Den
ydre tematik - kampen som livets mening
At påvise visse nietzscheanske elementer hos Ernst Jünger
er ikke svært, der er flere indirekte og direkte referencer
til Nietzsche, men det er i sig selv ikke så interessant.
Det interessante er overhovedet at beskrive Jüngers tolkning
af livet ud fra krigen. Det er klart nok ikke uproblematisk. Som
udgangspunkt er det grundlæggende paradoksalt at beskrive
livet ud fra krigen, idet man normalt ikke opfatter krigen som en
central del af livet. Krigen er så at sige blot en undtagelse,
og undtagelsen bekræfter som bekendt reglen, og reglen er
her fred. Her er Jünger dog fundamentalt uenig. For Jünger
er freden blot en illusion, mens krigen er den tilstand der river
illusionens slør væk og viser tingene som de virkelig
er, dette gælder både verden som sådan, eller
rettere livet selv, og mennesket og dets sande natur. Endvidere
er livet for den tidlige Jünger fundamentalt set en krigstilstand,
og mennesket er blot en del af denne krigstilstand, og således
får menneskelivet kun virkelig mening i kampen, men mere om
det senere.
I første omgang er Jüngers iagttagelse af krigens kvaliteter
ganske banal. Det er således i den grænseoverskridende
udfordring at man lærer sig selv at kende. Og visse iagttagelser
udvider perspektivet på verden og livet med nye dybder:
"Ein Geschoss hatte den Scheitel seines Stahlhelms
durchbohrt und eine lange Rille in die Schädeldecke gepflügt.
Das gehirn hob und senkte sich in der Wunde unter jedem Schlag des
Blutes, trotzdem konnte er allein zurückgehen." (Jünger
1920/ 1934 s. 221)
Her er den menneskelige overflade bogstavelig talt blevet skrællet
af, så det fysiske indre kommer til syne. Jünger hæfter
sig klart nok ved at manden stadig er i stand til at gå. Men
Jüngers tolkning af sine iagttagelser er mindre klar, den er
som sagt udtryk for en særlig tankegang, en tankegang han
i tilstrækkelig grad uddyber i sin anden bog, essayet Der
Kamp als inneres Erlebnis.
Det centrale i Jüngers anden bog er beskrivelsen af menneskets
afsløring i krigen. Og i denne afsløring ligger også
en tolkning af verden, livet selv. I første omgang ligger
fokus dog på mennesket og menneskets placering i livet.
"... doch wenn des Lebens Wellenkurve zur
roten Linie des Primitiven zurückschwingt, fällt die Maskierung:
nackt wie je bricht er hervor, der Urmensch, der Höhlensiedler,
in der ganzen Unbändigkeit seiner entfesselten Triebe."
(Jünger 1922 s. 15)
I krigen bliver den kulturelle overflade skrællet af mennesket,
og under overfladen er mennesket det samme som altid, det første
menneske, det primitive menneske, der giver fuldstændigt efter
for sine drifter. Mennesket er altså et dyr, men hvilket dyr?
Iagttagelsen af mennesket som en dyrisk dræber i krigen er
jo ganske banal, men Jüngers pointe er imidlertid ret omfattende,
og det er her livsfilosofien kommer ind i billedet. Allerede i forordet
skriver Jünger om kampen: "Er hat uns erzogen zum Kampf,
und Kämpfer werden wir bleiben, solange wir sind" (Jünger
1922 s. 12). Modsat af hvad man umiddelbart skulle tro, handler
det her ikke blot om hvad krigen har gjort ved soldaterne, det handler
om hvad krigen har gjort ved mennesket som sådan. Ifølge
Jünger er mennesket først og fremmest en potentiel kriger,
og dette skal forstås helt fundamentalt.
"Der Mensch ist der Träger, das ständig
wechselnde Gefäss all dessen, was vor ihm getan, gedacht und
empfunden wurde. Er ist auch der Erbe aller Sehnsucht, die vor ihm
andere mit unwiderstehlicher Gewalt den fernen, in Nebel gehüllten
Zielen zutrieb." (Jünger 1922 s. 14)
Mennesket er bærer af grundlæggende drifter, som et
fartøj der kan skifte udseende, men som til stadighed er
arving af alle de lyster der findes. Det dyriske lurer konstant
i menneskets indre, og venter blot på at komme til udtryk.
Det er altså ikke så meget et spørgsmål
om hvad krigen gør ved mennesket her og nu, men mere et spørgsmål
om at mennesket til stadighed griber krigen som en mulighed for
at give de dyriske drifter lidt spillerum. Som en bosnisk kvinde
for et par år siden gav som forklaring på rædslerne
under krigen i sit land: det skete fordi det var muligt. Den tidlige
Jünger opfatter imidlertid ikke krigen negativt, han opfatter
den tværtimod overmåde positivt, som et rent udtryk
for livskræfterne i verden, og for disse kræfter er
mennesket blot et redskab, samtidigt er det menneskets chance for
at leve fuldt ud, for så vidt livet går ud på
at udleve sine drifter og lyster og derved indgå i livet.
Og Jünger er ikke bange for at indrømme sin lyst ved
kampen og blodet:
"Das ist die Wollust des Blutes, die über
dem Kriege hängt wie ein rotes Sturmsegel über schwarzer
Galeere, an grenzenlosen Schwunge nur der Liebe verwandt."
(Jünger 1922 s. 17)
Men her er sammenligningen med kærligheden delvist misvisende,
den skal i hvert fald ses i et bestemt perspektiv, nemlig et nietzscheansk.
Der er her tale om kærligheden til livet, til ekstasen i kampen.
"O Leben du! ... das ganze Feuerwerk in tausend
Sonnen und kreisenden Flammenrädern verspritzen, die gespeicherte
Kraft verbrennen vorm Gang in de eisige Wüste. Hinein in die
Brandung des Fleisches, tausend Gurgeln haben, dem Phallus schimmernde
Tempel errichten." (Jünger 1922 s. 36)
Her opstår livet netop i konfrontationen med døden
og skrækken. Over for døden gribes soldaten af en særlig
intensitet, intensiten i kampen, kampen for livet, kampen mod døden,
i særdeleshed kampen mod fjenden. Soldaten taber sig selv
i kampens bølge af ild og blod, derved bliver han ét
med livet selv, livsdrifterne og livskræfterne, her beskrevet
som det øjeblik hvor manden får tusind stemmer at skrige
med, hvilket står i relation til det fundamentale skrig Jünger
tidligere har beskrevet, det skrig kulturen prøver at glemme,
primalskriget, det evige skrig "aus Erkennen, Grauen und Blutdurst"
(Jünger 1922 s. 16).
(c) |