Udsigelsens kulde

At tale om en udsigelsens kulde i forbindelse med In Stahlgewittern er umiddelbart ganske banalt og intetsigende, hentydende til forfatteren som en afstumpet krigsveteran. Den kulde der er tale om er imidlertid af ganske dyb karakter, bundet til tekstens natur, strækkende sig fra udsigelsen til den dybere tematik.

Der er tale om en erindringsbog af ganske saglig støbning, med masser af konkrete beskrivelser af de faktiske forhold i skyttegravene, til tider er beskrivelserne ret indgående, på grænsen til det kedelige. Men den indgående beskrivelse er på ingen måde tekstens kendetegn, det er snarere den særlige saglighed der gør sig gældende, som i enhver saglig erindringsbog, hvor man forsøger at forholde sig til tingene som de var. Det er dog ikke denne saglighed i sig selv der er det mest interessante, det mest interessante er den umenneskelige gennemførthed, stabilitet og ikke mindst præcision i denne saglighed. Ernst Jünger opretholder denne saglighed, eller for at præcisere det lidt, denne anskuelsens renhed, hele vejen igennem. Og hvorfor er det så interessant? Fordi der netop ikke er tale om almindelige, rolige ting. Der er tværtimod tale om skrækkelige ting man skulle tro var ubeskrivelige. Menneskelig lemlæstelse, nedslagtning, frygt, smerte af både koncentrerede og enorme dimensioner. Og så skal man lige huske på at det er virkelighed. Jünger kigger lige ind i det inferno der er omkring ham, lægger mærke til hver eneste detalje, husker alt og skriver det ned, med stor opmærksomhed. På uundgåelig vis lægger man mærke til denne anskuelsens renhed, udsigelsens kulde, idet den i sagens natur skærer i øjnene. Netop ved sin ufølsomhed overlader teksten følelserne til læseren. Som læser dvæler man dog i sagens natur ikke alt for meget ved disse følelser og derfor kan man fortsætte, men efter et par episoder går det op for én, at der er tale om en ganske særlig fortæller, hvis blik er af en umenneskelig skarp optik, hvis blik aldrig sløres eller rystes. Man lægger mærke til det fordi det skrækkelige er chokerende rystende, og i den grad kalder på tilsløring af den ene eller den anden slags.

Denne udsigelsens kulde, denne anskuelsens renhed, hænger på flere måder sammen med tekstens dybere tematik. I første omgang ved det at teksten i sig selv er paradoksal som læsning. De billeder der tegner sig under læsningen er absurde, man har svært ved at få dem frem, og når man får dem frem, kaster man dem gerne fra sig igen. Lad os se:

"Aus zerschossenem Gebälk ragte ein eingeklemmter Rumpf. Kopf und Hals waren abgeschlagen, weisse Knorpel glänzten aus rötlich-schwarzem Fleisch. Es wurde mir schwer zu verstehen." (Jünger 1920/1934 s. 31)

Det skrækkelige er chokerende, men det der gør sig gældende her er alligevel en dvælen ved det skrækkelige, simpelthen fordi man har svært ved at se det for sig. Chokket strækker sig så at sige ud og omklamrer én i stedet for at ramme én med det samme. Jünger har det lidt på samme måde. Lad os se på et citat fra andenudgaven af In Stahlgewittern fra 1926, et citat der interessant nok er blevet slettet igen i den gældende tredjeudgave fra 1934. Følgende citater fra andenudgaven er i mangel af bedre fra den gældende engelske oversættelse.

"Seeing and recognizing are matters, really, of habit. In the case of something quite unknown the eye alone can make nothing of it ... We looked at all these dead with dislocated limbs, distorted faces, and the hideous colours of decay, as though we walked in a dream through a garden full of strange plants, and we could not realize at first what we had all round us. But finally we were so accustomed to the horrible that if we came on a dead body anywhere on a fire-step or in a ditch we gave it no more that a passing thought and recognized it as we would a stone or a tree. . . ." (Jünger 1920/1926 s. 23)

Chokket fortaber sig, og det skrækkelige bliver her til vane for Jünger, deraf udsigelsens kulde, der altså i beskrivelsen af lemlæstede lig og lignende er lig med følelsesmæssig ligegyldighed, og det med god grund, de døde mærker jo intet længere.

I anden omgang knytter udsigelsens kulde sig til den dybere tematik netop ved det at det skrækkelige gentager sig, igen og igen.

"Der zerwühlte Kampfplatz war grauenhaft. Zwischen den lebenden Verteidigern lagen die toten. Beim Ausgraben von Dekkungslöchern bemerkten wir, dass sie in Lagen übereinandergeschichtet waren. Eine Kompanie nach der anderen war, dicht gedrängt im Trommelfeuer ausharrend, niedergemäht, dann waren die Leichen durch die von den Geschossen hochgeschleuderten Erdmassen verschüttet worden, und die Ablösung war an den Platz der Gefallenen getreten." (Jünger 1920/1934 s. 105)

Igen er der tale om absurde billeder, men her er det skrækkeliges gentagelse mere end antydet, faktisk er gentagelsen her beskrevet meget præcist, i hele sit omfang. De døde ligger i lag på lag i og over jorden, de levende presses hen over jorden i formation efter formation, de levende tager de dødes plads. Der er tale om en gentagende bevægelse, fra liv til død, den indforståede metafor, der senere bliver eksplicit, er bølgen, de levende skyller frem over de døde som en bølge, trækker sig senere tilbage og efterlader de døde blandt de døde.

Og i foreningen af udsigelsens to former for kulde, chokkets udstrækning, den tilvænnede absurditet, ligegyldigheden, og den kolde iagttagelse af gentagelsen, er vi ved at nærme os Jüngers tematik.

(c)