesket. Chokkets udstrækning og gentagelse er så
at sige grundformer hos Ernst Jünger, og det gælder på
flere niveauer, både i den enkelte sætning, det enkelte
kapitel og den enkelte bog. Og det er faktisk fantastisk, men det
ligger sådan set i sagens natur. Jünger beskriver det
skrækkelige liv i ingenmandsland, som det ser ud hvis man
bliver ved med at overleve. Jünger er netop én af dem
der bliver ved med at overleve, og derfor kan han fortælle
hele historien.
Et af Jüngers første billeder på skyttegravslivets
grundform er følgende:
"Man stelle sich vor, ganz fest an einen Pfahl gebunden und
dabei von einem Kerl, der einen schweren Hammer schwingt, ständig
bedroht zu sein. Bald ist der Hammer zum Schwung zurückgezogen,
bald saust er vor, dass er fast den Schädel berührt, dann
wieder trifft er den Pfahl, dass die Splitter fliegen - genau dieser
Lage entspricht das, was man deckungslos inmitten einer schweren
Beschiessung erlebt." (Jünger 1920/1934 s. 88)
Der er her næppe tale om nogen overdrivelse. Det interessante
her er tværtimod billedets præcision. Her beskrives
både chokkets udstrækning og gentagelse, og med det
skrækkeliges tilstedeværelse over længere tid
fornemmer man også en vis graduering, en skelnen mellem forskellige
grader af skræk. Dette beskriver Jünger senere endnu
mere præcist i det skrækkelige blikplade-styrt i Das
abenteuerliche Herz fra 1929:
"Jeg løfter dig op paa det øverste Blad af denne
vældige Stabel, og straks, da det udsættes for din Legemsvægt,
gaar det bragende itu. Du styrter, og styrter ned paa det andet
Blad, som ligeledes brister og det med et endnu voldsommere Knald.
I Styrtet rammes det tredje, fjerde og femte Blad, og saadan bliver
det ved ... det er som en Trommehvirvel, hvor baade Tempo og Heftighed
tager til. Faldet og Hvirvlen bliver mere og mere rasende, det bliver
til en vældigt rullende Torden, som til sidst sprænger
Bevidstheden." (Jünger 1929/1938 s. 16)
Her er skræk eller gru det der føles ved den første
anskuelse eller anelse af det skrækkelige. Frygt er det der
føles lige inden kontakten med det skrækkelige. Forskrækkelse
er det der føles når det øverste blad går
itu. Dernæst følger forskrækkelsens stadfæstelse
ved gentagelsen, der intensiveres indtil det forfærdelige.
Det forfærdelige, forfærdelsen er altså den yderste
kulmination af det skrækkelige, som også Bohrer skriver
(Bohrer 1981 s. 63). Det interessante her er Jüngers præcision,
der er umenneskelig, idet den beskriver ting der har overskredet
den menneskelige grænse. Normalt ville man ikke skelne mellem
de forskellige stadier, idet det hele ville være ét
fedt, og resultatet det samme. Ved anskuelsen ville man bemærke
det skrækkelige, dernæst ville det hele flyde sammen.
Konklusionen ville være banal: det er skrækkeligt! Jünger
går langt videre end det. Ligesom man ved den første
anskuelse af det skrækkelige dvæler ved det for overhovedet
at kunne se det, opretholder Jünger et klart, undersøgende
blik, og han gør det hele vejen igennem, hos Jünger
er der hele tiden tale om "rent anskuede chok" (Goldbæk
1998 s. 80). Derfor kan man hos den tidlige Jünger ligefrem
tale om en chokæstetik eller rettere en skrækæstetik
af særlig ren karakter. Det er netop ved denne renhed, denne
stabilitet, denne kulde, at chokket og skrækken kommer til
at fylde så meget hos Jünger, både i omfang og
i dybden, og det er ved denne dybde at Jüngers første
bøger bliver så sammenhængende.
En forholdsvis logisk følge af Jüngers præcise
iagttagelse af det skrækkelige er hans fascination af de hårde
soldater omkring ham. En af Jüngers vigtigste pointer er, at
soldaterne står fast over for det skrækkelige, uden
at gå til grunde rent menneskeligt. Nogen ville måske
mene at de netop går til grunde rent menneskeligt, men Jünger
tolker det anderledes, han tolker soldatens udholdelse og tilvænning
til det umenneskelige, som en overmenneskelig kvalitet. Der er her
tale om en sammenhængende tankegang, hvor der for øvrigt
er et formål med krigen, nemlig kampen. Kampen er endnu et
af Jüngers grundelementer, hos Jünger er kampen vitterligt
et grundelement, der ikke kan deles op i yderligere bestanddele,
kampen er noget i sig selv, den er et udtryk for livet i sin renhed,
men mere om det senere. Her bør det til at starte med blot
bemærkes, at kampen rummer et ganske grundlæggende aspekt
set fra soldatens perspektiv. Kampen er som udgangspunkt blot kampen
for at overleve, mere konkret kampen mod fjenden, men denne kamp
rummer en mere grundlæggende dimension i tiden, nemlig kampen
mod at bryde sammen, kampen mod at give op, kampen mod svagheden
i mennesket. Denne kamp er helt konkret en kamp mod det skrækkelige
liv. Idet de enkelte slag trækker ud og bliver forlænget
i det ulidelige, bliver kampen mod det skrækkelige liv det
mest afgørende. Paradoksalt nok bliver målestokken
for denne kamp selve kampviljen, viljen til at fortsætte kampen
mod fjenden, idet denne ikke kan skelnes fra viljen til at fortsætte
i det hele taget.
"I was filled with pride at commanding this handful of men
that might very likely be pounded into the earth but could not be
conquered. It is in such moments that the human spirit triumphs
over the mightiest demonstration of material force. The fragile
body, steeled by the will, stands up to the most terrific punishment."
(Jünger 1920/1926 s. 101)
Som sagt er det en af Jüngers hovedpointer, at soldaten står
fast i kampen mod det skrækkelige liv, den tyske soldat kan
godt dø, men han kan ikke besejres, han kan ikke knækkes,
idet han har overmenneskelig vilje. Det bør her bemærkes
at Jünger skriver dette i forbindelse med at hans oprindelige
kompagni bliver totalt udslettet mens han selv er på lazarettet.
Han mener hvad han siger helt bogstaveligt. Denne hårdhed
i tankegangen er ganske bemærkelsesværdig, jeg skulle
mene at denne hårdhed netop peger på sig selv som tankegang,
ikke mindst idet denne tankegang er så sammenhængende.
Den ydre tematik - kampen som livets mening
At påvise visse nietzscheanske elementer hos Ernst Jünger
er ikke svært, der er flere indirekte og direkte referencer
til Nietzsche, men det er i sig selv ikke så interessant.
Det interessante er overhovedet at beskrive Jüngers tolkning
af livet ud fra krigen. Det er klart nok ikke uproblematisk. Som
udgangspunkt er det grundlæggende paradoksalt at beskrive
livet ud fra krigen, idet man normalt ikke opfatter krigen som en
central del af livet. Krigen er så at sige blot en undtagelse,
og undtagelsen bekræfter som bekendt reglen, og reglen er
her fred. Her er Jünger dog fundamentalt uenig. For Jünger
er freden blot en illusion, mens krigen er den tilstand der river
illusionens slør væk og viser tingene som de virkelig
er, dette gælder både verden som sådan, eller
rettere livet selv, og mennesket og dets sande natur. Endvidere
er livet for den tidlige Jünger fundamentalt set en krigstilstand,
og mennesket er blot en del af denne krigstilstand, og således
får menneskelivet kun virkelig mening i kampen, men mere om
det senere.
I første omgang er Jüngers iagttagelse af krigens kvaliteter
ganske banal. Det er således i den grænseoverskridende
udfordring at man lærer sig selv at kende. Og visse iagttagelser
udvider perspektivet på verden og livet med nye dybder:
"Ein Geschoss hatte den Scheitel seines Stahlhelms durchbohrt
und eine lange Rille in die Schädeldecke gepflügt. Das
gehirn hob und senkte sich in der Wunde unter jedem Schlag des Blutes,
trotzdem konnte er allein zurückgehen." (Jünger 1920/
1934 s. 221)
Her er den menneskelige overflade bogstavelig talt blevet skrællet
af, så det fysiske indre kommer til syne. Jünger hæfter
sig klart nok ved at manden stadig er i stand til at gå. Men
Jüngers tolkning af sine iagttagelser er mindre klar, den er
som sagt udtryk for en særlig tankegang, en tankegang han
i tilstrækkelig grad uddyber i sin anden bog, essayet Der
Kamp als inneres Erlebnis.
Det centrale i Jüngers anden bog er beskrivelsen af menneskets
afsløring i krigen. Og i denne afsløring ligger også
en tolkning af verden, livet selv. I første omgang ligger
fokus dog på mennesket og menneskets placering i livet.
"... doch wenn des Lebens Wellenkurve zur roten Linie des
Primitiven zurückschwingt, fällt die Maskierung: nackt
wie je bricht er hervor, der Urmensch, der Höhlensiedler, in
der ganzen Unbändigkeit seiner entfesselten Triebe." (Jünger
1922 s. 15)
I krigen bliver den kulturelle overflade skrællet af mennesket,
og under overfladen er mennesket det samme som altid, det første
menneske, det primitive menneske, der giver fuldstændigt efter
for sine drifter. Mennesket er altså et dyr, men hvilket dyr?
