Den indre tematik - Jüngers tolkning af livet ud fra krigen

I min beskrivelse af det nietzscheanske perspektiv hos den tidlige Ernst Jünger vil jeg tage udgangspunkt i den indre tematik, altså i en præcisering af tematikken i Jüngers første bøger. Jüngers tematik er mere eller mindre lig med den tankegang han lægger frem for læseren, idet der netop er tale om en livsfilosofi. I denne tankegang er der flere grundlæggende elementer der spiller sammen og danner en sammenhængende idé om verden set ud fra krigen. Som vi har set er Jüngers tankegang overordentligt sammenhængende, og det er vel også sammenhængen hos Jünger der er hans fineste argument, men det skal ikke afholde os fra at tage den op til diskussion. Jeg har allerede beskrevet de centrale lag hos den tidlige Jünger, lad os gribe fat i dem igen, og lad os starte udefra med udsigelsens kulde, der som sagt er meget sammenhængende med den dybere tematik.

Jüngers kulde gør ham i stand til at kigge lige ind i det skrækkelige og observere alt med en umenneskelig grundighed. Det giver hans blik en sjælden renhed i anskuelsen af de chokerende krigsoplevelser. Det mest interessante ved Jüngers rene anskuelse af det skrækkelige chok er at den netop afslører en insisteren, en nysgerrighed, ikke blot en dvælen ved det absurde, men en særlig udholdenhed, der bunder i at Jünger som så mange andre søger efter en mening, blot er Jünger anderledes godt udrustet end de fleste, i hvert fald til at finde en mening i galskaben.

Jüngers første grundlæggende iagttagelse er det jeg kalder chokkets udstrækning og gentagelse, der i krigsforløbet overskrider de menneskelige grænser. Dette knytter sig i første omgang til det jeg kalder det skrækkelige liv i krigen, det skrækkelige liv der umiddelbart knuser det menneskelige i mennesket, men som ifølge Jüngers tolkning først og fremmest skræller de kulturelle lag af soldaten og giver plads til udfoldelsen af hans indre styrke, heraf Jüngers fascination af den stærke soldat der aldrig giver op.

Jüngers anden grundlæggende iagttagelse er kampen. Kampen er i første omgang netop kampen mod det skrækkelige liv, kampen for at overleve, den kamp soldaten hele tiden kæmper med sig selv og omverden. Men dernæst bliver kampen mere end en iagttagelse for Jünger, den bliver en tolkning af krigen og af livet, idet Jünger holder fast ved kampen som det grundelement der på paradoksal vis rummer al mening i livet. Kampen er ikke det første Jünger ser i krigen, men efter at have oplevet kampen fremstår den som svaret på alle hans spørgsmål (det gjorde den måske også forinden). Jünger ser at kampen er krigens formål og derved et formål i sig selv, men heri ligger i høj grad en tolkning. Jünger ser tolkningen af kampen som en mulighed for at strukturere sin krigsoplevelse på en meningsfuld måde. Dette behov for at finde en mening i galskaben er ganske menneskeligt, det er et behov Jünger deler med de fleste andre, men Jüngers måde at gøre det på, hans tankegang, er ikke almindelig, den er meget gennemført og meget stædig. Og her kommer urenheden endelig ind i Jüngers blik, med hans tolkning, men af en tolkning at være er den nu alligevel ret ren, den er nemlig nietzscheansk. For Jünger er kampen først og fremmest menneskets mulighed for at komme i kontakt med livskræfterne i verden og derved leve fuldt ud. Kampen er således det perfekte svar på menneskets afskrælning i krigen, fri for kultur og civilisation er soldaten i stand til at give efter for de dybere livsdrifter og kaste sig ud i kampen. Kampen bliver altså en opfyldelse af menneskets dybeste lyster og derved opnås ekstasen, i foreningen af mennesket der giver efter for sine dybere drifter og så selve disse kræfter, livet selv.

Jünger uddyber denne tankegang yderligere. Centralt står Jüngers opfattelse af krigen som et rent udtryk for livskræfterne i verden, for den virkelige virkelighed, hvor freden blot er en illusion, en konstruktion, som mennesket har foretaget via kulturen og civilisationen, men nede under det hele lurer de evige livsdrifter i mennesket, og de er det vigtigste i mennesket, idet de er menneskets mulighed for at komme i kontakt med de rene livskræfter og derved leve fuldt ud. Jünger beskriver altså den fredelige verden som et tyndt slør hen over den virkelige verden, de brutale livskræfter der bevæger alt levende. Og Jünger beskriver menneskets mulighed for at eksistere i den virkelige verden, nemlig ved at give efter for livsdrifterne og derved komme i kontakt med livskræfterne, men uden at fortabe sig fuldstændigt i disse kræfter. Jünger udvikler idéen om den ærefulde soldat, der via heltemod og tapperhed finder en holdbar placering i livskræfternes voldsomme bølgebevægelse. Tapperheden er soldatens forståelse af livet og verden. Den tapre soldat rummer viljen til kamp, der netop er lig viljen til liv, viljen til magt. Det er denne vilje der gør at soldaten kan stå fast over for det skrækkelige, og det er denne vilje der gør ham overmenneskelig, det Jünger også kalder det nye menneske.

