Den inderste tematik - Jüngers tolkning af livet ud fra Nietzsche

En vigtig pointe i denne analyse er at Ernst Jünger ikke blot tolker livet ud fra krigen ved hjælp af en på flere måder nietzscheansk tankegang, Jüngers egentlige ærinde er en konkret tolkning af livet selv ud fra Nietzsche, der er altså i sidste ende tale om en tolkning af Nietzsche, Jüngers inderste tematik er i virkeligheden en nietzscheansk diskurs. Lad os endelig se på hvordan.

Jüngers Der Kampf als inneres Erlebnis er på mange måder en konkretisering af Nietzsches livsfilosofi som den kommer til udtryk i hans første bog Tragediens fødsel fra 1872. Lad os tage udgangspunkt i Jüngers centrale figur, den heltemodige kampsoldat, idealiseret i landsknægten, hvis situation sådan set beskriver den tidlige Jüngers livssyn i sin helhed. Jüngers heltemodige kampsoldat, landsknægten er nemlig på linie med Nietzsches dionysiske figur, satyren. Begge figurer er symbolske, men Jüngers kampsoldat er alligevel en konkretisering af Nietzsches dionysiske figur, idet Jünger bruger idéen om krigen som et konkret eksempel på livets udfoldelse i verden.

For Nietzsche er det dionysiske en drift der er i direkte kontakt med livskræfterne i verden. Det er en drift der i modsætning til det apollinske er udtryk for den virkelige verden, mens det apollinske er udtryk for den skønne illusion. Det dionysiske er den stærkeste drift mennesket kan være i forbindelse med, via den kaster mennesket det apollinske slør af sig og ser verden som den virkelig er, forfærdelig, naturlig, absurd, uden illusionens skønhed. Det dionysiske menneske forstår at "ingenting kan ændre ved tingenes evige væsen ..." (Nietzsche 1872 s. 69) og derfor afstår han fra at handle. Han ser kun det absurde ved tilværelsen. For Nietzsche ligger den eneste rigtige løsning for mennesket i kunsten. Den kunstneriske fremstilling af verden redder menneskets vilje til at leve. Og i denne lægende forestilling fremstår det rene naturvæsen, som en symbolsk figur, satyren:

"... menneskets urbillede, udtrykket for dets højeste og stærkeste rørelser, forstået som begejstret sværmer, der henrykkes af gudens nærhed, som medlidende fælle, i hvem gudens lidelse gentages, som forkynderen af en visdom ud af naturens dybeste bryst ..." (Nietzsche 1872 s. 70)

Det der er tale om her er "individets sønderbrydelse og dets bliven ét med det oprindeligt værende" (Nietzsche 1872 s. 74), men denne bliven ét med det oprindeligt værende sker vel at mærke ved at individet netop afspejler livskræfterne, gentager lidelsen, som en forkynder, men også som en medlidende fælle. Satyren er både "en afbildning af naturen og dens stærkeste drifter, ja, et symbol på den, og på samme tid forkynderen af dens visdom ..." (Nietzsche s. 75). Det afgørende er her at satyren er en symbolsk figur, "på samme tid subjekt og objekt, på samme tid digter, skuespiller og tilskuer" (Nietzsche s. 61), som Nietzsche skrev om geniet, satyren er et symbol på livskræfterne, et symbol der bliver fremstillet i det tragiske spil, hvor satyren er både skuespiller og tilskuer, ligesom den geniale kunstner er det. Men hvad er det så der bliver sagt?

"I den dionysiske kunst og i dens tragiske symbolik taler denne natur til os med sin sande, uforvanskede stemme: "Vær som jeg er! Urmoderen, som evigt skaber midt i fremtrædelsernes uophørlige vekslen, evigt tvinger til at leve, evigt fryder sig ved denne fremtrædelsesvekslen!"" (Nietzsche 1872 s. 117)

Mennesket skal altså skabe, leve og fryde sig ved fremtrædelsernes vekslen, ligesom livskræfterne selv. Som Nietzsche skriver: "Vi er virkelig i korte øjeblikke urvæsenet selv og føler dets ubændige livsbegær og livslyst; fremtrædelsernes kamp, kval og tilintetgørelse forekommer os nu at være nødvendig ..." (Nietzsche 1872 s. 118). Det er afgørende at mennesket forstår at fremtrædelsernes kamp, kval og tilintetgørelse er nødvendig, eller rettere uundgåelig, idet denne kamp, denne vekslen, netop er lig med livets udfoldelse.