Iagttagelsen af mennesket som en dyrisk dræber i krigen er
jo ganske banal, men Jüngers pointe er imidlertid ret omfattende,
og det er her livsfilosofien kommer ind i billedet. Allerede i forordet
skriver Jünger om kampen: "Er hat uns erzogen zum Kampf,
und Kämpfer werden wir bleiben, solange wir sind" (Jünger
1922 s. 12). Modsat af hvad man umiddelbart skulle tro, handler
det her ikke blot om hvad krigen har gjort ved soldaterne, det handler
om hvad krigen har gjort ved mennesket som sådan. Ifølge
Jünger er mennesket først og fremmest en potentiel kriger,
og dette skal forstås helt fundamentalt.
"Der Mensch ist der Träger, das ständig wechselnde
Gefäss all dessen, was vor ihm getan, gedacht und empfunden
wurde. Er ist auch der Erbe aller Sehnsucht, die vor ihm andere
mit unwiderstehlicher Gewalt den fernen, in Nebel gehüllten
Zielen zutrieb." (Jünger 1922 s. 14)
Mennesket er bærer af grundlæggende drifter, som et
fartøj der kan skifte udseende, men som til stadighed er
arving af alle de lyster der findes. Det dyriske lurer konstant
i menneskets indre, og venter blot på at komme til udtryk.
Det er altså ikke så meget et spørgsmål
om hvad krigen gør ved mennesket her og nu, men mere et spørgsmål
om at mennesket til stadighed griber krigen som en mulighed for
at give de dyriske drifter lidt spillerum. Som en bosnisk kvinde
for et par år siden gav som forklaring på rædslerne
under krigen i sit land: det skete fordi det var muligt. Den tidlige
Jünger opfatter imidlertid ikke krigen negativt, han opfatter
den tværtimod overmåde positivt, som et rent udtryk
for livskræfterne i verden, og for disse kræfter er
mennesket blot et redskab, samtidigt er det menneskets chance for
at leve fuldt ud, for så vidt livet går ud på
at udleve sine drifter og lyster og derved indgå i livet.
Og Jünger er ikke bange for at indrømme sin lyst ved
kampen og blodet:
"Das ist die Wollust des Blutes, die über dem Kriege
hängt wie ein rotes Sturmsegel über schwarzer Galeere,
an grenzenlosen Schwunge nur der Liebe verwandt." (Jünger
1922 s. 17)
Men her er sammenligningen med kærligheden delvist misvisende,
den skal i hvert fald ses i et bestemt perspektiv, nemlig et nietzscheansk.
Der er her tale om kærligheden til livet, til ekstasen i kampen.
"O Leben du! ... das ganze Feuerwerk in tausend Sonnen und
kreisenden Flammenrädern verspritzen, die gespeicherte Kraft
verbrennen vorm Gang in de eisige Wüste. Hinein in die Brandung
des Fleisches, tausend Gurgeln haben, dem Phallus schimmernde Tempel
errichten." (Jünger 1922 s. 36)
Her opstår livet netop i konfrontationen med døden
og skrækken. Over for døden gribes soldaten af en særlig
intensitet, intensiten i kampen, kampen for livet, kampen mod døden,
i særdeleshed kampen mod fjenden. Soldaten taber sig selv
i kampens bølge af ild og blod, derved bliver han ét
med livet selv, livsdrifterne og livskræfterne, her beskrevet
som det øjeblik hvor manden får tusind stemmer at skrige
med, hvilket står i relation til det fundamentale skrig Jünger
tidligere har beskrevet, det skrig kulturen prøver at glemme,
primalskriget, det evige skrig "aus Erkennen, Grauen und Blutdurst"
(Jünger 1922 s. 16).
Den indre diskurs - Jünger som gentleman
Som sagt skal Jüngers tolkning af krigen ses i et nietzscheansk
perspektiv, men idet vi skal til at se nærmere på hvordan
Jünger er nietzscheansk, er det passende også at se på
hvilken diskurs Ernst Jünger i det hele taget indgår
i. Den tidlige Jünger indgår nemlig i en særlig
tysk diskurs, der på flere måder er noget særligt
for mellemkrigstiden. Endvidere er Jüngers tankegang selvfølgelig
præget af mange af de idéer der gjorde sig gældende
i tiden omkring Første Verdenskrig.
Lad os tage udgangspunkt i vores egen forargelse over Jüngers
grundholdninger. Et centralt punkt er Jüngers positive tolkning
af krigen - den strider umiddelbart mod den normale moralske afstandtagen
fra det skrækkelige. Dette punkt hos Jünger er på
flere måder interessant. Ud over at han som sagt formår
at se igennem det skrækkelige, hvorved han efter sit eget
udsagn får øje på et udtryk for livskræfterne
i verden og ikke blot menneskelig ondskab, så rummer Jüngers
tankegang en paradoksal blanding af moral og ikke-moral. Ikke-moralen
hos Jünger ligger netop i hans tolkning af soldaten som et
menneske der i kampen bliver grebet af livskræfterne og derved
umiddelbart hæves over moralen. Men samtidigt findes der alligevel
en moral hos Jünger, den ligger i hans skelnen mellem den almindelige
soldat og så den soldat der rummer heltemod og tapperhed.
Sidstnævnte er den soldat der netop som Jünger selv har
forstået kampens renhed og som holder denne renhed i hævd,
bl.a. ved at respektere fjenden. I kombination bliver Jüngers
ikke-moral og moral til en ny moral, hvor netop heltemodet står
i centrum. Jüngers ikke-moral og moral er således fuldstændigt
sammenhængende. Den tapre soldat hæves over den almindelige
moral, idet han bliver grebet af livskræfterne, men idet han
holder kampens renhed i hævd fordi han er tapper, rummer han
den nye moral, hvor respekten for fjenden er central.
Ud fra et almindeligt moralsk perspektiv er det ganske paradoksalt,
og netop Jüngers blanding af ikke-moral og moral er et godt
eksempel på hvorledes Jüngers tankegang i praksis er
tilpasset krigen og kampen som ideal idé og ikke som konkret
fænomen, hvilket åbner for nye paradokser, idet Jüngers
overordnede tolkning af livet netop sker ud fra krigen som et konkret
eksempel. Ræsonnementet må her være at Jüngers
iagttagelser i sidste ende først og fremmest befinder sig
på idé-planet, Jüngers iagttagelser er i virkeligheden
abstrakte, iagttagelserne er i sig selv udtryk for noget andet,
de er netop del af en tankegang, de er æstetiske, eller rettere
æstetik, men mere om det senere.
Jüngers nye moral var og er uden tvivl unik, men samtidigt
er den på flere måder umiddelbart på linie med
den almindelige tankegang i tiden omkring Første Verdenskrig.
Her tænker jeg ikke kun på Tyskland men på hele
Europa. Den almindelige krigsbegejstring i Europa i 1914 var på
en måde den primære årsag til krigen - alle troede
de kunne vinde krigen i løbet af et par uger, og det var
almindeligt at opfatte krigen som et kærkomment frisk pust
for den henslumrende ungdom. Endvidere gjorde en underlig moral
sig gældende. Idéen om gentleman unafraid stod stærkt
i hele Europa. En rigtig mand havde bevist sit mod, f.eks. i krig.
Samtidigt var han en gentleman, han behandlede fjenden gallant,
om man så må sige, han nøjedes med at slå
ham ihjel, i ærefuld kamp. En gentleman kunne aldrig finde
på med vilje at lemlæste fjenden, endsige forulempe
de civile.
Denne tankegang står i modstrid med Jüngers fundamentale
indsigt, hvor soldaten bliver grebet af de dybere drifter til at
slå ihjel, men Jünger er opmærksom på dette
paradoks, deraf hans nye moral og hans idé om den tapre soldat,
den soldat der kan rumme både kampen og æren i dybere
forstand, hvilket netop kræver den skrækkelige indsigt,
og Jüngers pointe er at opretholdelsen af æren i kampen
således kræver mod, heltemod, eller rettere tapperhed.
Således forstås dybden i Jüngers tankegang når
han taler om viljen til kamp, viljen til at slå ihjel. Ordet
vilje rummer her en nietzscheansk dybde, det er viljen til liv,
viljen til magt, forstået som en frugtbar kontakt med livskræfterne,
netop ikke blot et fuldstændigt tab af sig selv i livets drifter,
men en særlig udholdenhed under livskræfternes bølgebevægelse.
Man kunne tale om en særlig form for disciplin, men det ville
være misvisende. Det ville være mere præcist at
tale om netop tapperhed. Ifølge Jünger rummer tapperheden,
heltemodet en nærmest uendelig dybde, den er "der Schlüssel
zu allen Schätzen ... der Ansprung der Idee gegen die Materie
..." (Jünger 1922 s. 49), forstået på den
måde at heltemodet netop er det der hæver soldaten over
materiens gru, op til idéens forløsende kraft. Som
Jünger skriver "ein Soldat ohne Mut ist wie ein Christ
ohne Glauben" (s. 53), tapperheden er soldatens tro, eller
rettere, den er selve hans forståelse af verden. Idet kampen
er "die erhabene Sprache der Macht" (s. 50) er tapperheden
netop det der skal til for at forstå kampen og derved livskræfterne.
"Der Mut ist dem Tanz vergleichbar" (s. 52), tapperheden
er det der gør soldaten i stand til at begå sig i krigen.
Og således er tapperheden selve det der bringer soldaten ekstasen:
"Dieser Zustand des Heiligen, des grossen Dichters und der
Grossen Liebe ist auch dem grossen Mute vergönnt" (s.
54).
Således indgår Jünger i det man kunne kalde den
almindelige tapperhedsdiskurs, der gjorde sig gældende i begyndelsen
af århundredet i form af bl.a. idéen om gentleman unafraid.
