|
Den
inderste tematik - Jüngers tolkning af livet ud fra Nietzsche
En vigtig pointe i denne analyse er at Ernst Jünger ikke blot
tolker livet ud fra krigen ved hjælp af en på flere
måder nietzscheansk tankegang, Jüngers egentlige ærinde
er en konkret tolkning af livet selv ud fra Nietzsche, der er altså
i sidste ende tale om en tolkning af Nietzsche, Jüngers inderste
tematik er i virkeligheden en nietzscheansk diskurs. Lad os endelig
se på hvordan.
Jüngers Der Kampf als inneres Erlebnis er på mange måder
en konkretisering af Nietzsches livsfilosofi som den kommer til
udtryk i hans første bog Tragediens fødsel fra 1872.
Lad os tage udgangspunkt i Jüngers centrale figur, den heltemodige
kampsoldat, idealiseret i landsknægten, hvis situation sådan
set beskriver den tidlige Jüngers livssyn i sin helhed. Jüngers
heltemodige kampsoldat, landsknægten er nemlig på linie
med Nietzsches dionysiske figur, satyren. Begge figurer er symbolske,
men Jüngers kampsoldat er alligevel en konkretisering af Nietzsches
dionysiske figur, idet Jünger bruger idéen om krigen
som et konkret eksempel på livets udfoldelse i verden.
For Nietzsche er det dionysiske en drift der er i direkte kontakt
med livskræfterne i verden. Det er en drift der i modsætning
til det apollinske er udtryk for den virkelige verden, mens det
apollinske er udtryk for den skønne illusion. Det dionysiske
er den stærkeste drift mennesket kan være i forbindelse
med, via den kaster mennesket det apollinske slør af sig
og ser verden som den virkelig er, forfærdelig, naturlig,
absurd, uden illusionens skønhed. Det dionysiske menneske
forstår at "ingenting kan ændre ved tingenes evige
væsen ..." (Nietzsche 1872 s. 69) og derfor afstår
han fra at handle. Han ser kun det absurde ved tilværelsen.
For Nietzsche ligger den eneste rigtige løsning for mennesket
i kunsten. Den kunstneriske fremstilling af verden redder menneskets
vilje til at leve. Og i denne lægende forestilling fremstår
det rene naturvæsen, som en symbolsk figur, satyren:
"... menneskets urbillede, udtrykket for dets
højeste og stærkeste rørelser, forstået
som begejstret sværmer, der henrykkes af gudens nærhed,
som medlidende fælle, i hvem gudens lidelse gentages, som
forkynderen af en visdom ud af naturens dybeste bryst ..."
(Nietzsche 1872 s. 70)
Det der er tale om her er "individets sønderbrydelse
og dets bliven ét med det oprindeligt værende"
(Nietzsche 1872 s. 74), men denne bliven ét med det oprindeligt
værende sker vel at mærke ved at individet netop afspejler
livskræfterne, gentager lidelsen, som en forkynder, men også
som en medlidende fælle. Satyren er både "en afbildning
af naturen og dens stærkeste drifter, ja, et symbol på
den, og på samme tid forkynderen af dens visdom ..."
(Nietzsche s. 75). Det afgørende er her at satyren er en
symbolsk figur, "på samme tid subjekt og objekt, på
samme tid digter, skuespiller og tilskuer" (Nietzsche s. 61),
som Nietzsche skrev om geniet, satyren er et symbol på livskræfterne,
et symbol der bliver fremstillet i det tragiske spil, hvor satyren
er både skuespiller og tilskuer, ligesom den geniale kunstner
er det. Men hvad er det så der bliver sagt?
"I den dionysiske kunst og i dens tragiske
symbolik taler denne natur til os med sin sande, uforvanskede stemme:
"Vær som jeg er! Urmoderen, som evigt skaber midt i fremtrædelsernes
uophørlige vekslen, evigt tvinger til at leve, evigt fryder
sig ved denne fremtrædelsesvekslen!"" (Nietzsche
1872 s. 117)
Mennesket skal altså skabe, leve og fryde sig ved fremtrædelsernes
vekslen, ligesom livskræfterne selv. Som Nietzsche skriver:
"Vi er virkelig i korte øjeblikke urvæsenet selv
og føler dets ubændige livsbegær og livslyst;
fremtrædelsernes kamp, kval og tilintetgørelse forekommer
os nu at være nødvendig ..." (Nietzsche 1872 s.
118). Det er afgørende at mennesket forstår at fremtrædelsernes
kamp, kval og tilintetgørelse er nødvendig, eller
rettere uundgåelig, idet denne kamp, denne vekslen, netop
er lig med livets udfoldelse.
