Det indre forløb - det skrækkelige liv

Chokkets umenneskelige udstrækning og chokkets umenneskelige gentagelse er centrale elementer i Jüngers tematik. De både antyder og forklarer det umenneskelige, og det umenneskelige er her overskridelsen af de menneskelige grænser, en afskrælning af mennesket. Chokkets udstrækning og gentagelse er så at sige grundformer hos Ernst Jünger, og det gælder på flere niveauer, både i den enkelte sætning, det enkelte kapitel og den enkelte bog. Og det er faktisk fantastisk, men det ligger sådan set i sagens natur. Jünger beskriver det skrækkelige liv i ingenmandsland, som det ser ud hvis man bliver ved med at overleve. Jünger er netop én af dem der bliver ved med at overleve, og derfor kan han fortælle hele historien.

Et af Jüngers første billeder på skyttegravslivets grundform er følgende:

"Man stelle sich vor, ganz fest an einen Pfahl gebunden und dabei von einem Kerl, der einen schweren Hammer schwingt, ständig bedroht zu sein. Bald ist der Hammer zum Schwung zurückgezogen, bald saust er vor, dass er fast den Schädel berührt, dann wieder trifft er den Pfahl, dass die Splitter fliegen - genau dieser Lage entspricht das, was man deckungslos inmitten einer schweren Beschiessung erlebt." (Jünger 1920/1934 s. 88)

Der er her næppe tale om nogen overdrivelse. Det interessante her er tværtimod billedets præcision. Her beskrives både chokkets udstrækning og gentagelse, og med det skrækkeliges tilstedeværelse over længere tid fornemmer man også en vis graduering, en skelnen mellem forskellige grader af skræk. Dette beskriver Jünger senere endnu mere præcist i det skrækkelige blikplade-styrt i Das abenteuerliche Herz fra 1929:

"Jeg løfter dig op paa det øverste Blad af denne vældige Stabel, og straks, da det udsættes for din Legemsvægt, gaar det bragende itu. Du styrter, og styrter ned paa det andet Blad, som ligeledes brister og det med et endnu voldsommere Knald. I Styrtet rammes det tredje, fjerde og femte Blad, og saadan bliver det ved ... det er som en Trommehvirvel, hvor baade Tempo og Heftighed tager til. Faldet og Hvirvlen bliver mere og mere rasende, det bliver til en vældigt rullende Torden, som til sidst sprænger Bevidstheden." (Jünger 1929/1938 s. 16)

Her er skræk eller gru det der føles ved den første anskuelse eller anelse af det skrækkelige. Frygt er det der føles lige inden kontakten med det skrækkelige. Forskrækkelse er det der føles når det øverste blad går itu. Dernæst følger forskrækkelsens stadfæstelse ved gentagelsen, der intensiveres indtil det forfærdelige. Det forfærdelige, forfærdelsen er altså den yderste kulmination af det skrækkelige, som også Bohrer skriver (Bohrer 1981 s. 63). Det interessante her er Jüngers præcision, der er umenneskelig, idet den beskriver ting der har overskredet den menneskelige grænse. Normalt ville man ikke skelne mellem de forskellige stadier, idet det hele ville være ét fedt, og resultatet det samme. Ved anskuelsen ville man bemærke det skrækkelige, dernæst ville det hele flyde sammen. Konklusionen ville være banal: det er skrækkeligt! Jünger går langt videre end det. Ligesom man ved den første anskuelse af det skrækkelige dvæler ved det for overhovedet at kunne se det, opretholder Jünger et klart, undersøgende blik, og han gør det hele vejen igennem, hos Jünger er der hele tiden tale om "rent anskuede chok" (Goldbæk 1998 s. 80). Derfor kan man hos den tidlige Jünger ligefrem tale om en chokæstetik eller rettere en skrækæstetik af særlig ren karakter. Det er netop ved denne renhed, denne stabilitet, denne kulde, at chokket og skrækken kommer til at fylde så meget hos Jünger, både i omfang og i dybden, og det er ved denne dybde at Jüngers første bøger bliver så sammenhængende.

En forholdsvis logisk følge af Jüngers præcise iagttagelse af det skrækkelige er hans fascination af de hårde soldater omkring ham. En af Jüngers vigtigste pointer er, at soldaterne står fast over for det skrækkelige, uden at gå til grunde rent menneskeligt. Nogen ville måske mene at de netop går til grunde rent menneskeligt, men Jünger tolker det anderledes, han tolker soldatens udholdelse og tilvænning til det umenneskelige, som en overmenneskelig kvalitet. Der er her tale om en sammenhængende tankegang, hvor der for øvrigt er et formål med krigen, nemlig kampen. Kampen er endnu et af Jüngers grundelementer, hos Jünger er kampen vitterligt et grundelement, der ikke kan deles op i yderligere bestanddele, kampen er noget i sig selv, den er et udtryk for livet i sin renhed, men mere om det senere. Her bør det til at starte med blot bemærkes, at kampen rummer et ganske grundlæggende aspekt set fra soldatens perspektiv. Kampen er som udgangspunkt blot kampen for at overleve, mere konkret kampen mod fjenden, men denne kamp rummer en mere grundlæggende dimension i tiden, nemlig kampen mod at bryde sammen, kampen mod at give op, kampen mod svagheden i mennesket. Denne kamp er helt konkret en kamp mod det skrækkelige liv. Idet de enkelte slag trækker ud og bliver forlænget i det ulidelige, bliver kampen mod det skrækkelige liv det mest afgørende. Paradoksalt nok bliver målestokken for denne kamp selve kampviljen, viljen til at fortsætte kampen mod fjenden, idet denne ikke kan skelnes fra viljen til at fortsætte i det hele taget.

"I was filled with pride at commanding this handful of men that might very likely be pounded into the earth but could not be conquered. It is in such moments that the human spirit triumphs over the mightiest demonstration of material force. The fragile body, steeled by the will, stands up to the most terrific punishment." (Jünger 1920/1926 s. 101)

Som sagt er det en af Jüngers hovedpointer, at soldaten står fast i kampen mod det skrækkelige liv, den tyske soldat kan godt dø, men han kan ikke besejres, han kan ikke knækkes, idet han har overmenneskelig vilje. Det bør her bemærkes at Jünger skriver dette i forbindelse med at hans oprindelige kompagni bliver totalt udslettet mens han selv er på lazarettet. Han mener hvad han siger helt bogstaveligt. Denne hårdhed i tankegangen er ganske bemærkelsesværdig, jeg skulle mene at denne hårdhed netop peger på sig selv som tankegang, ikke mindst idet denne tankegang er så sammenhængende.

(c)