Den ydre diskurs - Jünger sammenlignet med Remarque

Det er svært at være uenig i Jüngers grundlæggende iagttagelser, men hans tolkning af disse, hans tolkning af livet og af mennesket, er klart nok ikke normal, netop ikke. Det er i den anledning interessant at sammenligne Jüngers fremstilling af krigen med Erich Maria Remarques. Der er mange ligheder i deres iagttagelser, idet det sådan set er det samme de iagttager, nemlig oplevelsen af Første Verdenskrig, og derved er forskellen i deres tolkning af disse iagttagelser forholdsvis interessant. En indvending mod en sammenligning af Ernst Jünger og Remarque kunne være at Remarque netop ikke var kampsoldat, han var ikke selv ved fronten, men bag den, ved støttetropperne. Men det betyder mindre for os, dette er ikke en historieopgave, som sagt drejer det sig her i sidste ende om tolkninger af krigen, idéer og tanker, og det kan Remarque godt levere. Man kan sagtens opfatte sammenligningen af Jünger og Remarque som en ydre diskurs mellem dem, idet de hver især forholder sig til den andens holdninger, dog uden at have nogen bestemt person i tankerne. Efter krigen harmedes Jünger over at "unsere Zeit zeigt starke pazifistische Tendenz" (Jünger 1922 s. 40), mens Remarque som pacifist netop reagerer mod den krigeriske holdning som Jünger delvist er eksponent for (dog forholder Remarque sig ikke til den dybere problematik som Jünger har fat i). Jünger og Remarque kritiserer således indirekte hinanden, selvom de ikke direkte forholder sig til den anden, hvilket for Jüngers vedkommende også ville have været svært, idet Remarque debuterede med romanen Intet Nyt fra Vestfronten i 1928, otte år efter Jüngers første bog.

I langt højere grad end Jünger forholder Remarque sig til krigen som et negativt problem. Man kan sige at Remarque tolker krigen som et problem, mens Jünger tolker den som en mulighed. Remarque forholder sig til krigen psykologisk, mens Jünger forholder sig til den livsfilosofisk. Remarque forholder sig til forholdet mellem soldaten og krigen i meget jordnær forstand, som en negativ psykologisk udvikling, som udviklingen af et traume. Centralt i dette traume står distanceringen mellem soldaten og den gamle verden, fredens verden. Soldaten kan ikke forholde sig til den almindelige fredelige verden, mens den almindelige verden ikke kan forholde sig til krigens verden. Distanceringen er altså dobbelt, og derved er der ingen reel kontakt mellem de to verdener. Efter tabet af den almindelige verden har soldaten kun krigen tilbage, men i krigen er soldatens liv fuldstændig underlagt tilfældet, hvorved det enkelte liv bliver ligegyldigt.

"Fronten er et bur, hvor man nervøst sidder og venter på, hvad der vil ske ... hvor et [tilfældigt] projektil rammer kan jeg ikke have nogen indflydelse på." (Remarque s. 69)

Denne tilstand nedbryder Remarques soldat, lige til det punkt hvor kroppen ikke er andet end "en tynd hud over et vanvid, som møjsommeligt holdes nede." Krigens skrækkelige virkelighed tvinger soldaten til at stoppe sin almindelige tankevirksomhed. Han kan ikke bare fortrænge nutiden og tænke på noget andet (fra fortiden), idet dette noget andet ikke længere er nogen trøst. Det hele er ét stort "nøgent billede af fortvivlelse."

Remarques soldat udvikler sig med tiden til det man kunne kalde et soldatermenneske, det menneske der har vænnet sig til krigen. "Alt er vane; også skyttegravene. Denne vane er grunden til, at vi tilsyneladende glemmer så hurtigt" (Remarque s. 94). Magtesløsheden over for den langsomme og uomgængelige skæbne gør individet mere og mere følelsesløst og tanketomt.

"Vore tanker er ler, de bliver æltede af dagens vekslen - de er gode, når vi har ro, og døde, når vi ligger i ilden. Granathuller er alt uden om os og inden i os." (Remarque s. 177)

Remarques soldatermenneske er det menneske der prøver at overleve krigen ved at vænne sig til den. Hermed bliver han ifølge Remarque til et "tænkende dyr" for at få "instinktets våben", han bliver "gennemsivet med sløvhed" for ikke at bryde sammen, og får ligegyldigheden som reserve mod "intethedens anfald." Denne tilpasning er dog uholdbar og kunstig, "den er ikke ro, men den skarpeste anspændelse for at opnå ro ... [de] indre kræfter er anspændt, på et tilbageskridt ...", et tilbageskridt til en mere simpel tankefunktion, der gør at soldaten kan overleve de skrækkelige øjeblikke igen og igen.