Han tager i hvert fald udgangspunkt i den, hvorpå han supplerer
med idéer der er standard i ethvert militærkodeks,
hvor selvopofrelsen står centralt. Men Jünger går
endnu videre, han udvider diskursen, eller rettere sprænger
han den, idet han indfører en ny moral, hvor det ikke er
den højere sag som sådan der har betydning, men netop
kampen i sig selv. Således kan Jünger præcisere
sin tankegang, sin opfattelse af tapperhed, mere end nogen anden,
idet han mere eller mindre løsriver sig fra enhver ydre moral.
Selvfølgelig var den tidlige Jünger nationalist, men
nationalismen står i virkeligheden ikke særlig centralt
for ham, langt fra, den er snarere perifær.
"Gewiss wird der Kampf durch seine Sache geheiligt. Wie könnte
man sonst einen Feind achten? Das kann nur der Tapfere ganz verstehen."
(Jünger 1922 s. 49)
Jünger uddyber betydningen af selvopofrelsen, idet han ser
kampen som det centrale. Det er således kampen der helliggører
sagen, idet det er i kampen at selvopofrelsen foregår. Og
således kan man respektere fjenden, nødvendigvis. Det
hele hænger sammen.
Den indre tyske diskurs - Jünger som soldat
Ernst Jünger indgår altså i den europæiske
tapperhedsdiskurs, men den måde han gør det på
er på flere måder ret tysk. Jüngers forholdsvist
positive tolkning af krigen knytter sig som sagt til hans tolkning
af krigen som et rent udtryk for livskræfterne i verden. Denne
tankegang rummes som diskurs i den førnævnte model,
ifølge hvilken Jünger gør op med idéen
om krigen som blot en undtagelse, hvor freden er reglen. For Jünger
er krigstilstanden den virkelige virkelighed. Her er Jünger
delvist på linie med den tyske politiske filosof Carl Schmitt,
der netop i 1922 udgav bogen Politische Theologie.
"Undtagelsestilstanden er mere interessant end det normale
tilfælde. Det normale beviser intet, undtagelsen beviser alt;
den bekræfter ikke blot reglen, reglen lever i det hele taget
udelukkende i kraft af undtagelsen. I undtagelsen gennembryder det
virkelige livs kraft skallen på den mekanik, som er stivnet
i gentagelsen." (fra Politische Theologie citeret i Krockow
1990 s. 142)
Ifølge Schmitt afslører undtagelsen sagens kerne.
Som han senere formulerer det: "For først i krigen viser
den yderste gruppering i ven og fjende sig" (citeret i Krockow
1990 s. 140). Kun i krigstilstanden ved man hvordan det virkelig
står til. Godt nok taler Schmitt her om den politiske kamp,
mens Jünger taler om kampen på slagmarken, men grundtanken
er den samme. Det centrale er afvisningen af den normale fredstilstand
som en troværdig virkelighed. Både Schmitt og Jünger
opfatter fredstilstanden som løgnagtig og i bund og grund
ubrugelig for henholdsvis politikeren og soldaten. Fredstilstanden
er blot en illusion, der ligger som en stivnet skal hen over den
evigt lurende krigstilstand, hen over de virkelige ven-fjende-forhold
og den evige kampdrift.
Op igennem 1920'erne blev Jünger mere politisk og mere nationalistisk.
Men en vigtig pointe i denne sammenhæng er at han i sine skrifter
først for alvor blev politisk interesseret fra og med 1923
(se bl.a. Nevin 1996 s. 81). Inden da var han fokuseret på
krigsoplevelsen og det militære i sig selv. Faktisk er det
min pointe at Jünger i sine to første bøger er
fundamentalt upolitisk og i virkeligheden heller ikke særlig
nationalistisk. Man kan finde masser af nationalistiske formuleringer
i Jüngers første bøger, men det ligger i selve
sproget, tankegangen som sådan hæver sig over det nationale
og det politiske i almindelig forstand. Det ligger netop i det Jünger
opfatter krigen og kampen som et rent udtryk for livskræfterne
i verden, og disse kræfter er selvsagt universelle. I den
sammenhæng er krigen som sagt et formål i sig selv.
Krigen og tabene i krigen hæver godt nok sagens og det vil
sige nationens værdi. Men det centrale er og bliver kontakten
med livskræfterne, i udladningen af disse kræfter, som
et udtryk for livet selv. Og hermed er vi ved at nærme os
sagens kerne, nemlig det nietzscheanske perspektiv hos den tidlige
Jünger.
Den indre tematik - Jüngers tolkning af livet
ud fra krigen
I min beskrivelse af det nietzscheanske perspektiv hos den tidlige
Ernst Jünger vil jeg tage udgangspunkt i den indre tematik,
altså i en præcisering af tematikken i Jüngers
første bøger. Jüngers tematik er mere eller mindre
lig med den tankegang han lægger frem for læseren, idet
der netop er tale om en livsfilosofi. I denne tankegang er der flere
grundlæggende elementer der spiller sammen og danner en sammenhængende
idé om verden set ud fra krigen. Som vi har set er Jüngers
tankegang overordentligt sammenhængende, og det er vel også
sammenhængen hos Jünger der er hans fineste argument,
men det skal ikke afholde os fra at tage den op til diskussion.
Jeg har allerede beskrevet de centrale lag hos den tidlige Jünger,
lad os gribe fat i dem igen, og lad os starte udefra med udsigelsens
kulde, der som sagt er meget sammenhængende med den dybere
tematik.
Jüngers kulde gør ham i stand til at kigge lige ind
i det skrækkelige og observere alt med en umenneskelig grundighed.
Det giver hans blik en sjælden renhed i anskuelsen af de chokerende
krigsoplevelser. Det mest interessante ved Jüngers rene anskuelse
af det skrækkelige chok er at den netop afslører en
insisteren, en nysgerrighed, ikke blot en dvælen ved det absurde,
men en særlig udholdenhed, der bunder i at Jünger som
så mange andre søger efter en mening, blot er Jünger
anderledes godt udrustet end de fleste, i hvert fald til at finde
en mening i galskaben.
Jüngers første grundlæggende iagttagelse er det
jeg kalder chokkets udstrækning og gentagelse, der i krigsforløbet
overskrider de menneskelige grænser. Dette knytter sig i første
omgang til det jeg kalder det skrækkelige liv i krigen, det
skrækkelige liv der umiddelbart knuser det menneskelige i
mennesket, men som ifølge Jüngers tolkning først
og fremmest skræller de kulturelle lag af soldaten og giver
plads til udfoldelsen af hans indre styrke, heraf Jüngers fascination
af den stærke soldat der aldrig giver op.
Jüngers anden grundlæggende iagttagelse er kampen. Kampen
er i første omgang netop kampen mod det skrækkelige
liv, kampen for at overleve, den kamp soldaten hele tiden kæmper
med sig selv og omverden. Men dernæst bliver kampen mere end
en iagttagelse for Jünger, den bliver en tolkning af krigen
og af livet, idet Jünger holder fast ved kampen som det grundelement
der på paradoksal vis rummer al mening i livet. Kampen er
ikke det første Jünger ser i krigen, men efter at have
oplevet kampen fremstår den som svaret på alle hans
spørgsmål (det gjorde den måske også forinden).
Jünger ser at kampen er krigens formål og derved et formål
i sig selv, men heri ligger i høj grad en tolkning. Jünger
ser tolkningen af kampen som en mulighed for at strukturere sin
krigsoplevelse på en meningsfuld måde. Dette behov for
at finde en mening i galskaben er ganske menneskeligt, det er et
behov Jünger deler med de fleste andre, men Jüngers måde
at gøre det på, hans tankegang, er ikke almindelig,
den er meget gennemført og meget stædig. Og her kommer
urenheden endelig ind i Jüngers blik, med hans tolkning, men
af en tolkning at være er den nu alligevel ret ren, den er
nemlig nietzscheansk. For Jünger er kampen først og
fremmest menneskets mulighed for at komme i kontakt med livskræfterne
i verden og derved leve fuldt ud. Kampen er således det perfekte
svar på menneskets afskrælning i krigen, fri for kultur
og civilisation er soldaten i stand til at give efter for de dybere
livsdrifter og kaste sig ud i kampen. Kampen bliver altså
en opfyldelse af menneskets dybeste lyster og derved opnås
ekstasen, i foreningen af mennesket der giver efter for sine dybere
drifter og så selve disse kræfter, livet selv.
Jünger uddyber denne tankegang yderligere. Centralt står
Jüngers opfattelse af krigen som et rent udtryk for livskræfterne
i verden, for den virkelige virkelighed, hvor freden blot er en
illusion, en konstruktion, som mennesket har foretaget via kulturen
og civilisationen, men nede under det hele lurer de evige livsdrifter
i mennesket, og de er det vigtigste i mennesket, idet de er menneskets
mulighed for at komme i kontakt med de rene livskræfter og
derved leve fuldt ud. Jünger beskriver altså den fredelige
verden som et tyndt slør hen over den virkelige verden, de
brutale livskræfter der bevæger alt levende. Og Jünger
beskriver menneskets mulighed for at eksistere i den virkelige verden,
nemlig ved at give efter for livsdrifterne og derved komme i kontakt
med livskræfterne, men uden at fortabe sig fuldstændigt
i disse kræfter. Jünger udvikler idéen om den
ærefulde soldat, der via heltemod og tapperhed finder en holdbar
placering i livskræfternes voldsomme bølgebevægelse.
Tapperheden er soldatens forståelse af livet og verden. Den
tapre soldat rummer viljen til kamp, der netop er lig viljen til
liv, viljen til magt. Det er denne vilje der gør at soldaten
kan stå fast over for det skrækkelige, og det er denne
vilje der gør ham overmenneskelig, det Jünger også
kalder det nye menneske.
