Den ydre tematik - kampen som livets mening

At påvise visse nietzscheanske elementer hos Ernst Jünger er ikke svært, der er flere indirekte og direkte referencer til Nietzsche, men det er i sig selv ikke så interessant. Det interessante er overhovedet at beskrive Jüngers tolkning af livet ud fra krigen. Det er klart nok ikke uproblematisk. Som udgangspunkt er det grundlæggende paradoksalt at beskrive livet ud fra krigen, idet man normalt ikke opfatter krigen som en central del af livet. Krigen er så at sige blot en undtagelse, og undtagelsen bekræfter som bekendt reglen, og reglen er her fred. Her er Jünger dog fundamentalt uenig. For Jünger er freden blot en illusion, mens krigen er den tilstand der river illusionens slør væk og viser tingene som de virkelig er, dette gælder både verden som sådan, eller rettere livet selv, og mennesket og dets sande natur. Endvidere er livet for den tidlige Jünger fundamentalt set en krigstilstand, og mennesket er blot en del af denne krigstilstand, og således får menneskelivet kun virkelig mening i kampen, men mere om det senere.

I første omgang er Jüngers iagttagelse af krigens kvaliteter ganske banal. Det er således i den grænseoverskridende udfordring at man lærer sig selv at kende. Og visse iagttagelser udvider perspektivet på verden og livet med nye dybder:

"Ein Geschoss hatte den Scheitel seines Stahlhelms durchbohrt und eine lange Rille in die Schädeldecke gepflügt. Das gehirn hob und senkte sich in der Wunde unter jedem Schlag des Blutes, trotzdem konnte er allein zurückgehen." (Jünger 1920/ 1934 s. 221)

Her er den menneskelige overflade bogstavelig talt blevet skrællet af, så det fysiske indre kommer til syne. Jünger hæfter sig klart nok ved at manden stadig er i stand til at gå. Men Jüngers tolkning af sine iagttagelser er mindre klar, den er som sagt udtryk for en særlig tankegang, en tankegang han i tilstrækkelig grad uddyber i sin anden bog, essayet Der Kamp als inneres Erlebnis.

Det centrale i Jüngers anden bog er beskrivelsen af menneskets afsløring i krigen. Og i denne afsløring ligger også en tolkning af verden, livet selv. I første omgang ligger fokus dog på mennesket og menneskets placering i livet.

"... doch wenn des Lebens Wellenkurve zur roten Linie des Primitiven zurückschwingt, fällt die Maskierung: nackt wie je bricht er hervor, der Urmensch, der Höhlensiedler, in der ganzen Unbändigkeit seiner entfesselten Triebe." (Jünger 1922 s. 15)

I krigen bliver den kulturelle overflade skrællet af mennesket, og under overfladen er mennesket det samme som altid, det første menneske, det primitive menneske, der giver fuldstændigt efter for sine drifter. Mennesket er altså et dyr, men hvilket dyr? Iagttagelsen af mennesket som en dyrisk dræber i krigen er jo ganske banal, men Jüngers pointe er imidlertid ret omfattende, og det er her livsfilosofien kommer ind i billedet. Allerede i forordet skriver Jünger om kampen: "Er hat uns erzogen zum Kampf, und Kämpfer werden wir bleiben, solange wir sind" (Jünger 1922 s. 12). Modsat af hvad man umiddelbart skulle tro, handler det her ikke blot om hvad krigen har gjort ved soldaterne, det handler om hvad krigen har gjort ved mennesket som sådan. Ifølge Jünger er mennesket først og fremmest en potentiel kriger, og dette skal forstås helt fundamentalt.

"Der Mensch ist der Träger, das ständig wechselnde Gefäss all dessen, was vor ihm getan, gedacht und empfunden wurde. Er ist auch der Erbe aller Sehnsucht, die vor ihm andere mit unwiderstehlicher Gewalt den fernen, in Nebel gehüllten Zielen zutrieb." (Jünger 1922 s. 14)

Mennesket er bærer af grundlæggende drifter, som et fartøj der kan skifte udseende, men som til stadighed er arving af alle de lyster der findes. Det dyriske lurer konstant i menneskets indre, og venter blot på at komme til udtryk. Det er altså ikke så meget et spørgsmål om hvad krigen gør ved mennesket her og nu, men mere et spørgsmål om at mennesket til stadighed griber krigen som en mulighed for at give de dyriske drifter lidt spillerum. Som en bosnisk kvinde for et par år siden gav som forklaring på rædslerne under krigen i sit land: det skete fordi det var muligt. Den tidlige Jünger opfatter imidlertid ikke krigen negativt, han opfatter den tværtimod overmåde positivt, som et rent udtryk for livskræfterne i verden, og for disse kræfter er mennesket blot et redskab, samtidigt er det menneskets chance for at leve fuldt ud, for så vidt livet går ud på at udleve sine drifter og lyster og derved indgå i livet. Og Jünger er ikke bange for at indrømme sin lyst ved kampen og blodet:

"Das ist die Wollust des Blutes, die über dem Kriege hängt wie ein rotes Sturmsegel über schwarzer Galeere, an grenzenlosen Schwunge nur der Liebe verwandt." (Jünger 1922 s. 17)

Men her er sammenligningen med kærligheden delvist misvisende, den skal i hvert fald ses i et bestemt perspektiv, nemlig et nietzscheansk. Der er her tale om kærligheden til livet, til ekstasen i kampen.

"O Leben du! ... das ganze Feuerwerk in tausend Sonnen und kreisenden Flammenrädern verspritzen, die gespeicherte Kraft verbrennen vorm Gang in de eisige Wüste. Hinein in die Brandung des Fleisches, tausend Gurgeln haben, dem Phallus schimmernde Tempel errichten." (Jünger 1922 s. 36)

Her opstår livet netop i konfrontationen med døden og skrækken. Over for døden gribes soldaten af en særlig intensitet, intensiten i kampen, kampen for livet, kampen mod døden, i særdeleshed kampen mod fjenden. Soldaten taber sig selv i kampens bølge af ild og blod, derved bliver han ét med livet selv, livsdrifterne og livskræfterne, her beskrevet som det øjeblik hvor manden får tusind stemmer at skrige med, hvilket står i relation til det fundamentale skrig Jünger tidligere har beskrevet, det skrig kulturen prøver at glemme, primalskriget, det evige skrig "aus Erkennen, Grauen und Blutdurst" (Jünger 1922 s. 16).

(c)