Jüngers fremstilling af den heltemodige kampsoldat, idealiseret
i landsknægten er som sagt på linie med Nietzsches fremstilling
af den dionysiske figur, satyren. Blot er der hos Jünger tale
om en tilføjelse, en konkretisering, en tolkning. Nietzsche
taler om den dionysiske figur, satyren, som et symbol, der i sig
selv er en konkretisering, men netop som en fremstilling, en kunstnerisk
fremstilling af livskræfterne i verden. Jünger går
et skridt videre herfra og ser livskræfterne afspejlet andre
steder end i kunsten, nemlig i kampen i krigen. Således placerer
han kampsoldaten parallelt med kunstneren, kampen eller rettere
heltemodet i kampen parallelt med skabelsen, og krigen parallelt
med kunstværket eller rettere scenen, rammen for kunstværket.
Hvad der er det egentlige kunstværk er ikke så afgørende,
det afgørende er livskræfternes udfoldelse, det en
romantiker ville kalde inspirationen. Det der er vigtigt at være
opmærksom på her, er at det netop er kampsoldaten henholdsvis
kunstneren der er selve mediet, og det gælder hos både
Jünger og Nietzsche. Det det drejer sig om er selve skabelsen,
kampen, som udfoldelse af livet.
Jünger er altså parallel med Nietzsche på alle
de afgørende punkter, den egentlige forskel ligger blot i
forskydelsen, Jüngers konkretisering, der er mindre abstrakt
end Nietzsches. Sammenlignet med Jünger er Nietzsche teoretikeren
i deres fælles livsfilosofi, mens Jünger er tolkeren.
Nietzsche bevæger sig hele tiden på et mere åndeligt
plan, han taler om kunsten, Apollon, Dionysos, det guddommelige,
det tragiske og ikke mindst musikken. Her tager Jünger i sin
tankegang tilsyneladende udgangspunkt i fysiske fænomener
som krigen, kampen, soldaten, det skrækkelige i verden og
bevæger sig herfra over mod åndelige kvaliteter som
ære, heltemod og tapperhed. Overordnet set bevæger Nietzsche
sig i sin tankemæssige bevægelse oppefra og ned, fra
det apollinske og det dionysiske til en placering af kunsten i verden,
mens Jünger umiddelbart bevæger sig nedefra og op, fra
freden, krigen og det skrækkelige til heltemodet, selvopofrelsen,
døden via kampen. Nietzsche taler om livet og skabelsen,
mens Jünger taler om døden og kampen, destruktionen.
Begge ser den samme sammenhæng mellem livet og døden,
begge har fokus på livskræfternes udfoldelse, begge
udformer derved en livsfilosofi, og de to er parallelle, idet Jünger
tolker Nietzsche, men de bevæger sig umiddelbart i forskellige
retninger, idet de umiddelbart befinder sig på forskellige
niveauer.
Men her bliver vi nødt til at ræsonnere og prøve
at se igennem Jünger. For idet Jüngers fremstilling er
en tolkning af Nietzsche, idet Jünger tolker krigen ud fra
Nietzsche, er hans udgangspunkt jo heller ikke krigen men netop
Nietzsche, ligesom hans tolkning først og fremmest gælder
livet selv og ikke krigen, idet han blot tolker livet ud fra krigen,
eller rettere ud fra Nietzsche. Det det drejer sig om hos Jünger
er altså i sidste ende livet ud fra Nietzsche, hvilket svarer
til livet ud fra krigen ud fra Nietzsche. Der er altså i bund
og grund tale om en nietzscheansk diskurs. Jüngers fremstilling
af krigen er først og fremmest en en konkretisering af Nietzsches
idéer, eller rettere en tolkning af dem. Og således
bevæger også Jünger sig oppefra og ned, fra Nietzsches
idéer til en placering af heltemodet i verden via kampen.
Hermed er Jünger også parallel med Nietzsche i sin tankemæssige
bevægelse, nemlig oppefra og ned, med fokus på livskræfternes
udfoldelse i verden.
Alt dette ses ikke blot ved de nævnte paralleller men også
i selve sproget, Jüngers sprog er nietzscheansk, hvilket tydeligvis
er bevidst. Men lad os nu se nærmere på den diskurs
der er mellem Jünger og Nietzsche. Som udgangspunkt ser Jünger
verden med nietzscheanske øjne. I krigen ser han i første
omgang en afsløring af verden, hvorved den skrækkelige,
absurde virkelighed fremstår i al sin chokerende gru. Han
forstår at mennesket ikke kan holde denne virkelighed ud i
sin nøgenhed, ikke uden at miste forstanden. Men hvor Nietzsche
ser løsningen i en sandfærdig kunstnerisk fremstilling
af verden, laver Jünger en tilføjelse, han ser den konkrete
kamp i krigen som et slags kunstværk. Dette knytter sig til
hans sammenstilling af kunstneren og soldaten, som han i bund og
grund mener har samme væsen, idet de begge udtrykker livskræfternes
udfoldelse i verden. Normalt ville man opfatte kunstneren og soldaten
som væsensforskellige - den ene skaber, mens den anden destruerer.
