|
Den
ydre diskurs - Jünger sammenlignet med Remarque
Det er svært at være uenig i Jüngers grundlæggende
iagttagelser, men hans tolkning af disse, hans tolkning af livet
og af mennesket, er klart nok ikke normal, netop ikke. Det er i
den anledning interessant at sammenligne Jüngers fremstilling
af krigen med Erich Maria Remarques. Der er mange ligheder i deres
iagttagelser, idet det sådan set er det samme de iagttager,
nemlig oplevelsen af Første Verdenskrig, og derved er forskellen
i deres tolkning af disse iagttagelser forholdsvis interessant.
En indvending mod en sammenligning af Ernst Jünger og Remarque
kunne være at Remarque netop ikke var kampsoldat, han var
ikke selv ved fronten, men bag den, ved støttetropperne.
Men det betyder mindre for os, dette er ikke en historieopgave,
som sagt drejer det sig her i sidste ende om tolkninger af krigen,
idéer og tanker, og det kan Remarque godt levere. Man kan
sagtens opfatte sammenligningen af Jünger og Remarque som en
ydre diskurs mellem dem, idet de hver især forholder sig til
den andens holdninger, dog uden at have nogen bestemt person i tankerne.
Efter krigen harmedes Jünger over at "unsere Zeit zeigt
starke pazifistische Tendenz" (Jünger 1922 s. 40), mens
Remarque som pacifist netop reagerer mod den krigeriske holdning
som Jünger delvist er eksponent for (dog forholder Remarque
sig ikke til den dybere problematik som Jünger har fat i).
Jünger og Remarque kritiserer således indirekte hinanden,
selvom de ikke direkte forholder sig til den anden, hvilket for
Jüngers vedkommende også ville have været svært,
idet Remarque debuterede med romanen Intet Nyt fra Vestfronten i
1928, otte år efter Jüngers første bog.
I langt højere grad end Jünger forholder Remarque sig
til krigen som et negativt problem. Man kan sige at Remarque tolker
krigen som et problem, mens Jünger tolker den som en mulighed.
Remarque forholder sig til krigen psykologisk, mens Jünger
forholder sig til den livsfilosofisk. Remarque forholder sig til
forholdet mellem soldaten og krigen i meget jordnær forstand,
som en negativ psykologisk udvikling, som udviklingen af et traume.
Centralt i dette traume står distanceringen mellem soldaten
og den gamle verden, fredens verden. Soldaten kan ikke forholde
sig til den almindelige fredelige verden, mens den almindelige verden
ikke kan forholde sig til krigens verden. Distanceringen er altså
dobbelt, og derved er der ingen reel kontakt mellem de to verdener.
Efter tabet af den almindelige verden har soldaten kun krigen tilbage,
men i krigen er soldatens liv fuldstændig underlagt tilfældet,
hvorved det enkelte liv bliver ligegyldigt.
"Fronten er et bur, hvor man nervøst
sidder og venter på, hvad der vil ske ... hvor et [tilfældigt]
projektil rammer kan jeg ikke have nogen indflydelse på."
(Remarque s. 69)
Denne tilstand nedbryder Remarques soldat, lige til det punkt hvor
kroppen ikke er andet end "en tynd hud over et vanvid, som
møjsommeligt holdes nede." Krigens skrækkelige
virkelighed tvinger soldaten til at stoppe sin almindelige tankevirksomhed.
Han kan ikke bare fortrænge nutiden og tænke på
noget andet (fra fortiden), idet dette noget andet ikke længere
er nogen trøst. Det hele er ét stort "nøgent
billede af fortvivlelse."
Remarques soldat udvikler sig med tiden til det man kunne kalde
et soldatermenneske, det menneske der har vænnet sig til krigen.
"Alt er vane; også skyttegravene. Denne vane er grunden
til, at vi tilsyneladende glemmer så hurtigt" (Remarque
s. 94). Magtesløsheden over for den langsomme og uomgængelige
skæbne gør individet mere og mere følelsesløst
og tanketomt.
"Vore tanker er ler, de bliver æltede
af dagens vekslen - de er gode, når vi har ro, og døde,
når vi ligger i ilden. Granathuller er alt uden om os og inden
i os." (Remarque s. 177)
Remarques soldatermenneske er det menneske der prøver at
overleve krigen ved at vænne sig til den. Hermed bliver han
ifølge Remarque til et "tænkende dyr" for
at få "instinktets våben", han bliver "gennemsivet
med sløvhed" for ikke at bryde sammen, og får
ligegyldigheden som reserve mod "intethedens anfald."