Remarque beskriver også selve kampen, hvor soldaten bliver grebet af blodtørsten, men det hæfter Remarque sig ikke videre ved. Det centrale er traumet, tabet af den gamle verden, det skrækkelige ved krigens verden og hvordan mennesket overlever det. Remarques soldat er i modsætning til Jüngers fokuseret på overlevelsen, ikke kampen. Remarque beskriver hvordan soldaten bliver til et soldatermenneske, der i lighed med Jüngers almindelige soldat er et tænkende dyr, der følger sit instinkt, men Remarque tolker dette som et menneskeligt tilbageskridt i meget negativ forstand, idet soldaten bliver tvunget til at holde op med at tænke. Hvis soldaten tænker udvikler det sig til vanvid. Remarque beskriver i det hele taget krigen som vanvid. Mens Jünger opfatter det skrækkelige som en port til livets fulde udfoldelse, opfatter Remarque det skrækkelige som en port til det totale vanvid. Umiddelbart modsiger de altså ikke hinanden, faktisk er det svært at lade være med at opfatte Remarques fremstilling af krigen som en bekræftelse af Jüngers dybere tolkning af krigen og kampen, idet Jünger netop befinder sig på et højere abstraktionsniveau. Men de tolker det altså forskelligt, Remarque tænker bestemt ikke nietzscheansk, han bog er som udgangspunkt en kritik af krigens vanvid og som sådan er den pacifistisk, den opfordrer til medfølelse og sorg over de enorme tab. Dog kan Remarques bog godt tolkes nietzscheansk, men kun i den forstand at Remarque netop ikke tænker nietzscheansk og måske derfor ikke forstår hvad der sker omkring ham. Det er et faktum at hvor Remarque stopper op foran det skrækkelige og blot beskriver dets umiddelbare effekt på soldaten, dér fortsætter Jünger, som vi har set, langt videre og beskriver det skrækkelige i detaljer og i forskellige grader, og Jünger beskriver ikke blot den umiddelbare effekt, som han netop blot tolker som noget umiddelbart, han beskriver også den dybere effekt og sidst men ikke mindst tolker han det alt sammen i en større sammenhæng, nemlig en nietzscheansk tolkning af livet. Remarque stopper længe inden, på en måde dvæler han til stadighed ved det rent følelsesmæssige, det ubegribelige, hvorved hans videre blik ikke ser andet end vanvid. Remarque opfatter vanviddet som den yderste grænse, hvor der ikke er noget på den anden side.

Et centralt fælles punkt for Remarque og Jünger er soldatens tilbageskridt til en simplere, mere dyrisk tilstand. Her hæfter Remarque sig netop ved tankernes ophør og instinkternes overtagelse, men han tolker blot dette som en overlevelsesmekanisme og derved kan han nedvurdere tilbageskridtet i forhold til udgangspunktet, det almindeligt tænkende menneske, uden yderligere diskussion. Her må man sige at Remarque slipper nemt om ved det i forhold til Jünger, hvilket også ligger lidt i sagens natur, idet Jünger netop tilsyneladende finder hvad han leder efter. Jüngers iagttagelse af menneskets mere primitive drifter, og hans tolkning af disse som grundlæggende og altafgørende livsdrifter, passer fint ind i hans krigerisk-nietzscheanske tolkning af verden. Det samme gælder bestemt ikke Remarque, og derfor går Remarque ikke nær så langt i sine refleksioner som Jünger gør. Forståeligt nok, men det er vel også problematisk. Efter at have nærlæst Jünger er det fristende at begynde at kritisere Remarque ud fra Jünger, men det ville alligevel være misvisende i forhold til sagens kerne. Lad os nøjes med at konkludere at Remarques bog er udtryk for en mere eller mindre pacifistisk holdning til krigen, den er en afvisning af krigen, og som sådan beskriver den mennesket som offer, hvilket ses i det den først og fremmest beskriver menneskets smertefulde følelsesliv i krigen.