Jüngers grundlæggende billede på livet i udfoldelse
er altså soldaten i kamp, der netop udlever livet og derved
er et rent udtryk for liv. Dette skal efter min mening forstås
i nietzscheansk forstand. "Sind wir nicht Prisma, das alle
Farben splittert ..." (Jünger 1922 s. 39). Jüngers
beskrivelse af mennesket som et prisme for livets stråler
er efter min mening uhyre vigtigt. Det beskriver ganske klart situationen,
menneskets placering og ikke mindst menneskets vigtighed. I kampen
bliver soldaten et udtryk for livet, livskraften strømmer
igennem ham og kommer til udtryk som viljen til kamp, og selve kamphandlingen
er livet i ren form, den enkelte soldat afspejler som menneske alle
livets facetter, hans vilje til kamp, hans følelser for æren,
for kammeratskabet, hans respekt for fjenden, og ikke mindst hans
grundlæggende kamp mod skrækken, døden, alt det
er udtryk for livet i dets helhed, i den dybeste sammenhæng.
Jünger samler uden de store fanfarer denne placering af mennesket,
hele denne tankegang, i et symbol, et ideal, nemlig det han kalder
landsknægten. I Jüngers tankegang står idéen
om landsknægten som perfektionen, landsknægten er den
soldat der fra start af oplever krigen som sit rette element.
"In ihm schlugen die Wellen der Zeit ohne Missklang zusammen,
Krieg war sein ureigenstes Element. Er trug den Krieg im Blute ...
Er war zum Kriege geboren und hatte in ihm den Zustand gefunden,
in dem allein er sich auszuleben vermochte." (Jünger 1922
s. 56)
For Jünger er landsknægten et menneskeligt symbol på
kampens renhed. Landsknægten går så at sige ind
i kampen med rent hjerte, han forstår instinktivt kampens
enorme betydning som udtryk for livet, han forstår at kampen
ingen anden betydning har end netop som udtryk for livet selv, han
er det menneske der hører hjemme i krigen og ingen andre
steder. Og ud fra dette ideal af en soldat kan Jünger endelig
tillade sig at forenkle sin fremstilling af krigen. Ud fra idéen
om at "dass die Materie nichts und der Geist alles ist"
(Jünger 1922 s. 60), kan soldaten endelig se krigen i det rette
perspektiv.
"Da empfand man, dass diese Häufung von Knalleffekten,
diese brüllenden Stahlgewitter, mochten sie noch so gierig
sich bäumen, doch nur Maschinerie, nur Theaterkulissen waren,
die erst Bedeutung erlangten durch das Spiel, das der Mensch vor
ihnen spielte." (Jünger 1922 s. 60)
Alt det krigen udkæmpes med er i virkeligheden ikke andet
end maskineri, teaterdekorationer, der kun giver mening i det spil
mennesket spiller på krigens scene. Krigen er en scene, kampen
er selve spillet, og soldaten er både skuespiller og publikum.
Men dermed ikke sagt at krigen blot er et spil. "Ein Spiel
kann wiederholt werden, hier ist beim Fehlwurf unwiderruflich alles
vorbei" (Jünger 1922 s. 51). Det skal forstås i
nietzscheansk forstand. Spillet er selve livet, landsknægten
er det menneske der lever fuldstændigt i dette spil, mens
den tapre soldat er det menneske der blot har lært spillet
via heltemodet. Landsknægten er idealet, den stærkeste
soldat, der instinktivt har forstået hvad det handler om.
"Es ist von tiefer Bedeutung, dass gerade das kräftigste
Leben sich am willigsten opfert. Besser ist es, unterzugehen wie
ein zersprühendes Meteor, als zitternd zu verlöschen."
(Jünger 1922 s. 61)
Alt handler om spillet i sig selv, selve kampen, og soldatens plads
i kampen er i virkeligheden ganske klar. "Wie andere in der
Kunst oder in der Wahrheit, so erstrebten sie im Kampfe Erfüllung"
(Jünger 1922 s. 61). Soldaten finder sin fuldendelse i kampen,
idet kampen ikke kan foregå uden ham, og det er vigtigt at
kampen bliver kæmpet, idet den er et rent udtryk for livskræfterne
i verden, ligesom kunsten er det.
Den inderste tematik - Jüngers tolkning af livet
ud fra Nietzsche
En vigtig pointe i denne analyse er at Ernst Jünger ikke blot
tolker livet ud fra krigen ved hjælp af en på flere
måder nietzscheansk tankegang, Jüngers egentlige ærinde
er en konkret tolkning af livet selv ud fra Nietzsche, der er altså
i sidste ende tale om en tolkning af Nietzsche, Jüngers inderste
tematik er i virkeligheden en nietzscheansk diskurs. Lad os endelig
se på hvordan.
Jüngers Der Kampf als inneres Erlebnis er på mange måder
en konkretisering af Nietzsches livsfilosofi som den kommer til
udtryk i hans første bog Tragediens fødsel fra 1872.
Lad os tage udgangspunkt i Jüngers centrale figur, den heltemodige
kampsoldat, idealiseret i landsknægten, hvis situation sådan
set beskriver den tidlige Jüngers livssyn i sin helhed. Jüngers
heltemodige kampsoldat, landsknægten er nemlig på linie
med Nietzsches dionysiske figur, satyren. Begge figurer er symbolske,
men Jüngers kampsoldat er alligevel en konkretisering af Nietzsches
dionysiske figur, idet Jünger bruger idéen om krigen
som et konkret eksempel på livets udfoldelse i verden.
For Nietzsche er det dionysiske en drift der er i direkte kontakt
med livskræfterne i verden. Det er en drift der i modsætning
til det apollinske er udtryk for den virkelige verden, mens det
apollinske er udtryk for den skønne illusion. Det dionysiske
er den stærkeste drift mennesket kan være i forbindelse
med, via den kaster mennesket det apollinske slør af sig
og ser verden som den virkelig er, forfærdelig, naturlig,
absurd, uden illusionens skønhed. Det dionysiske menneske
forstår at "ingenting kan ændre ved tingenes evige
væsen ..." (Nietzsche 1872 s. 69) og derfor afstår
han fra at handle. Han ser kun det absurde ved tilværelsen.
For Nietzsche ligger den eneste rigtige løsning for mennesket
i kunsten. Den kunstneriske fremstilling af verden redder menneskets
vilje til at leve. Og i denne lægende forestilling fremstår
det rene naturvæsen, som en symbolsk figur, satyren:
"... menneskets urbillede, udtrykket for dets højeste
og stærkeste rørelser, forstået som begejstret
sværmer, der henrykkes af gudens nærhed, som medlidende
fælle, i hvem gudens lidelse gentages, som forkynderen af
en visdom ud af naturens dybeste bryst ..." (Nietzsche 1872
s. 70)
Det der er tale om her er "individets sønderbrydelse
og dets bliven ét med det oprindeligt værende"
(Nietzsche 1872 s. 74), men denne bliven ét med det oprindeligt
værende sker vel at mærke ved at individet netop afspejler
livskræfterne, gentager lidelsen, som en forkynder, men også
som en medlidende fælle. Satyren er både "en afbildning
af naturen og dens stærkeste drifter, ja, et symbol på
den, og på samme tid forkynderen af dens visdom ..."
(Nietzsche s. 75). Det afgørende er her at satyren er en
symbolsk figur, "på samme tid subjekt og objekt, på
samme tid digter, skuespiller og tilskuer" (Nietzsche s. 61),
som Nietzsche skrev om geniet, satyren er et symbol på livskræfterne,
et symbol der bliver fremstillet i det tragiske spil, hvor satyren
er både skuespiller og tilskuer, ligesom den geniale kunstner
er det. Men hvad er det så der bliver sagt?
"I den dionysiske kunst og i dens tragiske symbolik taler
denne natur til os med sin sande, uforvanskede stemme: "Vær
som jeg er! Urmoderen, som evigt skaber midt i fremtrædelsernes
uophørlige vekslen, evigt tvinger til at leve, evigt fryder
sig ved denne fremtrædelsesvekslen!"" (Nietzsche
1872 s. 117)
Mennesket skal altså skabe, leve og fryde sig ved fremtrædelsernes
vekslen, ligesom livskræfterne selv. Som Nietzsche skriver:
"Vi er virkelig i korte øjeblikke urvæsenet selv
og føler dets ubændige livsbegær og livslyst;
fremtrædelsernes kamp, kval og tilintetgørelse forekommer
os nu at være nødvendig ..." (Nietzsche 1872 s.
118). Det er afgørende at mennesket forstår at fremtrædelsernes
kamp, kval og tilintetgørelse er nødvendig, eller
rettere uundgåelig, idet denne kamp, denne vekslen, netop
er lig med livets udfoldelse.
Jüngers fremstilling af den heltemodige kampsoldat, idealiseret
i landsknægten er som sagt på linie med Nietzsches fremstilling
af den dionysiske figur, satyren. Blot er der hos Jünger tale
om en tilføjelse, en konkretisering, en tolkning. Nietzsche
taler om den dionysiske figur, satyren, som et symbol, der i sig
selv er en konkretisering, men netop som en fremstilling, en kunstnerisk
fremstilling af livskræfterne i verden. Jünger går
et skridt videre herfra og ser livskræfterne afspejlet andre
steder end i kunsten, nemlig i kampen i krigen. Således placerer
han kampsoldaten parallelt med kunstneren, kampen eller rettere
heltemodet i kampen parallelt med skabelsen, og krigen parallelt
med kunstværket eller rettere scenen, rammen for kunstværket.
