|
Den
indre tematik - Jüngers tolkning af livet ud fra krigen
I min beskrivelse af det nietzscheanske perspektiv hos den tidlige
Ernst Jünger vil jeg tage udgangspunkt i den indre tematik,
altså i en præcisering af tematikken i Jüngers
første bøger. Jüngers tematik er mere eller mindre
lig med den tankegang han lægger frem for læseren, idet
der netop er tale om en livsfilosofi. I denne tankegang er der flere
grundlæggende elementer der spiller sammen og danner en sammenhængende
idé om verden set ud fra krigen. Som vi har set er Jüngers
tankegang overordentligt sammenhængende, og det er vel også
sammenhængen hos Jünger der er hans fineste argument,
men det skal ikke afholde os fra at tage den op til diskussion.
Jeg har allerede beskrevet de centrale lag hos den tidlige Jünger,
lad os gribe fat i dem igen, og lad os starte udefra med udsigelsens
kulde, der som sagt er meget sammenhængende med den dybere
tematik.
Jüngers kulde gør ham i stand til at kigge lige ind
i det skrækkelige og observere alt med en umenneskelig grundighed.
Det giver hans blik en sjælden renhed i anskuelsen af de chokerende
krigsoplevelser. Det mest interessante ved Jüngers rene anskuelse
af det skrækkelige chok er at den netop afslører en
insisteren, en nysgerrighed, ikke blot en dvælen ved det absurde,
men en særlig udholdenhed, der bunder i at Jünger som
så mange andre søger efter en mening, blot er Jünger
anderledes godt udrustet end de fleste, i hvert fald til at finde
en mening i galskaben.
Jüngers første grundlæggende iagttagelse er det
jeg kalder chokkets udstrækning og gentagelse, der i krigsforløbet
overskrider de menneskelige grænser. Dette knytter sig i første
omgang til det jeg kalder det skrækkelige liv i krigen, det
skrækkelige liv der umiddelbart knuser det menneskelige i
mennesket, men som ifølge Jüngers tolkning først
og fremmest skræller de kulturelle lag af soldaten og giver
plads til udfoldelsen af hans indre styrke, heraf Jüngers fascination
af den stærke soldat der aldrig giver op.
Jüngers anden grundlæggende iagttagelse er kampen. Kampen
er i første omgang netop kampen mod det skrækkelige
liv, kampen for at overleve, den kamp soldaten hele tiden kæmper
med sig selv og omverden. Men dernæst bliver kampen mere end
en iagttagelse for Jünger, den bliver en tolkning af krigen
og af livet, idet Jünger holder fast ved kampen som det grundelement
der på paradoksal vis rummer al mening i livet. Kampen er
ikke det første Jünger ser i krigen, men efter at have
oplevet kampen fremstår den som svaret på alle hans
spørgsmål (det gjorde den måske også forinden).
Jünger ser at kampen er krigens formål og derved et formål
i sig selv, men heri ligger i høj grad en tolkning. Jünger
ser tolkningen af kampen som en mulighed for at strukturere sin
krigsoplevelse på en meningsfuld måde. Dette behov for
at finde en mening i galskaben er ganske menneskeligt, det er et
behov Jünger deler med de fleste andre, men Jüngers måde
at gøre det på, hans tankegang, er ikke almindelig,
den er meget gennemført og meget stædig. Og her kommer
urenheden endelig ind i Jüngers blik, med hans tolkning, men
af en tolkning at være er den nu alligevel ret ren, den er
nemlig nietzscheansk. For Jünger er kampen først og
fremmest menneskets mulighed for at komme i kontakt med livskræfterne
i verden og derved leve fuldt ud. Kampen er således det perfekte
svar på menneskets afskrælning i krigen, fri for kultur
og civilisation er soldaten i stand til at give efter for de dybere
livsdrifter og kaste sig ud i kampen. Kampen bliver altså
en opfyldelse af menneskets dybeste lyster og derved opnås
ekstasen, i foreningen af mennesket der giver efter for sine dybere
drifter og så selve disse kræfter, livet selv.
Jünger uddyber denne tankegang yderligere. Centralt står
Jüngers opfattelse af krigen som et rent udtryk for livskræfterne
i verden, for den virkelige virkelighed, hvor freden blot er en
illusion, en konstruktion, som mennesket har foretaget via kulturen
og civilisationen, men nede under det hele lurer de evige livsdrifter
i mennesket, og de er det vigtigste i mennesket, idet de er menneskets
mulighed for at komme i kontakt med de rene livskræfter og
derved leve fuldt ud. Jünger beskriver altså den fredelige
verden som et tyndt slør hen over den virkelige verden, de
brutale livskræfter der bevæger alt levende. Og Jünger
beskriver menneskets mulighed for at eksistere i den virkelige verden,
nemlig ved at give efter for livsdrifterne og derved komme i kontakt
med livskræfterne, men uden at fortabe sig fuldstændigt
i disse kræfter. Jünger udvikler idéen om den
ærefulde soldat, der via heltemod og tapperhed finder en holdbar
placering i livskræfternes voldsomme bølgebevægelse.