I forhold til Jünger forholder Remarque sig ikke til de dybere eller rettere de højere spørgsmål om kampen i krigen, det er ærgerligt, men det ville vel også have været vanskeligt at kritisere Jünger ad den vej, eftersom hans højere overvejelser i sidste ende er udtryk for en sammenhængende livsfilosofisk tankegang, der strengt taget ikke tager udgangspunkt i krigen, men i Nietzsche. Til gengæld kritiserer Remarque indirekte Jünger allerede i sit grundlæggende perspektiv på krigen. Remarques kritik går nede fra og op, med udgangspunkt i krigen, hvilket er lidt paradoksalt, idet det jo er Jünger der har oplevet krigen på nærmeste hold, men Remarques tankemæssige bevægelse ligger i selve pacifismens væsen, hvor det enkelte menneske først og fremmest ses som offer. Remarques grundlæggende perspektiv på krigen er at den er vanvittig. Dette svarer til det en nietzscheaner ser i første omgang, inden han begynder at tænke videre. Men Remarque holder fast i vanviddet som det centrale i krigen, og spørgsmålet er om det ikke også er afgørende for krigen hvordan soldaterne opfatter den. Svaret er jo - hvis soldaterne opfatter krigen som vanvittig, kan de principielt set heller ikke gøre andet end at handle vanvittigt, så længe de handler inden for krigens rammer. Herved fremstår soldaten mere som et offer end som en overmenneskelig realisering af livskræfterne, og ifølge Remarque er det også sådan de fleste af soldaterne selv oplever det. Hertil siger Jünger at man skal se igennem vanviddet, igennem skrækken og derved få øje på livskræfternes evige udfoldelse bag tingenes overflade, og det kan han måske have ret i, men hvis vi vælger at blive i menneskenes verden, blandt den menneskelige lidelse og smerte, og ser på hvad menneskene tænker og gør, melder problemerne sig.

Hovedproblemet er her koblingen mellem Jüngers åndelige nietzscheanske verden og krigens konkrete verden. Som vi allerede har set forsøger Jünger at bruge krigen som fænomen som argument for sin tankegang, men idet Jünger jo i den grad ser krigen ud fra sin nietzscheanske tankegang, taber hans argument principielt værdi. Jüngers hovedargument for at kampen i krigen er et rent udtryk for livet selv, er netop kampens renhed, hvorved den får karakter af et spil med livskræfterne i verden, en smuk udfoldelse af livet på linie med kunsten. Jünger er klar over at der er en brist i hans vision om den skønne kamp, heraf hans skelnen mellem den middelmådige soldat og den tapre heltemodige soldat, idealiseret i landsknægten. I kampens renhed er netop parternes habitus altafgørende, derfor er Jünger nødt til at udskille den middelmådige soldat, der netop ikke kan hæve sig over krigens umiddelbare grumsede virkelighed. Derfor gentager Jünger også gang på gang hvorledes den normale tyske soldat ikke er middelmådig, men netop meget tapper, og en vigtig pointe er at det netop er krigen der bringer det bedste frem i ham. Jüngers kobling af det åndelige og det fysiske fungerer ganske godt, den forløber umiddelbart flydende, men alene det at der er tale om en kobling er interessant, og det er spørgsmålet om denne kobling nu også forløber så flydende. Koblingen forløber flydende i Jüngers tankegang, men hvis man modsat Jünger tager udgangspunkt krigens konkrete verden, ser man i hvor høj grad det åndelige og det konkrete fysiske er modsætninger, man ser hvordan de skurrer mod hinanden, som netop Remarque beskriver det.