Men her tænker Jünger ikke så meget på resultatet,
værket, men mere på selve processen - for Jünger
er det selve livskræfternes udfoldelse der er det centrale
og ikke så meget hvad det hele ender med. Jünger bekymrer
sig ikke så meget for individets skæbne, men mere for
hvordan denne skæbne finder sit slutpunkt. Her er det heltemodet,
tapperheden, der er soldatens altafgørende habitus. For Jünger
er det i sidste ende selvopofrelsen der bringer mennesket videre,
paradoksalt nok. Mennesket kan ikke lave om på livskræfterne,
men det kan blive en del af dem, en del af deres udfoldelse. Jünger
er sådan set parallel med Nietzsche hele vejen igennem, blot
mere konkret, på et niveau tættere jorden, idet han
taler om de konkrete krigsfænomeners og ikke mindst kampens
afgørende betydning for mennesket og livet selv.
DET burde efterhånden være tydeligt at det ikke blot
er mig der tolker Jünger nietzscheansk, men netop Jünger
selv der tænker nietzscheansk. Jeg har forsøgt at beskrive
grundridset i Jüngers nietzscheanske diskurs, lad mig nu ganske
kort beskrive Jüngers egentlige tolkning af livet ud fra Nietzsche.
For Nietzsche og Jünger er deres tolkning af livet ikke blot
teori, men netop livsfilosofi, og for Jünger er det også
mere end det. Jünger knytter hele vejen igennem sine tanker
til konkrete iagttagelser, her bruger han krigen som eksempel og
som bevis for sin tankegang, deraf får man det umiddelbare
indtryk, at han gør sig sine tanker ud fra sine iagttagelser,
men det er selvfølgelig omvendt. Mange ting tolker han som
tegn på urkraften, den primitive livsdrift i mennesket. Færre
ting tolker han som viljen til magt i mennesket. Et grundlæggende
spørgsmål i Jüngers undersøgelse er "was
den Menschen eigentlich noch vorwärts treibt" (Jünger
1922 s. 89). Dette spørgsmål gælder det der motiverer
soldaten til at udholde og leve det skrækkelige liv i krigen.
Svaret har vi forlængst fået, det er nemlig selve kampen
mod det skrækkelige liv der motiverer soldaten. Soldaten tager
imod det skrækkelige liv i krigen som en udfordring, en sublim
udfordring, en udfordring der svarer til hvad han har at byde på,
en udfordring der finder uanede kræfter frem i ham.
"Soweit der Mensch hier Individuum ist, ist
er nur aus Angst zusammengesetzt. Aber gerade, dass er sich trotzdem
bewegt, das beweist, dass ein höherer Wille hinter ihm steht."
(Jünger 1922 s. 89)
Over for den totale angst finder den stærke soldat den overmenneskelige
vilje frem i sig selv, viljen til at leve, viljen til at kæmpe,
viljen til magt. Livsdrifterne, livskræfterne er i alt, den
overmenneskelige vilje til at kæmpe er en strukturering af
disse kræfter, og i den forstand er mennesket først
og fremmest en potentiel strukturering af livskræfterne, som
hos Nietzsche er det viljen til magt der er det altafgørende.
"Angst empfinden wir, weil wir vergängliche
Geschöpfe sind, aber wenn ein Unvergängliches in uns diese
Angst besiegt, so können wir stoltz darauf sein. Das zeigt,
dass wir wirchlich dem Leben und nicht nur dem Dasein verbunden
sind." (Jünger 1922 s. 90)
Igen et eksempel på at Jünger bruger sin erfaring, sin
iagttagelse, som eksempel på livskræfternes tilstedeværelse
og ikke mindst som eksempel på menneskets vilje til kamp.
Det er i konfrontationen med sin egen forgængelighed at mennesket
føler angsten, angsten for døden, men hvis mennesket
via de uforgængelige livskræfter formår at overvinde
denne angst, er det et bevis på at mennesket virkelig er i
kontakt med livet selv, og mere kan man ikke forlange, mere kan
man ikke opnå. Som Frederik Stjernfelt formulerer det med
en henvisning til Nietzsche: "Man må her konfrontere
sig med kamp og med rædsel, fordi det er denne modstand, der
først af alt lader viljen-til-magt manifestere sig"
(Stjernfelt 1997 s. 90). Det er via den modstand der ligger i selve
det skrækkelige at soldaten kommer i kontakt med livet selv.