Hvad der er det egentlige kunstværk er ikke så afgørende,
det afgørende er livskræfternes udfoldelse, det en
romantiker ville kalde inspirationen. Det der er vigtigt at være
opmærksom på her, er at det netop er kampsoldaten henholdsvis
kunstneren der er selve mediet, og det gælder hos både
Jünger og Nietzsche. Det det drejer sig om er selve skabelsen,
kampen, som udfoldelse af livet.
Jünger er altså parallel med Nietzsche på alle
de afgørende punkter, den egentlige forskel ligger blot i
forskydelsen, Jüngers konkretisering, der er mindre abstrakt
end Nietzsches. Sammenlignet med Jünger er Nietzsche teoretikeren
i deres fælles livsfilosofi, mens Jünger er tolkeren.
Nietzsche bevæger sig hele tiden på et mere åndeligt
plan, han taler om kunsten, Apollon, Dionysos, det guddommelige,
det tragiske og ikke mindst musikken. Her tager Jünger i sin
tankegang tilsyneladende udgangspunkt i fysiske fænomener
som krigen, kampen, soldaten, det skrækkelige i verden og
bevæger sig herfra over mod åndelige kvaliteter som
ære, heltemod og tapperhed. Overordnet set bevæger Nietzsche
sig i sin tankemæssige bevægelse oppefra og ned, fra
det apollinske og det dionysiske til en placering af kunsten i verden,
mens Jünger umiddelbart bevæger sig nedefra og op, fra
freden, krigen og det skrækkelige til heltemodet, selvopofrelsen,
døden via kampen. Nietzsche taler om livet og skabelsen,
mens Jünger taler om døden og kampen, destruktionen.
Begge ser den samme sammenhæng mellem livet og døden,
begge har fokus på livskræfternes udfoldelse, begge
udformer derved en livsfilosofi, og de to er parallelle, idet Jünger
tolker Nietzsche, men de bevæger sig umiddelbart i forskellige
retninger, idet de umiddelbart befinder sig på forskellige
niveauer.
Men her bliver vi nødt til at ræsonnere og prøve
at se igennem Jünger. For idet Jüngers fremstilling er
en tolkning af Nietzsche, idet Jünger tolker krigen ud fra
Nietzsche, er hans udgangspunkt jo heller ikke krigen men netop
Nietzsche, ligesom hans tolkning først og fremmest gælder
livet selv og ikke krigen, idet han blot tolker livet ud fra krigen,
eller rettere ud fra Nietzsche. Det det drejer sig om hos Jünger
er altså i sidste ende livet ud fra Nietzsche, hvilket svarer
til livet ud fra krigen ud fra Nietzsche. Der er altså i bund
og grund tale om en nietzscheansk diskurs. Jüngers fremstilling
af krigen er først og fremmest en en konkretisering af Nietzsches
idéer, eller rettere en tolkning af dem. Og således
bevæger også Jünger sig oppefra og ned, fra Nietzsches
idéer til en placering af heltemodet i verden via kampen.
Hermed er Jünger også parallel med Nietzsche i sin tankemæssige
bevægelse, nemlig oppefra og ned, med fokus på livskræfternes
udfoldelse i verden.
Alt dette ses ikke blot ved de nævnte paralleller men også
i selve sproget, Jüngers sprog er nietzscheansk, hvilket tydeligvis
er bevidst. Men lad os nu se nærmere på den diskurs
der er mellem Jünger og Nietzsche. Som udgangspunkt ser Jünger
verden med nietzscheanske øjne. I krigen ser han i første
omgang en afsløring af verden, hvorved den skrækkelige,
absurde virkelighed fremstår i al sin chokerende gru. Han
forstår at mennesket ikke kan holde denne virkelighed ud i
sin nøgenhed, ikke uden at miste forstanden. Men hvor Nietzsche
ser løsningen i en sandfærdig kunstnerisk fremstilling
af verden, laver Jünger en tilføjelse, han ser den konkrete
kamp i krigen som et slags kunstværk. Dette knytter sig til
hans sammenstilling af kunstneren og soldaten, som han i bund og
grund mener har samme væsen, idet de begge udtrykker livskræfternes
udfoldelse i verden. Normalt ville man opfatte kunstneren og soldaten
som væsensforskellige - den ene skaber, mens den anden destruerer.
Men her tænker Jünger ikke så meget på resultatet,
værket, men mere på selve processen - for Jünger
er det selve livskræfternes udfoldelse der er det centrale
og ikke så meget hvad det hele ender med. Jünger bekymrer
sig ikke så meget for individets skæbne, men mere for
hvordan denne skæbne finder sit slutpunkt. Her er det heltemodet,
tapperheden, der er soldatens altafgørende habitus. For Jünger
er det i sidste ende selvopofrelsen der bringer mennesket videre,
paradoksalt nok. Mennesket kan ikke lave om på livskræfterne,
men det kan blive en del af dem, en del af deres udfoldelse. Jünger
er sådan set parallel med Nietzsche hele vejen igennem, blot
mere konkret, på et niveau tættere jorden, idet han
taler om de konkrete krigsfænomeners og ikke mindst kampens
afgørende betydning for mennesket og livet selv.
DET burde efterhånden være tydeligt at det ikke blot
er mig der tolker Jünger nietzscheansk, men netop Jünger
selv der tænker nietzscheansk. Jeg har forsøgt at beskrive
grundridset i Jüngers nietzscheanske diskurs, lad mig nu ganske
kort beskrive Jüngers egentlige tolkning af livet ud fra Nietzsche.
For Nietzsche og Jünger er deres tolkning af livet ikke blot
teori, men netop livsfilosofi, og for Jünger er det også
mere end det. Jünger knytter hele vejen igennem sine tanker
til konkrete iagttagelser, her bruger han krigen som eksempel og
som bevis for sin tankegang, deraf får man det umiddelbare
indtryk, at han gør sig sine tanker ud fra sine iagttagelser,
men det er selvfølgelig omvendt. Mange ting tolker han som
tegn på urkraften, den primitive livsdrift i mennesket. Færre
ting tolker han som viljen til magt i mennesket. Et grundlæggende
spørgsmål i Jüngers undersøgelse er "was
den Menschen eigentlich noch vorwärts treibt" (Jünger
1922 s. 89). Dette spørgsmål gælder det der motiverer
soldaten til at udholde og leve det skrækkelige liv i krigen.
Svaret har vi forlængst fået, det er nemlig selve kampen
mod det skrækkelige liv der motiverer soldaten. Soldaten tager
imod det skrækkelige liv i krigen som en udfordring, en sublim
udfordring, en udfordring der svarer til hvad han har at byde på,
en udfordring der finder uanede kræfter frem i ham.
"Soweit der Mensch hier Individuum ist, ist er nur aus Angst
zusammengesetzt. Aber gerade, dass er sich trotzdem bewegt, das
beweist, dass ein höherer Wille hinter ihm steht." (Jünger
1922 s. 89)
Over for den totale angst finder den stærke soldat den overmenneskelige
vilje frem i sig selv, viljen til at leve, viljen til at kæmpe,
viljen til magt. Livsdrifterne, livskræfterne er i alt, den
overmenneskelige vilje til at kæmpe er en strukturering af
disse kræfter, og i den forstand er mennesket først
og fremmest en potentiel strukturering af livskræfterne, som
hos Nietzsche er det viljen til magt der er det altafgørende.
"Angst empfinden wir, weil wir vergängliche Geschöpfe
sind, aber wenn ein Unvergängliches in uns diese Angst besiegt,
so können wir stoltz darauf sein. Das zeigt, dass wir wirchlich
dem Leben und nicht nur dem Dasein verbunden sind." (Jünger
1922 s. 90)
Igen et eksempel på at Jünger bruger sin erfaring, sin
iagttagelse, som eksempel på livskræfternes tilstedeværelse
og ikke mindst som eksempel på menneskets vilje til kamp.
Det er i konfrontationen med sin egen forgængelighed at mennesket
føler angsten, angsten for døden, men hvis mennesket
via de uforgængelige livskræfter formår at overvinde
denne angst, er det et bevis på at mennesket virkelig er i
kontakt med livet selv, og mere kan man ikke forlange, mere kan
man ikke opnå. Som Frederik Stjernfelt formulerer det med
en henvisning til Nietzsche: "Man må her konfrontere
sig med kamp og med rædsel, fordi det er denne modstand, der
først af alt lader viljen-til-magt manifestere sig"
(Stjernfelt 1997 s. 90). Det er via den modstand der ligger i selve
det skrækkelige at soldaten kommer i kontakt med livet selv.
Det skrækkelige er altså det mest centrale i Jüngers
tankegang, hans livsfilosofi, og således kan man hos Jünger
ligefrem tale om en særlig skrækæstetik, idet
det i virkeligheden er skrækken og oplevelsen af skrækken
han hele tiden kredser om. Det er ud fra konfrontationen med skrækken
at det hele vokser, kampen mod det skrækkelige frembringer
i mennesket den stærke soldat der rummer overmenneskelig vilje
til kamp, vilje til liv. Vi er altså tilbage ved udgangspunktet,
kampen mod det skrækkelige, men vi har nu fået bekræftet
at det ifølge Jünger er denne kamp der er udgangspunktet
for det hele, udgangspunktet for hele den særlige udfoldelse
af livet som Jünger har beskrevet så indgående.
