Det
indre forløb - det skrækkelige liv
Chokkets umenneskelige udstrækning og chokkets umenneskelige
gentagelse er centrale elementer i Jüngers tematik. De både
antyder og forklarer det umenneskelige, og det umenneskelige er
her overskridelsen af de menneskelige grænser, en afskrælning
af mennesket. Chokkets udstrækning og gentagelse er så
at sige grundformer hos Ernst Jünger, og det gælder på
flere niveauer, både i den enkelte sætning, det enkelte
kapitel og den enkelte bog. Og det er faktisk fantastisk, men det
ligger sådan set i sagens natur. Jünger beskriver det
skrækkelige liv i ingenmandsland, som det ser ud hvis man
bliver ved med at overleve. Jünger er netop én af dem
der bliver ved med at overleve, og derfor kan han fortælle
hele historien.
Et af Jüngers første billeder på skyttegravslivets
grundform er følgende:
"Man stelle sich vor, ganz fest an einen Pfahl
gebunden und dabei von einem Kerl, der einen schweren Hammer schwingt,
ständig bedroht zu sein. Bald ist der Hammer zum Schwung zurückgezogen,
bald saust er vor, dass er fast den Schädel berührt, dann
wieder trifft er den Pfahl, dass die Splitter fliegen - genau dieser
Lage entspricht das, was man deckungslos inmitten einer schweren
Beschiessung erlebt." (Jünger 1920/1934 s. 88)
Der er her næppe tale om nogen overdrivelse. Det interessante
her er tværtimod billedets præcision. Her beskrives
både chokkets udstrækning og gentagelse, og med det
skrækkeliges tilstedeværelse over længere tid
fornemmer man også en vis graduering, en skelnen mellem forskellige
grader af skræk. Dette beskriver Jünger senere endnu
mere præcist i det skrækkelige blikplade-styrt i Das
abenteuerliche Herz fra 1929:
"Jeg løfter dig op paa det øverste
Blad af denne vældige Stabel, og straks, da det udsættes
for din Legemsvægt, gaar det bragende itu. Du styrter, og
styrter ned paa det andet Blad, som ligeledes brister og det med
et endnu voldsommere Knald. I Styrtet rammes det tredje, fjerde
og femte Blad, og saadan bliver det ved ... det er som en Trommehvirvel,
hvor baade Tempo og Heftighed tager til. Faldet og Hvirvlen bliver
mere og mere rasende, det bliver til en vældigt rullende Torden,
som til sidst sprænger Bevidstheden." (Jünger 1929/1938
s. 16)
Her er skræk eller gru det der føles ved den første
anskuelse eller anelse af det skrækkelige. Frygt er det der
føles lige inden kontakten med det skrækkelige. Forskrækkelse
er det der føles når det øverste blad går
itu. Dernæst følger forskrækkelsens stadfæstelse
ved gentagelsen, der intensiveres indtil det forfærdelige.
Det forfærdelige, forfærdelsen er altså den yderste
kulmination af det skrækkelige, som også Bohrer skriver
(Bohrer 1981 s. 63). Det interessante her er Jüngers præcision,
der er umenneskelig, idet den beskriver ting der har overskredet
den menneskelige grænse. Normalt ville man ikke skelne mellem
de forskellige stadier, idet det hele ville være ét
fedt, og resultatet det samme. Ved anskuelsen ville man bemærke
det skrækkelige, dernæst ville det hele flyde sammen.
Konklusionen ville være banal: det er skrækkeligt! Jünger
går langt videre end det. Ligesom man ved den første
anskuelse af det skrækkelige dvæler ved det for overhovedet
at kunne se det, opretholder Jünger et klart, undersøgende
blik, og han gør det hele vejen igennem, hos Jünger
er der hele tiden tale om "rent anskuede chok" (Goldbæk
1998 s. 80). Derfor kan man hos den tidlige Jünger ligefrem
tale om en chokæstetik eller rettere en skrækæstetik
af særlig ren karakter. Det er netop ved denne renhed, denne
stabilitet, denne kulde, at chokket og skrækken kommer til
at fylde så meget hos Jünger, både i omfang og
i dybden, og det er ved denne dybde at Jüngers første
bøger bliver så sammenhængende.
En forholdsvis logisk følge af Jüngers præcise
iagttagelse af det skrækkelige er hans fascination af de hårde
soldater omkring ham. En af Jüngers vigtigste pointer er, at
soldaterne står fast over for det skrækkelige, uden
at gå til grunde rent menneskeligt. Nogen ville måske
mene at de netop går til grunde rent menneskeligt, men Jünger
tolker det anderledes, han tolker soldatens udholdelse og tilvænning
til det umenneskelige, som en overmenneskelig kvalitet. Der er her
tale om en sammenhængende tankegang, hvor der for øvrigt
er et formål med krigen, nemlig kampen. Kampen er endnu et
af Jüngers grundelementer, hos Jünger er kampen vitterligt
et grundelement, der ikke kan deles op i yderligere bestanddele,
kampen er noget i sig selv, den er et udtryk for livet i sin renhed,
men mere om det senere. Her bør det til at starte med blot
bemærkes, at kampen rummer et ganske grundlæggende aspekt
set fra soldatens perspektiv. Kampen er som udgangspunkt blot kampen
for at overleve, mere konkret kampen mod fjenden, men denne kamp
rummer en mere grundlæggende dimension i tiden, nemlig kampen
mod at bryde sammen, kampen mod at give op, kampen mod svagheden
i mennesket. Denne kamp er helt konkret en kamp mod det skrækkelige
liv. Idet de enkelte slag trækker ud og bliver forlænget
i det ulidelige, bliver kampen mod det skrækkelige liv det
mest afgørende. Paradoksalt nok bliver målestokken
for denne kamp selve kampviljen, viljen til at fortsætte kampen
mod fjenden, idet denne ikke kan skelnes fra viljen til at fortsætte
i det hele taget.
"I was filled with pride at commanding this
handful of men that might very likely be pounded into the earth
but could not be conquered. It is in such moments that the human
spirit triumphs over the mightiest demonstration of material force.
The fragile body, steeled by the will, stands up to the most terrific
punishment." (Jünger 1920/1926 s. 101)
Som sagt er det en af Jüngers hovedpointer, at soldaten står
fast i kampen mod det skrækkelige liv, den tyske soldat kan
godt dø, men han kan ikke besejres, han kan ikke knækkes,
idet han har overmenneskelig vilje. Det bør her bemærkes
at Jünger skriver dette i forbindelse med at hans oprindelige
kompagni bliver totalt udslettet mens han selv er på lazarettet.
Han mener hvad han siger helt bogstaveligt. Denne hårdhed
i tankegangen er ganske bemærkelsesværdig, jeg skulle
mene at denne hårdhed netop peger på sig selv som tankegang,
ikke mindst idet denne tankegang er så sammenhængende.
(c)
|