Denne tilpasning er dog uholdbar og kunstig, "den er ikke ro,
men den skarpeste anspændelse for at opnå ro ... [de]
indre kræfter er anspændt, på et tilbageskridt
...", et tilbageskridt til en mere simpel tankefunktion, der
gør at soldaten kan overleve de skrækkelige øjeblikke
igen og igen.
Remarque beskriver også selve kampen, hvor soldaten bliver
grebet af blodtørsten, men det hæfter Remarque sig
ikke videre ved. Det centrale er traumet, tabet af den gamle verden,
det skrækkelige ved krigens verden og hvordan mennesket overlever
det. Remarques soldat er i modsætning til Jüngers fokuseret
på overlevelsen, ikke kampen. Remarque beskriver hvordan soldaten
bliver til et soldatermenneske, der i lighed med Jüngers almindelige
soldat er et tænkende dyr, der følger sit instinkt,
men Remarque tolker dette som et menneskeligt tilbageskridt i meget
negativ forstand, idet soldaten bliver tvunget til at holde op med
at tænke. Hvis soldaten tænker udvikler det sig til
vanvid. Remarque beskriver i det hele taget krigen som vanvid. Mens
Jünger opfatter det skrækkelige som en port til livets
fulde udfoldelse, opfatter Remarque det skrækkelige som en
port til det totale vanvid. Umiddelbart modsiger de altså
ikke hinanden, faktisk er det svært at lade være med
at opfatte Remarques fremstilling af krigen som en bekræftelse
af Jüngers dybere tolkning af krigen og kampen, idet Jünger
netop befinder sig på et højere abstraktionsniveau.
Men de tolker det altså forskelligt, Remarque tænker
bestemt ikke nietzscheansk, han bog er som udgangspunkt en kritik
af krigens vanvid og som sådan er den pacifistisk, den opfordrer
til medfølelse og sorg over de enorme tab. Dog kan Remarques
bog godt tolkes nietzscheansk, men kun i den forstand at Remarque
netop ikke tænker nietzscheansk og måske derfor ikke
forstår hvad der sker omkring ham. Det er et faktum at hvor
Remarque stopper op foran det skrækkelige og blot beskriver
dets umiddelbare effekt på soldaten, dér fortsætter
Jünger, som vi har set, langt videre og beskriver det skrækkelige
i detaljer og i forskellige grader, og Jünger beskriver ikke
blot den umiddelbare effekt, som han netop blot tolker som noget
umiddelbart, han beskriver også den dybere effekt og sidst
men ikke mindst tolker han det alt sammen i en større sammenhæng,
nemlig en nietzscheansk tolkning af livet. Remarque stopper længe
inden, på en måde dvæler han til stadighed ved
det rent følelsesmæssige, det ubegribelige, hvorved
hans videre blik ikke ser andet end vanvid. Remarque opfatter vanviddet
som den yderste grænse, hvor der ikke er noget på den
anden side.
Et centralt fælles punkt for Remarque og Jünger er soldatens
tilbageskridt til en simplere, mere dyrisk tilstand. Her hæfter
Remarque sig netop ved tankernes ophør og instinkternes overtagelse,
men han tolker blot dette som en overlevelsesmekanisme og derved
kan han nedvurdere tilbageskridtet i forhold til udgangspunktet,
det almindeligt tænkende menneske, uden yderligere diskussion.
Her må man sige at Remarque slipper nemt om ved det i forhold
til Jünger, hvilket også ligger lidt i sagens natur,
idet Jünger netop tilsyneladende finder hvad han leder efter.
Jüngers iagttagelse af menneskets mere primitive drifter, og
hans tolkning af disse som grundlæggende og altafgørende
livsdrifter, passer fint ind i hans krigerisk-nietzscheanske tolkning
af verden. Det samme gælder bestemt ikke Remarque, og derfor
går Remarque ikke nær så langt i sine refleksioner
som Jünger gør. Forståeligt nok, men det er vel
også problematisk. Efter at have nærlæst Jünger
er det fristende at begynde at kritisere Remarque ud fra Jünger,
men det ville alligevel være misvisende i forhold til sagens
kerne. Lad os nøjes med at konkludere at Remarques bog er
udtryk for en mere eller mindre pacifistisk holdning til krigen,
den er en afvisning af krigen, og som sådan beskriver den
mennesket som offer, hvilket ses i det den først og fremmest
beskriver menneskets smertefulde følelsesliv i krigen.