Og således anderledes oplyst forstår vi bedre hvad Jünger
helt præcist mener, når han skriver:
"Doch wenn wir aufeinanderprallen im Gewölk von Feuer
und Qualm, dann werden wir eins, dann sind wir zwei Teile von einer
Kraft, zu einem Körper verschmolzen." (Jünger 1922
s. 97)
Det der her beskrives er selvfølgelig livskræfternes
udfoldelse, i hvilken de kæmpende via den fælles livskraft
forenes og bliver til ét kød. Som Jørgen Knudsen
kommenterer i den anledning - "ordet krigsliderlighed ses at
have en pervers sandhed" (Knudsen s. 350). Knudsens kommentar
er måske nok rammende, men den er alligevel misvisende. Der
er desværre ikke tale om nogen pervers sandhed om mennesket
(hvis en sådan findes - og i forhold til hvad - normaliteten
selvfølgelig, men den er jo netop blot en konstruktion).
Det der er på spil her har ikke meget med liderlighed at gøre,
der er ikke tale om noget erotisk, tværtimod om det modsatte,
og her er det vigtigt at holde tingene ud fra hinanden, selvom de
nok er parallelle. Det burde efterhånden være klart
at det er vanskeligt at kritisere Jünger (hvilket dog ikke
skal afholde os fra at gøre det), dels på grund af
hans unikke erfaring, dels på grund af hans høje intellektuelle
niveau kombineret med denne erfaring, han rummer en særlig
saglighed, en særlig distance, idet han hele tiden selv analyserer
sine iagttagelser. Der er altså masser af grunde til at forholde
sig til Jünger på en saglig måde, hvilket vil sige
at forholde sig til sammenhængen i hans tankegang på
et tilpas højt niveau, hvilket kræver mere end som
så. Jünger sammenligner selv kampdriften med seksualdriften,
men netop som en parallel, ikke som en perversitet. I forlængelse
af ovennævnte citat supplerer Jünger:
"Zu einem Körper - das ist ein Gleichnis besonderer Art.
Wer es versteht, der bejaht sich selbst und den Feind, der lebt
im Ganzen und in den Teilen zugleich. Der kann sich eine Gottheit
denken, die diese bunten Fäden sich durch die Hände gleiten
lässt - mit lächelndem Gesicht." (Jünger 1922
s. 97)
Jüngers beskrivelse er selvfølgelig en metafor, men
det man skal forstå her er, at det er krigen eller rettere
krigstilstanden der er en metafor, en metafor for livet selv og
dets udfoldelse, dets udleven af livsdriften, livskraften. Krigen
er scenen, kampen er selve spillet, udfoldelsen, og kampens højdepunkt,
selve mødet, kontakten mellem modstanderne er ekstatisk i
den forstand, at det ikke blot er to modstandere der forenes, men
i sidste ende livet selv der når sit højdepunkt. De
kæmpende er i virkeligheden drevet af de samme livskræfter,
de er kun modstandere i kraft af spillet, kampen, der giver livet
mulighed for at komme til udtryk. Kampen er livets selvrealisation,
eller rettere, kampen er livets evigt foreløbige fuldendelse
i livsformernes vekslen. Og den der forstår det kan leve fuldt
ud og se livets udfoldelse i al sin farvestrålende mangfoldighed
- i stedet for at græmme sig. I sidste ende handler det ikke
om mennesket, ej heller om krigen. "Alle Ziele sind vergänglich,
nur die Bewegung ist ewig" (Jünger 1922 s. 103). I sidste
ende handler det om livet selv, menneskets krige er blot en af livets
utallige udformninger.
"Hier fliesst es vorbei, das Leben selbst, die grosse Spannung,
der Wille zum Kampf und zur Macht in den Formen unserer Zeit, in
unserer eigenem Form." (Jünger 1922 s. 103)
I sidste ende er det slet ikke mennesket Jünger ser, men netop
livet selv og dets udfoldelse. Han ser livet som en "enorm
bølge" i hvilken mennesket blot er en lille detalje,
men hvilken detalje! I livets destruktive og skabende bølge
er mennesket indtil videre "... das gefährlichste, blutdürstigste
und zielbewussteste Wesen, das die Erde tragen muss" (Jünger
1922 s. 102).
Den ydre diskurs - Jünger sammenlignet med Remarque
Det er svært at være uenig i Jüngers grundlæggende
iagttagelser, men hans tolkning af disse, hans tolkning af livet
og af mennesket, er klart nok ikke normal, netop ikke. Det er i
den anledning interessant at sammenligne Jüngers fremstilling
af krigen med Erich Maria Remarques. Der er mange ligheder i deres
iagttagelser, idet det sådan set er det samme de iagttager,
nemlig oplevelsen af Første Verdenskrig, og derved er forskellen
i deres tolkning af disse iagttagelser forholdsvis interessant.
En indvending mod en sammenligning af Ernst Jünger og Remarque
kunne være at Remarque netop ikke var kampsoldat, han var
ikke selv ved fronten, men bag den, ved støttetropperne.
Men det betyder mindre for os, dette er ikke en historieopgave,
som sagt drejer det sig her i sidste ende om tolkninger af krigen,
idéer og tanker, og det kan Remarque godt levere. Man kan
sagtens opfatte sammenligningen af Jünger og Remarque som en
ydre diskurs mellem dem, idet de hver især forholder sig til
den andens holdninger, dog uden at have nogen bestemt person i tankerne.
Efter krigen harmedes Jünger over at "unsere Zeit zeigt
starke pazifistische Tendenz" (Jünger 1922 s. 40), mens
Remarque som pacifist netop reagerer mod den krigeriske holdning
som Jünger delvist er eksponent for (dog forholder Remarque
sig ikke til den dybere problematik som Jünger har fat i).
Jünger og Remarque kritiserer således indirekte hinanden,
selvom de ikke direkte forholder sig til den anden, hvilket for
Jüngers vedkommende også ville have været svært,
idet Remarque debuterede med romanen Intet Nyt fra Vestfronten i
1928, otte år efter Jüngers første bog.
I langt højere grad end Jünger forholder Remarque sig
til krigen som et negativt problem. Man kan sige at Remarque tolker
krigen som et problem, mens Jünger tolker den som en mulighed.
Remarque forholder sig til krigen psykologisk, mens Jünger
forholder sig til den livsfilosofisk. Remarque forholder sig til
forholdet mellem soldaten og krigen i meget jordnær forstand,
som en negativ psykologisk udvikling, som udviklingen af et traume.
Centralt i dette traume står distanceringen mellem soldaten
og den gamle verden, fredens verden. Soldaten kan ikke forholde
sig til den almindelige fredelige verden, mens den almindelige verden
ikke kan forholde sig til krigens verden. Distanceringen er altså
dobbelt, og derved er der ingen reel kontakt mellem de to verdener.
Efter tabet af den almindelige verden har soldaten kun krigen tilbage,
men i krigen er soldatens liv fuldstændig underlagt tilfældet,
hvorved det enkelte liv bliver ligegyldigt.
"Fronten er et bur, hvor man nervøst sidder og venter
på, hvad der vil ske ... hvor et [tilfældigt] projektil
rammer kan jeg ikke have nogen indflydelse på." (Remarque
s. 69)
Denne tilstand nedbryder Remarques soldat, lige til det punkt hvor
kroppen ikke er andet end "en tynd hud over et vanvid, som
møjsommeligt holdes nede." Krigens skrækkelige
virkelighed tvinger soldaten til at stoppe sin almindelige tankevirksomhed.
Han kan ikke bare fortrænge nutiden og tænke på
noget andet (fra fortiden), idet dette noget andet ikke længere
er nogen trøst. Det hele er ét stort "nøgent
billede af fortvivlelse."
Remarques soldat udvikler sig med tiden til det man kunne kalde
et soldatermenneske, det menneske der har vænnet sig til krigen.
"Alt er vane; også skyttegravene. Denne vane er grunden
til, at vi tilsyneladende glemmer så hurtigt" (Remarque
s. 94). Magtesløsheden over for den langsomme og uomgængelige
skæbne gør individet mere og mere følelsesløst
og tanketomt.
"Vore tanker er ler, de bliver æltede af dagens vekslen
- de er gode, når vi har ro, og døde, når vi
ligger i ilden. Granathuller er alt uden om os og inden i os."
(Remarque s. 177)
Remarques soldatermenneske er det menneske der prøver at
overleve krigen ved at vænne sig til den. Hermed bliver han
ifølge Remarque til et "tænkende dyr" for
at få "instinktets våben", han bliver "gennemsivet
med sløvhed" for ikke at bryde sammen, og får
ligegyldigheden som reserve mod "intethedens anfald."
Denne tilpasning er dog uholdbar og kunstig, "den er ikke ro,
men den skarpeste anspændelse for at opnå ro ... [de]
indre kræfter er anspændt, på et tilbageskridt
...", et tilbageskridt til en mere simpel tankefunktion, der
gør at soldaten kan overleve de skrækkelige øjeblikke
igen og igen.
Remarque beskriver også selve kampen, hvor soldaten bliver
grebet af blodtørsten, men det hæfter Remarque sig
ikke videre ved. Det centrale er traumet, tabet af den gamle verden,
det skrækkelige ved krigens verden og hvordan mennesket overlever
det. Remarques soldat er i modsætning til Jüngers fokuseret
på overlevelsen, ikke kampen. Remarque beskriver hvordan soldaten
bliver til et soldatermenneske, der i lighed med Jüngers almindelige
soldat er et tænkende dyr, der følger sit instinkt,
men Remarque tolker dette som et menneskeligt tilbageskridt i meget
negativ forstand, idet soldaten bliver tvunget til at holde op med
at tænke. Hvis soldaten tænker udvikler det sig til
vanvid. Remarque beskriver i det hele taget krigen som vanvid. Mens
Jünger opfatter det skrækkelige som en port til livets
fulde udfoldelse, opfatter Remarque det skrækkelige som en
port til det totale vanvid. Umiddelbart modsiger de altså
ikke hinanden, faktisk er det svært at lade være med
at opfatte Remarques fremstilling af krigen som en bekræftelse
af Jüngers dybere tolkning af krigen og kampen, idet Jünger
netop befinder sig på et højere abstraktionsniveau.