MIN og indirekte Remarques hovedkritik af Jünger går på at han kun accepterer sin egen ophøjede tolkning af krigen som den eneste vigtige. Alt det grumsede, alt det middelmådelige, alt det urene, og måske derved alt det menneskelige, alt det afviser Jünger som uden betydning. Ifølge Jünger er det kun den rene kamp der har betydning. Men min sørgelige indvending er her, at den urene kamp måske har mindst lige så stor betydning som den rene. Hele Jüngers tankegang er jo et argument for at netop den rene kamp rummer al betydning, og som sagt er det vanskeligt at modsige Jünger på hans eget abstrakte niveau, selvom hans tankegang rummer masser af paradokser, men sådan er livet jo. Men med udgangspunkt i nutidens Europa er det om ikke andet muligt at opsætte en ganske simpel tankegang over for den tidlige Jüngers og via den afvise ham som en anakronisme. Jünger omtaler selv et sted den urene kamp som en slags borgerkrig, og det er netop dér vi befinder os i dag og har gjort det længe. Jünger gjorde for øvrigt selv lignende iagttagelser under Anden Verdenskrig. Nutidens krige, som vi har set dem på f.eks. Balkan, er principielt en slags borgerkrige, især i kraft af deres gennemførte urenhed, deres ydmygelse og udsletning af civilbefolkningen. Et begreb som folkemord er selve indbegrebet af urenhed i Jüngers tankeverden. Jüngers renhed i kampen findes ganske enkelt ikke længere. Den tankegang der klarest afviser den tidlige Jünger som en anakronisme, er så den nutidige gentleman-soldat, der netop ikke vil acceptere folkemord og derfor reagerer ved at bekæmpe dem der udøver det. Heri ligger i modsætning til Jünger en indforstået foragt for fjenden, foragt for folkemorderen. Folkemorderen er en forbryder, hvem det er meget vigtigt at stoppe, vigtigt for ofrene, vigtigt for menneskeheden som sådan. For den moderne gentleman-soldat er det således af indlysende årsager altafgørende vigtigt at stoppe fjenden, inden denne fuldfører sin mission. Der er her tale om en ganske simpel tankegang, der dels bygger på erfaringerne fra Anden Verdenskrig, dels bygger på kristen moral, ikke mindst budene om næstekærlighed og barmhjertighed. Denne tankegang er ikke blot modstridende med Jüngers i praksis, den afspejler også en helt anden uren, uglorværdig opfattelse krigen, som stemmer langt bedre overens med nutidens realiteter end Jüngers opfattelse gør. Spørgsmålet er så hvordan vi skal tolke denne Jüngers begrænsning.

Konklusionen ligger lige for. Som Jünger selv har hentydet til hele vejen igennem, er der tale om en historiens afgrænsning af det Jünger ville kalde den oprindelige og ægte kampsituation. At den rene kamp ikke findes i de nutidige krige er ikke noget argument for at den aldrig har fandtes. Men det er til gengæld et argument for at tingene netop er hvad man gør dem til. Hvis den gængse tankegang og holdning til krigen tilsiger, at man for alt i verden skal være en gentleman, så er det sådan det bliver. Tænk blot på hvordan man førte krig før i tiden: i farvestrålende uniformer med hvide læderremme over kors, så fjenden havde noget at sigte efter, det var fejt at gemme sig, man gik langsomt frem på lige rækker og accepterede døden på forhånd. Sådan var det delvist endnu i Første Verdenskrig, især i starten, hvor man ignorerede maskingeværernes effekt i forhold til almindelige geværer, med katastrofale følger, titusindvis af menneskeliv blev kastet direkte i ilden, tusind gange, de måtte gerne dukke sig, men de skulle over the top lige meget hvad. I den gammeldags krig er Jüngers tankegang ikke blot den eneste meningsfulde, den er givetvis også i overensstemmelse med virkeligheden et langt stykke af vejen. Men i den moderne krig er Jünger en anakronisme, mens Remarque fremstår som et slags mellempunkt mellem den gamle og den nye krig, hvilket Første Verdenskrig jo også var. Remarques første bog fremstår som en slags varsel om den gamle krigs endeligt, mens Jüngers tankegang til gengæld afspejler det savn der opstår i forbindelse med dette tab. Det interessante er at Remarques bog som sådan ikke har haft den helt store betydning i Tyskland, trods dens enorme udbredelse, mens Jüngers første bøger faktisk har været et præcist varsel om hvad der måtte følge efter Første Verdenskrig. For det kan godt være at Remarque har beskrevet skyttegravssoldaternes generelle tanketomhed, men Jünger har til gengæld beskrevet hvordan skyttegravssoldaterne lærte at tænke med krigen (selvom de næppe tænkte lige så langt som Jünger gjorde - Jünger er som sådan et eksempel på at tankegangen også slog igennem på et højere intellektuelt niveau), og det blev mere afgørende for udviklingen i mellemkrigstidens Tyskland end Remarques pacifisme. Det gjaldt også på et mere alment plan: Efter krigen ønskede folk ikke at få at vide, at det hele, alle tabene, havde været til ingen nytte, de ville ligesom Jünger gerne have, at man havde opnået noget, at man havde fået noget ud af det, og det er jo forståeligt nok. Problemerne kom for alvor da dette håb og dette savn kombineret med visse andre ting begyndte at blive politisk.

(c)