I forhold til Jünger forholder Remarque sig ikke til de dybere
eller rettere de højere spørgsmål om kampen
i krigen, det er ærgerligt, men det ville vel også have
været vanskeligt at kritisere Jünger ad den vej, eftersom
hans højere overvejelser i sidste ende er udtryk for en sammenhængende
livsfilosofisk tankegang, der strengt taget ikke tager udgangspunkt
i krigen, men i Nietzsche. Til gengæld kritiserer Remarque
indirekte Jünger allerede i sit grundlæggende perspektiv
på krigen. Remarques kritik går nede fra og op, med
udgangspunkt i krigen, hvilket er lidt paradoksalt, idet det jo
er Jünger der har oplevet krigen på nærmeste hold,
men Remarques tankemæssige bevægelse ligger i selve
pacifismens væsen, hvor det enkelte menneske først
og fremmest ses som offer. Remarques grundlæggende perspektiv
på krigen er at den er vanvittig. Dette svarer til det en
nietzscheaner ser i første omgang, inden han begynder at
tænke videre. Men Remarque holder fast i vanviddet som det
centrale i krigen, og spørgsmålet er om det ikke også
er afgørende for krigen hvordan soldaterne opfatter den.
Svaret er jo - hvis soldaterne opfatter krigen som vanvittig, kan
de principielt set heller ikke gøre andet end at handle vanvittigt,
så længe de handler inden for krigens rammer. Herved
fremstår soldaten mere som et offer end som en overmenneskelig
realisering af livskræfterne, og ifølge Remarque er
det også sådan de fleste af soldaterne selv oplever
det. Hertil siger Jünger at man skal se igennem vanviddet,
igennem skrækken og derved få øje på livskræfternes
evige udfoldelse bag tingenes overflade, og det kan han måske
have ret i, men hvis vi vælger at blive i menneskenes verden,
blandt den menneskelige lidelse og smerte, og ser på hvad
menneskene tænker og gør, melder problemerne sig.
Hovedproblemet er her koblingen mellem Jüngers åndelige
nietzscheanske verden og krigens konkrete verden. Som vi allerede
har set forsøger Jünger at bruge krigen som fænomen
som argument for sin tankegang, men idet Jünger jo i den grad
ser krigen ud fra sin nietzscheanske tankegang, taber hans argument
principielt værdi. Jüngers hovedargument for at kampen
i krigen er et rent udtryk for livet selv, er netop kampens renhed,
hvorved den får karakter af et spil med livskræfterne
i verden, en smuk udfoldelse af livet på linie med kunsten.
Jünger er klar over at der er en brist i hans vision om den
skønne kamp, heraf hans skelnen mellem den middelmådige
soldat og den tapre heltemodige soldat, idealiseret i landsknægten.
I kampens renhed er netop parternes habitus altafgørende,
derfor er Jünger nødt til at udskille den middelmådige
soldat, der netop ikke kan hæve sig over krigens umiddelbare
grumsede virkelighed. Derfor gentager Jünger også gang
på gang hvorledes den normale tyske soldat ikke er middelmådig,
men netop meget tapper, og en vigtig pointe er at det netop er krigen
der bringer det bedste frem i ham. Jüngers kobling af det åndelige
og det fysiske fungerer ganske godt, den forløber umiddelbart
flydende, men alene det at der er tale om en kobling er interessant,
og det er spørgsmålet om denne kobling nu også
forløber så flydende. Koblingen forløber flydende
i Jüngers tankegang, men hvis man modsat Jünger tager
udgangspunkt krigens konkrete verden, ser man i hvor høj
grad det åndelige og det konkrete fysiske er modsætninger,
man ser hvordan de skurrer mod hinanden, som netop Remarque beskriver
det.
MIN og indirekte Remarques hovedkritik af Jünger går
på at han kun accepterer sin egen ophøjede tolkning
af krigen som den eneste vigtige. Alt det grumsede, alt det middelmådelige,
alt det urene, og måske derved alt det menneskelige, alt det
afviser Jünger som uden betydning. Ifølge Jünger
er det kun den rene kamp der har betydning. Men min sørgelige
indvending er her, at den urene kamp måske har mindst lige
så stor betydning som den rene. Hele Jüngers tankegang
er jo et argument for at netop den rene kamp rummer al betydning,
og som sagt er det vanskeligt at modsige Jünger på hans
eget abstrakte niveau, selvom hans tankegang rummer masser af paradokser,
men sådan er livet jo. Men med udgangspunkt i nutidens Europa
er det om ikke andet muligt at opsætte en ganske simpel tankegang
over for den tidlige Jüngers og via den afvise ham som en anakronisme.