Jüngers grundlæggende billede på livet i udfoldelse er altså soldaten i kamp, der netop udlever livet og derved er et rent udtryk for liv. Dette skal efter min mening forstås i nietzscheansk forstand. "Sind wir nicht Prisma, das alle Farben splittert ..." (Jünger 1922 s. 39). Jüngers beskrivelse af mennesket som et prisme for livets stråler er efter min mening uhyre vigtigt. Det beskriver ganske klart situationen, menneskets placering og ikke mindst menneskets vigtighed. I kampen bliver soldaten et udtryk for livet, livskraften strømmer igennem ham og kommer til udtryk som viljen til kamp, og selve kamphandlingen er livet i ren form, den enkelte soldat afspejler som menneske alle livets facetter, hans vilje til kamp, hans følelser for æren, for kammeratskabet, hans respekt for fjenden, og ikke mindst hans grundlæggende kamp mod skrækken, døden, alt det er udtryk for livet i dets helhed, i den dybeste sammenhæng.

Jünger samler uden de store fanfarer denne placering af mennesket, hele denne tankegang, i et symbol, et ideal, nemlig det han kalder landsknægten. I Jüngers tankegang står idéen om landsknægten som perfektionen, landsknægten er den soldat der fra start af oplever krigen som sit rette element.

"In ihm schlugen die Wellen der Zeit ohne Missklang zusammen, Krieg war sein ureigenstes Element. Er trug den Krieg im Blute ... Er war zum Kriege geboren und hatte in ihm den Zustand gefunden, in dem allein er sich auszuleben vermochte." (Jünger 1922 s. 56)

For Jünger er landsknægten et menneskeligt symbol på kampens renhed. Landsknægten går så at sige ind i kampen med rent hjerte, han forstår instinktivt kampens enorme betydning som udtryk for livet, han forstår at kampen ingen anden betydning har end netop som udtryk for livet selv, han er det menneske der hører hjemme i krigen og ingen andre steder. Og ud fra dette ideal af en soldat kan Jünger endelig tillade sig at forenkle sin fremstilling af krigen. Ud fra idéen om at "dass die Materie nichts und der Geist alles ist" (Jünger 1922 s. 60), kan soldaten endelig se krigen i det rette perspektiv.

"Da empfand man, dass diese Häufung von Knalleffekten, diese brüllenden Stahlgewitter, mochten sie noch so gierig sich bäumen, doch nur Maschinerie, nur Theaterkulissen waren, die erst Bedeutung erlangten durch das Spiel, das der Mensch vor ihnen spielte." (Jünger 1922 s. 60)

Alt det krigen udkæmpes med er i virkeligheden ikke andet end maskineri, teaterdekorationer, der kun giver mening i det spil mennesket spiller på krigens scene. Krigen er en scene, kampen er selve spillet, og soldaten er både skuespiller og publikum. Men dermed ikke sagt at krigen blot er et spil. "Ein Spiel kann wiederholt werden, hier ist beim Fehlwurf unwiderruflich alles vorbei" (Jünger 1922 s. 51). Det skal forstås i nietzscheansk forstand. Spillet er selve livet, landsknægten er det menneske der lever fuldstændigt i dette spil, mens den tapre soldat er det menneske der blot har lært spillet via heltemodet. Landsknægten er idealet, den stærkeste soldat, der instinktivt har forstået hvad det handler om.

"Es ist von tiefer Bedeutung, dass gerade das kräftigste Leben sich am willigsten opfert. Besser ist es, unterzugehen wie ein zersprühendes Meteor, als zitternd zu verlöschen." (Jünger 1922 s. 61)

Alt handler om spillet i sig selv, selve kampen, og soldatens plads i kampen er i virkeligheden ganske klar. "Wie andere in der Kunst oder in der Wahrheit, so erstrebten sie im Kampfe Erfüllung" (Jünger 1922 s. 61). Soldaten finder sin fuldendelse i kampen, idet kampen ikke kan foregå uden ham, og det er vigtigt at kampen bliver kæmpet, idet den er et rent udtryk for livskræfterne i verden, ligesom kunsten er det.

(c)