Tapperheden er soldatens forståelse af livet og verden. Den
tapre soldat rummer viljen til kamp, der netop er lig viljen til
liv, viljen til magt. Det er denne vilje der gør at soldaten
kan stå fast over for det skrækkelige, og det er denne
vilje der gør ham overmenneskelig, det Jünger også
kalder det nye menneske.
Jüngers grundlæggende billede på livet i udfoldelse
er altså soldaten i kamp, der netop udlever livet og derved
er et rent udtryk for liv. Dette skal efter min mening forstås
i nietzscheansk forstand. "Sind wir nicht Prisma, das alle
Farben splittert ..." (Jünger 1922 s. 39). Jüngers
beskrivelse af mennesket som et prisme for livets stråler
er efter min mening uhyre vigtigt. Det beskriver ganske klart situationen,
menneskets placering og ikke mindst menneskets vigtighed. I kampen
bliver soldaten et udtryk for livet, livskraften strømmer
igennem ham og kommer til udtryk som viljen til kamp, og selve kamphandlingen
er livet i ren form, den enkelte soldat afspejler som menneske alle
livets facetter, hans vilje til kamp, hans følelser for æren,
for kammeratskabet, hans respekt for fjenden, og ikke mindst hans
grundlæggende kamp mod skrækken, døden, alt det
er udtryk for livet i dets helhed, i den dybeste sammenhæng.
Jünger samler uden de store fanfarer denne placering af mennesket,
hele denne tankegang, i et symbol, et ideal, nemlig det han kalder
landsknægten. I Jüngers tankegang står idéen
om landsknægten som perfektionen, landsknægten er den
soldat der fra start af oplever krigen som sit rette element.
"In ihm schlugen die Wellen der Zeit ohne
Missklang zusammen, Krieg war sein ureigenstes Element. Er trug
den Krieg im Blute ... Er war zum Kriege geboren und hatte in ihm
den Zustand gefunden, in dem allein er sich auszuleben vermochte."
(Jünger 1922 s. 56)
For Jünger er landsknægten et menneskeligt symbol på
kampens renhed. Landsknægten går så at sige ind
i kampen med rent hjerte, han forstår instinktivt kampens
enorme betydning som udtryk for livet, han forstår at kampen
ingen anden betydning har end netop som udtryk for livet selv, han
er det menneske der hører hjemme i krigen og ingen andre
steder. Og ud fra dette ideal af en soldat kan Jünger endelig
tillade sig at forenkle sin fremstilling af krigen. Ud fra idéen
om at "dass die Materie nichts und der Geist alles ist"
(Jünger 1922 s. 60), kan soldaten endelig se krigen i det rette
perspektiv.
"Da empfand man, dass diese Häufung von
Knalleffekten, diese brüllenden Stahlgewitter, mochten sie
noch so gierig sich bäumen, doch nur Maschinerie, nur Theaterkulissen
waren, die erst Bedeutung erlangten durch das Spiel, das der Mensch
vor ihnen spielte." (Jünger 1922 s. 60)
Alt det krigen udkæmpes med er i virkeligheden ikke andet
end maskineri, teaterdekorationer, der kun giver mening i det spil
mennesket spiller på krigens scene. Krigen er en scene, kampen
er selve spillet, og soldaten er både skuespiller og publikum.
Men dermed ikke sagt at krigen blot er et spil. "Ein Spiel
kann wiederholt werden, hier ist beim Fehlwurf unwiderruflich alles
vorbei" (Jünger 1922 s. 51). Det skal forstås i
nietzscheansk forstand. Spillet er selve livet, landsknægten
er det menneske der lever fuldstændigt i dette spil, mens
den tapre soldat er det menneske der blot har lært spillet
via heltemodet. Landsknægten er idealet, den stærkeste
soldat, der instinktivt har forstået hvad det handler om.
"Es ist von tiefer Bedeutung, dass gerade
das kräftigste Leben sich am willigsten opfert. Besser ist
es, unterzugehen wie ein zersprühendes Meteor, als zitternd
zu verlöschen." (Jünger 1922 s. 61)
Alt handler om spillet i sig selv, selve kampen, og soldatens plads
i kampen er i virkeligheden ganske klar. "Wie andere in der
Kunst oder in der Wahrheit, so erstrebten sie im Kampfe Erfüllung"
(Jünger 1922 s. 61). Soldaten finder sin fuldendelse i kampen,
idet kampen ikke kan foregå uden ham, og det er vigtigt at
kampen bliver kæmpet, idet den er et rent udtryk for livskræfterne
i verden, ligesom kunsten er det.
(c)
|