Jüngers fremstilling af den heltemodige kampsoldat, idealiseret i landsknægten er som sagt på linie med Nietzsches fremstilling af den dionysiske figur, satyren. Blot er der hos Jünger tale om en tilføjelse, en konkretisering, en tolkning. Nietzsche taler om den dionysiske figur, satyren, som et symbol, der i sig selv er en konkretisering, men netop som en fremstilling, en kunstnerisk fremstilling af livskræfterne i verden. Jünger går et skridt videre herfra og ser livskræfterne afspejlet andre steder end i kunsten, nemlig i kampen i krigen. Således placerer han kampsoldaten parallelt med kunstneren, kampen eller rettere heltemodet i kampen parallelt med skabelsen, og krigen parallelt med kunstværket eller rettere scenen, rammen for kunstværket. Hvad der er det egentlige kunstværk er ikke så afgørende, det afgørende er livskræfternes udfoldelse, det en romantiker ville kalde inspirationen. Det der er vigtigt at være opmærksom på her, er at det netop er kampsoldaten henholdsvis kunstneren der er selve mediet, og det gælder hos både Jünger og Nietzsche. Det det drejer sig om er selve skabelsen, kampen, som udfoldelse af livet.

Jünger er altså parallel med Nietzsche på alle de afgørende punkter, den egentlige forskel ligger blot i forskydelsen, Jüngers konkretisering, der er mindre abstrakt end Nietzsches. Sammenlignet med Jünger er Nietzsche teoretikeren i deres fælles livsfilosofi, mens Jünger er tolkeren. Nietzsche bevæger sig hele tiden på et mere åndeligt plan, han taler om kunsten, Apollon, Dionysos, det guddommelige, det tragiske og ikke mindst musikken. Her tager Jünger i sin tankegang tilsyneladende udgangspunkt i fysiske fænomener som krigen, kampen, soldaten, det skrækkelige i verden og bevæger sig herfra over mod åndelige kvaliteter som ære, heltemod og tapperhed. Overordnet set bevæger Nietzsche sig i sin tankemæssige bevægelse oppefra og ned, fra det apollinske og det dionysiske til en placering af kunsten i verden, mens Jünger umiddelbart bevæger sig nedefra og op, fra freden, krigen og det skrækkelige til heltemodet, selvopofrelsen, døden via kampen. Nietzsche taler om livet og skabelsen, mens Jünger taler om døden og kampen, destruktionen. Begge ser den samme sammenhæng mellem livet og døden, begge har fokus på livskræfternes udfoldelse, begge udformer derved en livsfilosofi, og de to er parallelle, idet Jünger tolker Nietzsche, men de bevæger sig umiddelbart i forskellige retninger, idet de umiddelbart befinder sig på forskellige niveauer.

Men her bliver vi nødt til at ræsonnere og prøve at se igennem Jünger. For idet Jüngers fremstilling er en tolkning af Nietzsche, idet Jünger tolker krigen ud fra Nietzsche, er hans udgangspunkt jo heller ikke krigen men netop Nietzsche, ligesom hans tolkning først og fremmest gælder livet selv og ikke krigen, idet han blot tolker livet ud fra krigen, eller rettere ud fra Nietzsche. Det det drejer sig om hos Jünger er altså i sidste ende livet ud fra Nietzsche, hvilket svarer til livet ud fra krigen ud fra Nietzsche. Der er altså i bund og grund tale om en nietzscheansk diskurs. Jüngers fremstilling af krigen er først og fremmest en en konkretisering af Nietzsches idéer, eller rettere en tolkning af dem. Og således bevæger også Jünger sig oppefra og ned, fra Nietzsches idéer til en placering af heltemodet i verden via kampen. Hermed er Jünger også parallel med Nietzsche i sin tankemæssige bevægelse, nemlig oppefra og ned, med fokus på livskræfternes udfoldelse i verden.