Jünger omtaler selv et sted den urene kamp som en slags borgerkrig,
og det er netop dér vi befinder os i dag og har gjort det
længe. Jünger gjorde for øvrigt selv lignende
iagttagelser under Anden Verdenskrig. Nutidens krige, som vi har
set dem på f.eks. Balkan, er principielt en slags borgerkrige,
især i kraft af deres gennemførte urenhed, deres ydmygelse
og udsletning af civilbefolkningen. Et begreb som folkemord er selve
indbegrebet af urenhed i Jüngers tankeverden. Jüngers
renhed i kampen findes ganske enkelt ikke længere. Den tankegang
der klarest afviser den tidlige Jünger som en anakronisme,
er så den nutidige gentleman-soldat, der netop ikke vil acceptere
folkemord og derfor reagerer ved at bekæmpe dem der udøver
det. Heri ligger i modsætning til Jünger en indforstået
foragt for fjenden, foragt for folkemorderen. Folkemorderen er en
forbryder, hvem det er meget vigtigt at stoppe, vigtigt for ofrene,
vigtigt for menneskeheden som sådan. For den moderne gentleman-soldat
er det således af indlysende årsager altafgørende
vigtigt at stoppe fjenden, inden denne fuldfører sin mission.
Der er her tale om en ganske simpel tankegang, der dels bygger på
erfaringerne fra Anden Verdenskrig, dels bygger på kristen
moral, ikke mindst budene om næstekærlighed og barmhjertighed.
Denne tankegang er ikke blot modstridende med Jüngers i praksis,
den afspejler også en helt anden uren, uglorværdig opfattelse
krigen, som stemmer langt bedre overens med nutidens realiteter
end Jüngers opfattelse gør. Spørgsmålet
er så hvordan vi skal tolke denne Jüngers begrænsning.
Konklusionen ligger lige for. Som Jünger selv har hentydet
til hele vejen igennem, er der tale om en historiens afgrænsning
af det Jünger ville kalde den oprindelige og ægte kampsituation.
At den rene kamp ikke findes i de nutidige krige er ikke noget argument
for at den aldrig har fandtes. Men det er til gengæld et argument
for at tingene netop er hvad man gør dem til. Hvis den gængse
tankegang og holdning til krigen tilsiger, at man for alt i verden
skal være en gentleman, så er det sådan det bliver.
Tænk blot på hvordan man førte krig før
i tiden: i farvestrålende uniformer med hvide læderremme
over kors, så fjenden havde noget at sigte efter, det var
fejt at gemme sig, man gik langsomt frem på lige rækker
og accepterede døden på forhånd. Sådan
var det delvist endnu i Første Verdenskrig, især i
starten, hvor man ignorerede maskingeværernes effekt i forhold
til almindelige geværer, med katastrofale følger, titusindvis
af menneskeliv blev kastet direkte i ilden, tusind gange, de måtte
gerne dukke sig, men de skulle over the top lige meget hvad. I den
gammeldags krig er Jüngers tankegang ikke blot den eneste meningsfulde,
den er givetvis også i overensstemmelse med virkeligheden
et langt stykke af vejen. Men i den moderne krig er Jünger
en anakronisme, mens Remarque fremstår som et slags mellempunkt
mellem den gamle og den nye krig, hvilket Første Verdenskrig
jo også var. Remarques første bog fremstår som
en slags varsel om den gamle krigs endeligt, mens Jüngers tankegang
til gengæld afspejler det savn der opstår i forbindelse
med dette tab. Det interessante er at Remarques bog som sådan
ikke har haft den helt store betydning i Tyskland, trods dens enorme
udbredelse, mens Jüngers første bøger faktisk
har været et præcist varsel om hvad der måtte
følge efter Første Verdenskrig. For det kan godt være
at Remarque har beskrevet skyttegravssoldaternes generelle tanketomhed,
men Jünger har til gengæld beskrevet hvordan skyttegravssoldaterne
lærte at tænke med krigen (selvom de næppe tænkte
lige så langt som Jünger gjorde - Jünger er som
sådan et eksempel på at tankegangen også slog
igennem på et højere intellektuelt niveau), og det
blev mere afgørende for udviklingen i mellemkrigstidens Tyskland
end Remarques pacifisme. Det gjaldt også på et mere
alment plan: Efter krigen ønskede folk ikke at få at
vide, at det hele, alle tabene, havde været til ingen nytte,
de ville ligesom Jünger gerne have, at man havde opnået
noget, at man havde fået noget ud af det, og det er jo forståeligt
nok. Problemerne kom for alvor da dette håb og dette savn
kombineret med visse andre ting begyndte at blive politisk.
(c) |