Den indre tyske diskurs - Jünger som soldat

Ernst Jünger indgår altså i den europæiske tapperhedsdiskurs, men den måde han gør det på er på flere måder ret tysk. Jüngers forholdsvist positive tolkning af krigen knytter sig som sagt til hans tolkning af krigen som et rent udtryk for livskræfterne i verden. Denne tankegang rummes som diskurs i den førnævnte model, ifølge hvilken Jünger gør op med idéen om krigen som blot en undtagelse, hvor freden er reglen. For Jünger er krigstilstanden den virkelige virkelighed. Her er Jünger delvist på linie med den tyske politiske filosof Carl Schmitt, der netop i 1922 udgav bogen Politische Theologie.

"Undtagelsestilstanden er mere interessant end det normale tilfælde. Det normale beviser intet, undtagelsen beviser alt; den bekræfter ikke blot reglen, reglen lever i det hele taget udelukkende i kraft af undtagelsen. I undtagelsen gennembryder det virkelige livs kraft skallen på den mekanik, som er stivnet i gentagelsen." (fra Politische Theologie citeret i Krockow 1990 s. 142)

Ifølge Schmitt afslører undtagelsen sagens kerne. Som han senere formulerer det: "For først i krigen viser den yderste gruppering i ven og fjende sig" (citeret i Krockow 1990 s. 140). Kun i krigstilstanden ved man hvordan det virkelig står til. Godt nok taler Schmitt her om den politiske kamp, mens Jünger taler om kampen på slagmarken, men grundtanken er den samme. Det centrale er afvisningen af den normale fredstilstand som en troværdig virkelighed. Både Schmitt og Jünger opfatter fredstilstanden som løgnagtig og i bund og grund ubrugelig for henholdsvis politikeren og soldaten. Fredstilstanden er blot en illusion, der ligger som en stivnet skal hen over den evigt lurende krigstilstand, hen over de virkelige ven-fjende-forhold og den evige kampdrift.

Op igennem 1920'erne blev Jünger mere politisk og mere nationalistisk. Men en vigtig pointe i denne sammenhæng er at han i sine skrifter først for alvor blev politisk interesseret fra og med 1923 (se bl.a. Nevin 1996 s. 81). Inden da var han fokuseret på krigsoplevelsen og det militære i sig selv. Faktisk er det min pointe at Jünger i sine to første bøger er fundamentalt upolitisk og i virkeligheden heller ikke særlig nationalistisk. Man kan finde masser af nationalistiske formuleringer i Jüngers første bøger, men det ligger i selve sproget, tankegangen som sådan hæver sig over det nationale og det politiske i almindelig forstand. Det ligger netop i det Jünger opfatter krigen og kampen som et rent udtryk for livskræfterne i verden, og disse kræfter er selvsagt universelle. I den sammenhæng er krigen som sagt et formål i sig selv. Krigen og tabene i krigen hæver godt nok sagens og det vil sige nationens værdi. Men det centrale er og bliver kontakten med livskræfterne, i udladningen af disse kræfter, som et udtryk for livet selv. Og hermed er vi ved at nærme os sagens kerne, nemlig det nietzscheanske perspektiv hos den tidlige Jünger.

(c)