Alt dette ses ikke blot ved de nævnte paralleller men også i selve sproget, Jüngers sprog er nietzscheansk, hvilket tydeligvis er bevidst. Men lad os nu se nærmere på den diskurs der er mellem Jünger og Nietzsche. Som udgangspunkt ser Jünger verden med nietzscheanske øjne. I krigen ser han i første omgang en afsløring af verden, hvorved den skrækkelige, absurde virkelighed fremstår i al sin chokerende gru. Han forstår at mennesket ikke kan holde denne virkelighed ud i sin nøgenhed, ikke uden at miste forstanden. Men hvor Nietzsche ser løsningen i en sandfærdig kunstnerisk fremstilling af verden, laver Jünger en tilføjelse, han ser den konkrete kamp i krigen som et slags kunstværk. Dette knytter sig til hans sammenstilling af kunstneren og soldaten, som han i bund og grund mener har samme væsen, idet de begge udtrykker livskræfternes udfoldelse i verden. Normalt ville man opfatte kunstneren og soldaten som væsensforskellige - den ene skaber, mens den anden destruerer. Men her tænker Jünger ikke så meget på resultatet, værket, men mere på selve processen - for Jünger er det selve livskræfternes udfoldelse der er det centrale og ikke så meget hvad det hele ender med. Jünger bekymrer sig ikke så meget for individets skæbne, men mere for hvordan denne skæbne finder sit slutpunkt. Her er det heltemodet, tapperheden, der er soldatens altafgørende habitus. For Jünger er det i sidste ende selvopofrelsen der bringer mennesket videre, paradoksalt nok. Mennesket kan ikke lave om på livskræfterne, men det kan blive en del af dem, en del af deres udfoldelse. Jünger er sådan set parallel med Nietzsche hele vejen igennem, blot mere konkret, på et niveau tættere jorden, idet han taler om de konkrete krigsfænomeners og ikke mindst kampens afgørende betydning for mennesket og livet selv.

DET burde efterhånden være tydeligt at det ikke blot er mig der tolker Jünger nietzscheansk, men netop Jünger selv der tænker nietzscheansk. Jeg har forsøgt at beskrive grundridset i Jüngers nietzscheanske diskurs, lad mig nu ganske kort beskrive Jüngers egentlige tolkning af livet ud fra Nietzsche. For Nietzsche og Jünger er deres tolkning af livet ikke blot teori, men netop livsfilosofi, og for Jünger er det også mere end det. Jünger knytter hele vejen igennem sine tanker til konkrete iagttagelser, her bruger han krigen som eksempel og som bevis for sin tankegang, deraf får man det umiddelbare indtryk, at han gør sig sine tanker ud fra sine iagttagelser, men det er selvfølgelig omvendt. Mange ting tolker han som tegn på urkraften, den primitive livsdrift i mennesket. Færre ting tolker han som viljen til magt i mennesket. Et grundlæggende spørgsmål i Jüngers undersøgelse er "was den Menschen eigentlich noch vorwärts treibt" (Jünger 1922 s. 89). Dette spørgsmål gælder det der motiverer soldaten til at udholde og leve det skrækkelige liv i krigen. Svaret har vi forlængst fået, det er nemlig selve kampen mod det skrækkelige liv der motiverer soldaten. Soldaten tager imod det skrækkelige liv i krigen som en udfordring, en sublim udfordring, en udfordring der svarer til hvad han har at byde på, en udfordring der finder uanede kræfter frem i ham.

"Soweit der Mensch hier Individuum ist, ist er nur aus Angst zusammengesetzt. Aber gerade, dass er sich trotzdem bewegt, das beweist, dass ein höherer Wille hinter ihm steht." (Jünger 1922 s. 89)

Over for den totale angst finder den stærke soldat den overmenneskelige vilje frem i sig selv, viljen til at leve, viljen til at kæmpe, viljen til magt. Livsdrifterne, livskræfterne er i alt, den overmenneskelige vilje til at kæmpe er en strukturering af disse kræfter, og i den forstand er mennesket først og fremmest en potentiel strukturering af livskræfterne, som hos Nietzsche er det viljen til magt der er det altafgørende.

"Angst empfinden wir, weil wir vergängliche Geschöpfe sind, aber wenn ein Unvergängliches in uns diese Angst besiegt, so können wir stoltz darauf sein. Das zeigt, dass wir wirchlich dem Leben und nicht nur dem Dasein verbunden sind." (Jünger 1922 s. 90)

Igen et eksempel på at Jünger bruger sin erfaring, sin iagttagelse, som eksempel på livskræfternes tilstedeværelse og ikke mindst som eksempel på menneskets vilje til kamp. Det er i konfrontationen med sin egen forgængelighed at mennesket føler angsten, angsten for døden, men hvis mennesket via de uforgængelige livskræfter formår at overvinde denne angst, er det et bevis på at mennesket virkelig er i kontakt med livet selv, og mere kan man ikke forlange, mere kan man ikke opnå. Som Frederik Stjernfelt formulerer det med en henvisning til Nietzsche: "Man må her konfrontere sig med kamp og med rædsel, fordi det er denne modstand, der først af alt lader viljen-til-magt manifestere sig" (Stjernfelt 1997 s. 90). Det er via den modstand der ligger i selve det skrækkelige at soldaten kommer i kontakt med livet selv. Det skrækkelige er altså det mest centrale i Jüngers tankegang, hans livsfilosofi, og således kan man hos Jünger ligefrem tale om en særlig skrækæstetik, idet det i virkeligheden er skrækken og oplevelsen af skrækken han hele tiden kredser om. Det er ud fra konfrontationen med skrækken at det hele vokser, kampen mod det skrækkelige frembringer i mennesket den stærke soldat der rummer overmenneskelig vilje til kamp, vilje til liv. Vi er altså tilbage ved udgangspunktet, kampen mod det skrækkelige, men vi har nu fået bekræftet at det ifølge Jünger er denne kamp der er udgangspunktet for det hele, udgangspunktet for hele den særlige udfoldelse af livet som Jünger har beskrevet så indgående. Og således anderledes oplyst forstår vi bedre hvad Jünger helt præcist mener, når han skriver:

"Doch wenn wir aufeinanderprallen im Gewölk von Feuer und Qualm, dann werden wir eins, dann sind wir zwei Teile von einer Kraft, zu einem Körper verschmolzen." (Jünger 1922 s. 97)

Det der her beskrives er selvfølgelig livskræfternes udfoldelse, i hvilken de kæmpende via den fælles livskraft forenes og bliver til ét kød. Som Jørgen Knudsen kommenterer i den anledning - "ordet krigsliderlighed ses at have en pervers sandhed" (Knudsen s. 350). Knudsens kommentar er måske nok rammende, men den er alligevel misvisende. Der er desværre ikke tale om nogen pervers sandhed om mennesket (hvis en sådan findes - og i forhold til hvad - normaliteten selvfølgelig, men den er jo netop blot en konstruktion). Det der er på spil her har ikke meget med liderlighed at gøre, der er ikke tale om noget erotisk, tværtimod om det modsatte, og her er det vigtigt at holde tingene ud fra hinanden, selvom de nok er parallelle. Det burde efterhånden være klart at det er vanskeligt at kritisere Jünger (hvilket dog ikke skal afholde os fra at gøre det), dels på grund af hans unikke erfaring, dels på grund af hans høje intellektuelle niveau kombineret med denne erfaring, han rummer en særlig saglighed, en særlig distance, idet han hele tiden selv analyserer sine iagttagelser. Der er altså masser af grunde til at forholde sig til Jünger på en saglig måde, hvilket vil sige at forholde sig til sammenhængen i hans tankegang på et tilpas højt niveau, hvilket kræver mere end som så. Jünger sammenligner selv kampdriften med seksualdriften, men netop som en parallel, ikke som en perversitet. I forlængelse af ovennævnte citat supplerer Jünger:

"Zu einem Körper - das ist ein Gleichnis besonderer Art. Wer es versteht, der bejaht sich selbst und den Feind, der lebt im Ganzen und in den Teilen zugleich. Der kann sich eine Gottheit denken, die diese bunten Fäden sich durch die Hände gleiten lässt - mit lächelndem Gesicht." (Jünger 1922 s. 97)

Jüngers beskrivelse er selvfølgelig en metafor, men det man skal forstå her er, at det er krigen eller rettere krigstilstanden der er en metafor, en metafor for livet selv og dets udfoldelse, dets udleven af livsdriften, livskraften. Krigen er scenen, kampen er selve spillet, udfoldelsen, og kampens højdepunkt, selve mødet, kontakten mellem modstanderne er ekstatisk i den forstand, at det ikke blot er to modstandere der forenes, men i sidste ende livet selv der når sit højdepunkt. De kæmpende er i virkeligheden drevet af de samme livskræfter, de er kun modstandere i kraft af spillet, kampen, der giver livet mulighed for at komme til udtryk. Kampen er livets selvrealisation, eller rettere, kampen er livets evigt foreløbige fuldendelse i livsformernes vekslen. Og den der forstår det kan leve fuldt ud og se livets udfoldelse i al sin farvestrålende mangfoldighed - i stedet for at græmme sig. I sidste ende handler det ikke om mennesket, ej heller om krigen. "Alle Ziele sind vergänglich, nur die Bewegung ist ewig" (Jünger 1922 s. 103). I sidste ende handler det om livet selv, menneskets krige er blot en af livets utallige udformninger.

"Hier fliesst es vorbei, das Leben selbst, die grosse Spannung, der Wille zum Kampf und zur Macht in den Formen unserer Zeit, in unserer eigenem Form." (Jünger 1922 s. 103)

I sidste ende er det slet ikke mennesket Jünger ser, men netop livet selv og dets udfoldelse. Han ser livet som en "enorm bølge" i hvilken mennesket blot er en lille detalje, men hvilken detalje! I livets destruktive og skabende bølge er mennesket indtil videre "... das gefährlichste, blutdürstigste und zielbewussteste Wesen, das die Erde tragen muss" (Jünger 1922 s. 102).

(c)