Det skrækkelige er altså det mest centrale i Jüngers
tankegang, hans livsfilosofi, og således kan man hos Jünger
ligefrem tale om en særlig skrækæstetik, idet
det i virkeligheden er skrækken og oplevelsen af skrækken
han hele tiden kredser om. Det er ud fra konfrontationen med skrækken
at det hele vokser, kampen mod det skrækkelige frembringer
i mennesket den stærke soldat der rummer overmenneskelig vilje
til kamp, vilje til liv. Vi er altså tilbage ved udgangspunktet,
kampen mod det skrækkelige, men vi har nu fået bekræftet
at det ifølge Jünger er denne kamp der er udgangspunktet
for det hele, udgangspunktet for hele den særlige udfoldelse
af livet som Jünger har beskrevet så indgående.
Og således anderledes oplyst forstår vi bedre hvad Jünger
helt præcist mener, når han skriver:
"Doch wenn wir aufeinanderprallen im Gewölk
von Feuer und Qualm, dann werden wir eins, dann sind wir zwei Teile
von einer Kraft, zu einem Körper verschmolzen." (Jünger
1922 s. 97)
Det der her beskrives er selvfølgelig livskræfternes
udfoldelse, i hvilken de kæmpende via den fælles livskraft
forenes og bliver til ét kød. Som Jørgen Knudsen
kommenterer i den anledning - "ordet krigsliderlighed ses at
have en pervers sandhed" (Knudsen s. 350). Knudsens kommentar
er måske nok rammende, men den er alligevel misvisende. Der
er desværre ikke tale om nogen pervers sandhed om mennesket
(hvis en sådan findes - og i forhold til hvad - normaliteten
selvfølgelig, men den er jo netop blot en konstruktion).
Det der er på spil her har ikke meget med liderlighed at gøre,
der er ikke tale om noget erotisk, tværtimod om det modsatte,
og her er det vigtigt at holde tingene ud fra hinanden, selvom de
nok er parallelle. Det burde efterhånden være klart
at det er vanskeligt at kritisere Jünger (hvilket dog ikke
skal afholde os fra at gøre det), dels på grund af
hans unikke erfaring, dels på grund af hans høje intellektuelle
niveau kombineret med denne erfaring, han rummer en særlig
saglighed, en særlig distance, idet han hele tiden selv analyserer
sine iagttagelser. Der er altså masser af grunde til at forholde
sig til Jünger på en saglig måde, hvilket vil sige
at forholde sig til sammenhængen i hans tankegang på
et tilpas højt niveau, hvilket kræver mere end som
så. Jünger sammenligner selv kampdriften med seksualdriften,
men netop som en parallel, ikke som en perversitet. I forlængelse
af ovennævnte citat supplerer Jünger:
"Zu einem Körper - das ist ein Gleichnis
besonderer Art. Wer es versteht, der bejaht sich selbst und den
Feind, der lebt im Ganzen und in den Teilen zugleich. Der kann sich
eine Gottheit denken, die diese bunten Fäden sich durch die
Hände gleiten lässt - mit lächelndem Gesicht."
(Jünger 1922 s. 97)
Jüngers beskrivelse er selvfølgelig en metafor, men
det man skal forstå her er, at det er krigen eller rettere
krigstilstanden der er en metafor, en metafor for livet selv og
dets udfoldelse, dets udleven af livsdriften, livskraften. Krigen
er scenen, kampen er selve spillet, udfoldelsen, og kampens højdepunkt,
selve mødet, kontakten mellem modstanderne er ekstatisk i
den forstand, at det ikke blot er to modstandere der forenes, men
i sidste ende livet selv der når sit højdepunkt. De
kæmpende er i virkeligheden drevet af de samme livskræfter,
de er kun modstandere i kraft af spillet, kampen, der giver livet
mulighed for at komme til udtryk. Kampen er livets selvrealisation,
eller rettere, kampen er livets evigt foreløbige fuldendelse
i livsformernes vekslen. Og den der forstår det kan leve fuldt
ud og se livets udfoldelse i al sin farvestrålende mangfoldighed
- i stedet for at græmme sig. I sidste ende handler det ikke
om mennesket, ej heller om krigen. "Alle Ziele sind vergänglich,
nur die Bewegung ist ewig" (Jünger 1922 s. 103). I sidste
ende handler det om livet selv, menneskets krige er blot en af livets
utallige udformninger.
"Hier fliesst es vorbei, das Leben selbst,
die grosse Spannung, der Wille zum Kampf und zur Macht in den Formen
unserer Zeit, in unserer eigenem Form." (Jünger 1922 s.
103)
I sidste ende er det slet ikke mennesket Jünger ser, men netop
livet selv og dets udfoldelse. Han ser livet som en "enorm
bølge" i hvilken mennesket blot er en lille detalje,
men hvilken detalje! I livets destruktive og skabende bølge
er mennesket indtil videre "... das gefährlichste, blutdürstigste
und zielbewussteste Wesen, das die Erde tragen muss" (Jünger
1922 s. 102).
(c) |