Men de tolker det altså forskelligt, Remarque tænker
bestemt ikke nietzscheansk, han bog er som udgangspunkt en kritik
af krigens vanvid og som sådan er den pacifistisk, den opfordrer
til medfølelse og sorg over de enorme tab. Dog kan Remarques
bog godt tolkes nietzscheansk, men kun i den forstand at Remarque
netop ikke tænker nietzscheansk og måske derfor ikke
forstår hvad der sker omkring ham. Det er et faktum at hvor
Remarque stopper op foran det skrækkelige og blot beskriver
dets umiddelbare effekt på soldaten, dér fortsætter
Jünger, som vi har set, langt videre og beskriver det skrækkelige
i detaljer og i forskellige grader, og Jünger beskriver ikke
blot den umiddelbare effekt, som han netop blot tolker som noget
umiddelbart, han beskriver også den dybere effekt og sidst
men ikke mindst tolker han det alt sammen i en større sammenhæng,
nemlig en nietzscheansk tolkning af livet. Remarque stopper længe
inden, på en måde dvæler han til stadighed ved
det rent følelsesmæssige, det ubegribelige, hvorved
hans videre blik ikke ser andet end vanvid. Remarque opfatter vanviddet
som den yderste grænse, hvor der ikke er noget på den
anden side.
Et centralt fælles punkt for Remarque og Jünger er soldatens
tilbageskridt til en simplere, mere dyrisk tilstand. Her hæfter
Remarque sig netop ved tankernes ophør og instinkternes overtagelse,
men han tolker blot dette som en overlevelsesmekanisme og derved
kan han nedvurdere tilbageskridtet i forhold til udgangspunktet,
det almindeligt tænkende menneske, uden yderligere diskussion.
Her må man sige at Remarque slipper nemt om ved det i forhold
til Jünger, hvilket også ligger lidt i sagens natur,
idet Jünger netop tilsyneladende finder hvad han leder efter.
Jüngers iagttagelse af menneskets mere primitive drifter, og
hans tolkning af disse som grundlæggende og altafgørende
livsdrifter, passer fint ind i hans krigerisk-nietzscheanske tolkning
af verden. Det samme gælder bestemt ikke Remarque, og derfor
går Remarque ikke nær så langt i sine refleksioner
som Jünger gør. Forståeligt nok, men det er vel
også problematisk. Efter at have nærlæst Jünger
er det fristende at begynde at kritisere Remarque ud fra Jünger,
men det ville alligevel være misvisende i forhold til sagens
kerne. Lad os nøjes med at konkludere at Remarques bog er
udtryk for en mere eller mindre pacifistisk holdning til krigen,
den er en afvisning af krigen, og som sådan beskriver den
mennesket som offer, hvilket ses i det den først og fremmest
beskriver menneskets smertefulde følelsesliv i krigen.
I forhold til Jünger forholder Remarque sig ikke til de dybere
eller rettere de højere spørgsmål om kampen
i krigen, det er ærgerligt, men det ville vel også have
været vanskeligt at kritisere Jünger ad den vej, eftersom
hans højere overvejelser i sidste ende er udtryk for en sammenhængende
livsfilosofisk tankegang, der strengt taget ikke tager udgangspunkt
i krigen, men i Nietzsche. Til gengæld kritiserer Remarque
indirekte Jünger allerede i sit grundlæggende perspektiv
på krigen. Remarques kritik går nede fra og op, med
udgangspunkt i krigen, hvilket er lidt paradoksalt, idet det jo
er Jünger der har oplevet krigen på nærmeste hold,
men Remarques tankemæssige bevægelse ligger i selve
pacifismens væsen, hvor det enkelte menneske først
og fremmest ses som offer. Remarques grundlæggende perspektiv
på krigen er at den er vanvittig. Dette svarer til det en
nietzscheaner ser i første omgang, inden han begynder at
tænke videre. Men Remarque holder fast i vanviddet som det
centrale i krigen, og spørgsmålet er om det ikke også
er afgørende for krigen hvordan soldaterne opfatter den.
Svaret er jo - hvis soldaterne opfatter krigen som vanvittig, kan
de principielt set heller ikke gøre andet end at handle vanvittigt,
så længe de handler inden for krigens rammer. Herved
fremstår soldaten mere som et offer end som en overmenneskelig
realisering af livskræfterne, og ifølge Remarque er
det også sådan de fleste af soldaterne selv oplever
det. Hertil siger Jünger at man skal se igennem vanviddet,
igennem skrækken og derved få øje på livskræfternes
evige udfoldelse bag tingenes overflade, og det kan han måske
have ret i, men hvis vi vælger at blive i menneskenes verden,
blandt den menneskelige lidelse og smerte, og ser på hvad
menneskene tænker og gør, melder problemerne sig.
Hovedproblemet er her koblingen mellem Jüngers åndelige
nietzscheanske verden og krigens konkrete verden. Som vi allerede
har set forsøger Jünger at bruge krigen som fænomen
som argument for sin tankegang, men idet Jünger jo i den grad
ser krigen ud fra sin nietzscheanske tankegang, taber hans argument
principielt værdi. Jüngers hovedargument for at kampen
i krigen er et rent udtryk for livet selv, er netop kampens renhed,
hvorved den får karakter af et spil med livskræfterne
i verden, en smuk udfoldelse af livet på linie med kunsten.
Jünger er klar over at der er en brist i hans vision om den
skønne kamp, heraf hans skelnen mellem den middelmådige
soldat og den tapre heltemodige soldat, idealiseret i landsknægten.
I kampens renhed er netop parternes habitus altafgørende,
derfor er Jünger nødt til at udskille den middelmådige
soldat, der netop ikke kan hæve sig over krigens umiddelbare
grumsede virkelighed. Derfor gentager Jünger også gang
på gang hvorledes den normale tyske soldat ikke er middelmådig,
men netop meget tapper, og en vigtig pointe er at det netop er krigen
der bringer det bedste frem i ham. Jüngers kobling af det åndelige
og det fysiske fungerer ganske godt, den forløber umiddelbart
flydende, men alene det at der er tale om en kobling er interessant,
og det er spørgsmålet om denne kobling nu også
forløber så flydende. Koblingen forløber flydende
i Jüngers tankegang, men hvis man modsat Jünger tager
udgangspunkt krigens konkrete verden, ser man i hvor høj
grad det åndelige og det konkrete fysiske er modsætninger,
man ser hvordan de skurrer mod hinanden, som netop Remarque beskriver
det.
MIN og indirekte Remarques hovedkritik af Jünger går
på at han kun accepterer sin egen ophøjede tolkning
af krigen som den eneste vigtige. Alt det grumsede, alt det middelmådelige,
alt det urene, og måske derved alt det menneskelige, alt det
afviser Jünger som uden betydning. Ifølge Jünger
er det kun den rene kamp der har betydning. Men min sørgelige
indvending er her, at den urene kamp måske har mindst lige
så stor betydning som den rene. Hele Jüngers tankegang
er jo et argument for at netop den rene kamp rummer al betydning,
og som sagt er det vanskeligt at modsige Jünger på hans
eget abstrakte niveau, selvom hans tankegang rummer masser af paradokser,
men sådan er livet jo. Men med udgangspunkt i nutidens Europa
er det om ikke andet muligt at opsætte en ganske simpel tankegang
over for den tidlige Jüngers og via den afvise ham som en anakronisme.
Jünger omtaler selv et sted den urene kamp som en slags borgerkrig,
og det er netop dér vi befinder os i dag og har gjort det
længe. Jünger gjorde for øvrigt selv lignende
iagttagelser under Anden Verdenskrig. Nutidens krige, som vi har
set dem på f.eks. Balkan, er principielt en slags borgerkrige,
især i kraft af deres gennemførte urenhed, deres ydmygelse
og udsletning af civilbefolkningen. Et begreb som folkemord er selve
indbegrebet af urenhed i Jüngers tankeverden. Jüngers
renhed i kampen findes ganske enkelt ikke længere. Den tankegang
der klarest afviser den tidlige Jünger som en anakronisme,
er så den nutidige gentleman-soldat, der netop ikke vil acceptere
folkemord og derfor reagerer ved at bekæmpe dem der udøver
det. Heri ligger i modsætning til Jünger en indforstået
foragt for fjenden, foragt for folkemorderen. Folkemorderen er en
forbryder, hvem det er meget vigtigt at stoppe, vigtigt for ofrene,
vigtigt for menneskeheden som sådan. For den moderne gentleman-soldat
er det således af indlysende årsager altafgørende
vigtigt at stoppe fjenden, inden denne fuldfører sin mission.
Der er her tale om en ganske simpel tankegang, der dels bygger på
erfaringerne fra Anden Verdenskrig, dels bygger på kristen
moral, ikke mindst budene om næstekærlighed og barmhjertighed.
Denne tankegang er ikke blot modstridende med Jüngers i praksis,
den afspejler også en helt anden uren, uglorværdig opfattelse
krigen, som stemmer langt bedre overens med nutidens realiteter
end Jüngers opfattelse gør. Spørgsmålet
er så hvordan vi skal tolke denne Jüngers begrænsning.
Konklusionen ligger lige for. Som Jünger selv har hentydet
til hele vejen igennem, er der tale om en historiens afgrænsning
af det Jünger ville kalde den oprindelige og ægte kampsituation.
At den rene kamp ikke findes i de nutidige krige er ikke noget argument
for at den aldrig har fandtes. Men det er til gengæld et argument
for at tingene netop er hvad man gør dem til. Hvis den gængse
tankegang og holdning til krigen tilsiger, at man for alt i verden
skal være en gentleman, så er det sådan det bliver.
