Den indre tyske diskurs
- Jünger som soldat
Ernst Jünger indgår altså i den europæiske
tapperhedsdiskurs, men den måde han gør det på
er på flere måder ret tysk. Jüngers forholdsvist
positive tolkning af krigen knytter sig som sagt til hans tolkning
af krigen som et rent udtryk for livskræfterne i verden. Denne
tankegang rummes som diskurs i den førnævnte model,
ifølge hvilken Jünger gør op med idéen
om krigen som blot en undtagelse, hvor freden er reglen. For Jünger
er krigstilstanden den virkelige virkelighed. Her er Jünger
delvist på linie med den tyske politiske filosof Carl Schmitt,
der netop i 1922 udgav bogen Politische Theologie.
"Undtagelsestilstanden er mere interessant
end det normale tilfælde. Det normale beviser intet, undtagelsen
beviser alt; den bekræfter ikke blot reglen, reglen lever
i det hele taget udelukkende i kraft af undtagelsen. I undtagelsen
gennembryder det virkelige livs kraft skallen på den mekanik,
som er stivnet i gentagelsen." (fra Politische Theologie citeret
i Krockow 1990 s. 142)
Ifølge Schmitt afslører undtagelsen sagens kerne.
Som han senere formulerer det: "For først i krigen viser
den yderste gruppering i ven og fjende sig" (citeret i Krockow
1990 s. 140). Kun i krigstilstanden ved man hvordan det virkelig
står til. Godt nok taler Schmitt her om den politiske kamp,
mens Jünger taler om kampen på slagmarken, men grundtanken
er den samme. Det centrale er afvisningen af den normale fredstilstand
som en troværdig virkelighed. Både Schmitt og Jünger
opfatter fredstilstanden som løgnagtig og i bund og grund
ubrugelig for henholdsvis politikeren og soldaten. Fredstilstanden
er blot en illusion, der ligger som en stivnet skal hen over den
evigt lurende krigstilstand, hen over de virkelige ven-fjende-forhold
og den evige kampdrift.
Op igennem 1920'erne blev Jünger mere politisk og mere nationalistisk.
Men en vigtig pointe i denne sammenhæng er at han i sine skrifter
først for alvor blev politisk interesseret fra og med 1923
(se bl.a. Nevin 1996 s. 81). Inden da var han fokuseret på
krigsoplevelsen og det militære i sig selv. Faktisk er det
min pointe at Jünger i sine to første bøger er
fundamentalt upolitisk og i virkeligheden heller ikke særlig
nationalistisk. Man kan finde masser af nationalistiske formuleringer
i Jüngers første bøger, men det ligger i selve
sproget, tankegangen som sådan hæver sig over det nationale
og det politiske i almindelig forstand. Det ligger netop i det Jünger
opfatter krigen og kampen som et rent udtryk for livskræfterne
i verden, og disse kræfter er selvsagt universelle. I den
sammenhæng er krigen som sagt et formål i sig selv.
Krigen og tabene i krigen hæver godt nok sagens og det vil
sige nationens værdi. Men det centrale er og bliver kontakten
med livskræfterne, i udladningen af disse kræfter, som
et udtryk for livet selv. Og hermed er vi ved at nærme os
sagens kerne, nemlig det nietzscheanske perspektiv hos den tidlige
Jünger.
(c) |