Tænk blot på hvordan man førte krig før
i tiden: i farvestrålende uniformer med hvide læderremme
over kors, så fjenden havde noget at sigte efter, det var
fejt at gemme sig, man gik langsomt frem på lige rækker
og accepterede døden på forhånd. Sådan
var det delvist endnu i Første Verdenskrig, især i
starten, hvor man ignorerede maskingeværernes effekt i forhold
til almindelige geværer, med katastrofale følger, titusindvis
af menneskeliv blev kastet direkte i ilden, tusind gange, de måtte
gerne dukke sig, men de skulle over the top lige meget hvad. I den
gammeldags krig er Jüngers tankegang ikke blot den eneste meningsfulde,
den er givetvis også i overensstemmelse med virkeligheden
et langt stykke af vejen. Men i den moderne krig er Jünger
en anakronisme, mens Remarque fremstår som et slags mellempunkt
mellem den gamle og den nye krig, hvilket Første Verdenskrig
jo også var. Remarques første bog fremstår som
en slags varsel om den gamle krigs endeligt, mens Jüngers tankegang
til gengæld afspejler det savn der opstår i forbindelse
med dette tab. Det interessante er at Remarques bog som sådan
ikke har haft den helt store betydning i Tyskland, trods dens enorme
udbredelse, mens Jüngers første bøger faktisk
har været et præcist varsel om hvad der måtte
følge efter Første Verdenskrig. For det kan godt være
at Remarque har beskrevet skyttegravssoldaternes generelle tanketomhed,
men Jünger har til gengæld beskrevet hvordan skyttegravssoldaterne
lærte at tænke med krigen (selvom de næppe tænkte
lige så langt som Jünger gjorde - Jünger er som
sådan et eksempel på at tankegangen også slog
igennem på et højere intellektuelt niveau), og det
blev mere afgørende for udviklingen i mellemkrigstidens Tyskland
end Remarques pacifisme. Det gjaldt også på et mere
alment plan: Efter krigen ønskede folk ikke at få at
vide, at det hele, alle tabene, havde været til ingen nytte,
de ville ligesom Jünger gerne have, at man havde opnået
noget, at man havde fået noget ud af det, og det er jo forståeligt
nok. Problemerne kom for alvor da dette håb og dette savn
kombineret med visse andre ting begyndte at blive politisk.
Afslutning
Det burde efterhånden være klart at der er to spor
hos den tidlige Ernst Jünger, to spor der på forskellig
vis supplerer hinanden og uddyber hinanden, nemlig krigen og livsfilosofien.
Den måde de to spor supplerer hinanden på udgør
selve indholdet i Jüngers første bøger. Med fokus
på de to spor er det klart at Jüngers første bog
In Stahlgewittern primært kører i det første
spor, krigen, mens hans anden bog Der Kampf als inneres Erlebnis
primært kører i det andet spor, livsfilosofien. Men
som sagt er de to spor uadskillelige, Jüngers livsfilosofi
er i høj grad hans udgangspunkt, og krigen er hans objekt,
selve det han tolker livet ud fra, mens livsfilosofien er den måde
han gør det på. Man kan ligefrem opstille følgende
grundmodel for indholdet i Jüngers første bøger:
Kampen i krigen er udtryk for livet, og soldaten er her den uundværlige
tolker af kampen. Der er her tale om en grundlæggende tegnmodel
der går igen igennem alle Jüngers første bøger,
og det gør det umiddelbart nemt at forstå ham, men
sandheden er dog at Jünger ikke er så nem at forstå.
Som vi har set er Jüngers tankegang ret dyb og meget sammenhængende,
den er i sidste ende en nietzscheansk tolkning af livet ud fra krigen.
Jüngers tematik udgør i sidste ende en undersøgelse
af livet, den er et livsfilosofisk spørgsmål knyttet
sammen med et livsfilosofisk svar, hvor krigen og kampen netop er
både spørgsmål og svar, men altså ud fra
en nietzscheansk tankegang. Jeg skulle således forlængst
have påvist at krigen og livsfilosofien hos Jünger ikke
kan adskilles. Hos Jünger er krigen livsfilosofi og livsfilosofien
er krig.
Men skiller man tingene lidt ad kommer der flere ting til syne,
bl.a. en række paradokser. Et ganske centralt paradoks er
Jüngers sammenknytning af det man kunne kalde det dyriske i
mennesket og det man kunne kalde det heltemodige i mennesket. Det
dyriske, de dybere drifter, er det der i første omgang gør
kampen mulig, mens det heltemodige, idealerne, er det der i anden
omgang gør kampen meningsfuld, smuk og muliggør selvopofrelsen.
De to ting, det dyriske og det heltemodige, er for Jünger meget
afgørende i sammenhæng, men den måde de ifølge
Jünger supplerer hinanden på, afslører først
og fremmest en nietzscheansk tankegang, ifølge hvilken de
er udtryk for henholdsvis det dionysiske og det apollinske, menneskets
drifter mod henholdsvis den skrækkelige sandhed og den smukke
illusion. Jüngers centrale paradoks, hans nødvendige
sammenknytning af det dyriske og det heltemodige, er altså
en central del i hans livsfilosofi, paradokset er ifølge
Jünger en afgørende og uundværlig del af livet.
Uden det dyriske er der ingen drift, og uden det heltemodige mister
alting sin betydning. Det heltemodige i mennesket er det der på
frugtbar vis strukturerer livsdrifterne til den heltemodige kamp.
Heltemodet er således lig med menneskets vilje til magt.
Det kan godt være at Jüngers fokusering på den
heltemodige kamp, kampens renhed, afslører en modstand mod
krigens urenhed, en modstand der måske er udtryk for en fundamental
angst, angst for meningsløsheden, men her bevæger vi
os ud i gætterier, der ikke findes meget belæg for i
Jüngers tekster, idet disse først og fremmest er udtryk
for en livsfilosofi, en livsfilosofi der netop er fokuseret på
krigens og kampens meningsfuldhed i sig selv. Og det kan godt være
at Jüngers idé om heltemod og tapperhed som det styrende
princip i kampen efterhånden er en anakronisme, det ville
han i hvert fald selv være den første til at indrømme.
Men den kritik man kan mobilisere mod den tidlige Jünger er
efter min mening ikke nær så interessant som det Jünger
rent faktisk afslører for os. Idet Jünger på så
tydelig vis fremlægger sin tankegang afslører han samtidig
det der ligger bag. Vi kan måske nok afvise hans idé
om heltemodet og tapperheden, som et menneskeligt håb om skønhed
i krigens verden, men vi kan vanskeligt afvise hans afsløring
af menneskets dyriske drifter, blodtørsten, og det er mindre
sjovt. Ud fra et syn på verden hvor krigen findes, hvor menneskets
blodtørst kommer til udtryk, er det således svært
ikke at følge i Jüngers og Nietzsches fodspor og lede
efter en smukkere men sandfærdig fremstilling, et smukkere
princip mennesket kan strukturere sine drifter efter. Og i krigens
kampsituation, findes der da noget smukkere princip end selvopofrelsen
via heltemodet, tapperheden i kamp? Der findes et meget teoretisk
og meget selvopofrende alternativ og det er den pacifistiske indstilling,
at lægge våbnene fra sig, altså selvopofrelsen
via passiviteten. Til dette alternativ kan man komme med en i denne
sammenhæng meget aktuel kommentar: Der er her ikke tale om
en strukturering af menneskets drifter, men en direkte afvisning
af dem. Jeg finder således Jüngers opfattelse af krigen
og mennesket langt mere interessant end den pacifistiske opfattelse.
Jüngers opfattelse af krigen siger uden tvivl en hel del om
menneskets historie, men mon ikke også den derved siger lige
så meget om mennesket som sådan.
© Peter Hovmand 2001
Udvalgt litteratur
Bohrer, Karl Heinz.
(1981). Pludselighedens forhistorie. In: Kritik 132. Gyldendal,
1998.
Gadamer, Hans-Georg.
(1960). Truth and method. Sheed & Ward, 1989, 1996.
Goldbæk, Henning.
(1995). Botho Strauss ... In: Kritik 114. Gyldendal, 1995.
(1998). En poetisk nihilists bekendelser. In: Kritik 132. Gyldendal,
1998.
Jünger, Ernst.
(1925). Das Wäldchen 125. In: Sämtliche Werke 1. Klett-Cotta,
1978.
(1922). Der Kampf als inneres Erlebnis. In: S. Werke 7. Klett-Cotta,
1980.
(1920/1934). In Stahlgewittern. In: Sämtliche Werke 1. Klett-Cotta,
1978.
(1920/1926). The storm of steel. Constable, 1929, 1994.
(1929/1938). Kapriciøse indfald. Hasselbalch, 1955.
Knudsen, Jørgen.
Tysk litteratur fra Th. Mann til B. Brecht. Gyldendal, 1966.
Krockow, Christian Graf von.
(1990). Tyskland 1890-1990. Gyldendal, 1996.
Nevin, Thomas.
(1996). Ernst Jünger and Germany. Constable, 1997.
Nietzsche, Friedrich.
(1872). Tragediens fødsel. Gyldendal, 1996.
Remarque, Erich Maria.
(1928). Intet nyt fra vestfronten. Gyldendal, 1995.
Ricoeur, Paul.
(1969). Hvad er en tekst? In: Filosofiens kilder. Vinten, 1973.
Stjernfelt, Frederik.
(1997). Irgend etwas. In: Rationalitetens himmel. Gyldendal, 1997.
(1995). Looks like rain. In: Kritik 114. Gyldendal, 1995.
|